Muren

Af Kristina Linneberg Storm

Mine drømme og håb om fremtiden har ofte holdt mig kørende. Da jeg var meget syg og ofte indlagt, var det de små ting om fremtiden, der holdt mig i gang. Ting, jeg glædede mig til, som en biograftur, en shoppetur eller en rejse.

Diagnose og drømme
De første ti år i psykiatrien var meget forvirrende for mig. Jeg havde fået en bipolar diagnose i en alder af 16 år. Det satte en stopper for mange af mine fremtidsdrømme. Drømmen om at komme ind til militæret var helt væk. Man kan ikke komme ind, når man er psykisk sårbar. Jeg stoppede med at spille teater og drømmen om scenekunstskolen gik i glemmebogen. Jeg var for usikker til at stå på scenen, og medicinen gjorde mig sløv, og jeg ville ikke have at publikum skulle se mig sådan. Jeg tog rigtig mange kilo på, så drømmen om at blive rigtig god til fodbold fadede lige så stille væk.

Jeg var svær at hjælpe. Der var ikke noget i behandlingen, der virkede. Jeg var desperat og klar til at prøve alt for at få det bedre, og alt blev afprøvet. Jeg forsvandt mere og mere ind i mig selv. Fremtiden var ikke rigtig noget, jeg gav mange tanker. Jeg ville egentlig bare gerne være som alle de andre.

Min fortid havde bygget en mur af angst op omkring mig. Jeg var i kløerne af min barndom, dybt traumatiseret, og jeg havde lukket ned for alle mine følelser. Skyld og skam fyldte alt, men jeg kunne ikke sætte ord på det.

Når livet tager en drejning
Der var enkelte ting, jeg vidste, aldrig ville blive en del af min fremtid. Alkohol, cigaretter og stoffer. Jeg ville gøre alt for ikke at ligne min mor, og jeg var fast besluttet på, at historien ikke skulle gentage sig.

Da min mor døde, var jeg 24 år gammel. Hun blev kun 44. Hendes krop gav op efter et hårdt liv. Hun lå 7 uger i respirator, og vi måtte til sidst slukke og lade hende få fred. Jeg blev lettet og kunne begynde og fokusere mere på mig selv.

Jeg fik mit drømmejob på Aalborg universitet og var med til at forske. Fremtiden så umiddelbart lidt lysere ud, men en dag kom reaktionen for alvor på min mors død. Jeg havde ikke sørget. Jeg lukkede ned og kørte videre. Muren var blevet bygget højere og højere op omkring mig, indtil den en dag begyndte at slå revner.

Det resulterede i et halvt års indlæggelse. En indlæggelse, der kom til at betyde alt for min fremtid. Jeg kom ind på en anden afdeling, end jeg plejede. Mødte nye personaler og fik en ny psykiater. Jeg var konstant bange. Jeg vejede 150 kg og tyede til selvskade, når jeg ikke kunne rumme verden. Jeg fik ECT, prøvede ny medicin og gik til samtaler hos psykiateren. Der var ikke noget, der for alvor hjalp, og jeg var ikke klar til at bryde muren ned.

Da jeg blev udskrevet, spurgte psykiateren mig: Hvad vil du gerne? Jeg svarede, at jeg var klar til at snakke med en psykolog. Jeg blev henvist til center for personlighedsforstyrrelser, og nu startede en lang rejse mod en helt ny fremtid.

Lad os bryde muren ned sammen
Jeg mødte min psykolog for første gang, og det skulle vise sig, at han havde tænkt sig at følge mig til dørs. Han gav ikke op på mig, og det kostede blod, sved og tårer at arbejde med mine traumer. Lære at forstå mig selv og mine følelser. Jeg blev retraumatiseret, og jeg gennemlevede de værste ting i mit liv, men vigtigst af alt, begyndte jeg at kunne mærke min krop. Jeg havde samlet hammeren op og var begyndt at slå muren i stykker. Jeg kunne stå udenfor og mærke lettelsen i min krop, når jeg mærkede vinden mod mit ansigt. Det var som at komme tilbage til verden, som ikke længere kun bestod af alt det hårde. Det var ofte skræmmende at skulle blive ved, men med hjælp fra min psykolog og andre behandlere kom jeg igennem. Min diagnose blev sat i remission – jeg var symptomfri.

Pludselig stod jeg i en verden af muligheder. Der var stadig rester af muren, jeg kunne gemme mig bag.

Jeg havde sorteret voldsomt ud i mit liv for at få det bedre. Jeg var blevet skilt fra min mand igennem 12 år, da jeg indså, at forholdet ikke var godt for mig. Jeg måtte kigge på mine venskaber og erkende, at ikke alle kunne komme med på min rejse ind i fremtiden.

Jeg blev udskrevet fra alt psykiatri – en følgesvend igennem tyve år. Efter ti år måtte jeg sige farvel til min psykolog. Det var alt sammen fantastisk og skræmmende på samme tid.

Tilbage til scenen
Der var en masse, jeg gerne ville nu, hvor jeg havde muligheden. Jeg vidste ikke helt, hvad det skulle være, men inderst inde havde jeg en glemt fremtidsdrøm. Den største af dem alle. Jeg skulle tilbage til scenen. Mit frivillige job i Depressionsforeningen viste mig vejen. Jeg søgte om at blive uddannet fortæller og fik chancen. Så en sommeraften i 2015 stod jeg på scenen igen med lyset i ansigtet og rystende stemme og fortalte lidt af min historie.

Fra tid til anden gemte jeg mig bag resterne af muren. Krammede ruinerne for en stund. Jeg valgte at søge hjælp hos min psykolog igen. Det var overvældende med alle fremtidsmulighederne, og fortiden forlod mig ikke, selvom jeg havde lært at takle den.

Jeg arbejdede videre med mig selv og accepterede, hvem jeg er. Fandt en power til at gå efter det, jeg allerhelst vil, nemlig scenekunsten. Jeg ville ikke nøjes, og jeg ville være skuespiller.

Siden har jeg holdt et utal af foredrag og er startet på en privat skuespilleruddannelse. Jeg har underholdt mange festglade mennesker som pilatespige, rocker, fuppræst og andre personligheder. Jeg er fastansat skuespiller på Koldinghus. Jeg har produceret min egen kortfilm og deltaget i andres. Jeg har gået til audition med succes og været statist i forskellige produktioner. Angsten følger mig stadig og i små perioder har jeg brug for muren og trækker mig lidt, men det har jeg valgt at acceptere.

Når jeg tænker på fremtiden, kan jeg godt blive bange for at miste skuespillet og mig selv igen. Jeg er bange for tilbagefaldet og ved, det kan ske. Psykiatrien halter, og jeg regner desværre ikke med, at det er der, jeg kan finde hjælp, hvis det skulle ske. Der er heldigvis andre muligheder. Jeg kan kontakte min psykolog igen eller opsøge andre private behandlere. Det er vigtigt for mig at have en udvej i fremtiden, så jeg ved, der er noget at gøre, hvis jeg falder.

I min fremtid vil jeg fortsat kæmpe for åbenhed og hjælpe med at afstigmatisere. Jeg har mulighed for at gøre det via mit skuespil, ved at holde foredrag og skrive artikler.

Jeg vil kæmpe for en bedre psykiatri og for mere hjælp til sårbare. Både for min egen og andres skyld.

Jeg drømmer om at blive recovery coach og personlig træner ved siden af mit virke som skuespiller.

Min fremtid er lys og murbrokkerne skal være velkomne til at følge med.

Alle fortjener en lys fremtid. Sammen når vi langt.