Jeg svævede ud – i min faste- ud i intetheden, dæmonernes udgave af himlen.
Jeg mærkede eufori, en sitrende lethed i kroppen. følelserne sad ude på fingerspidserne af mig.
Jeg spiste mindre og mindre, og min krop var tynd som en ål.
Mine tanker svævede ud i fatamorgana, i drømmen om Paradis og uanede evner.
Jeg havde ingen jordforbindelse.
Uden jordforbindelse, ingen sund fornuft.
Jo mere jeg fastede – desto mere vanvid i mit sind; jo flere fantasier, vanvid og flugt.
Jeg troede jeg havde overnaturlige evner ligesom Jesus.
Jeg fløj ud i ønsketænkningen, fordi at virkeligheden var for svær at bære. i fantasien kunne alting ske. Fantasien var den kærlige virkelighed, den som jeg ønskede mig. for virkeligheden var næsten ubærlig.
Men jordforbindelsen var det, jeg havde brug for, men ikke så, at jeg flygtede fra.. Fordi jeg ikke havde et sted inde i mig selv, hvor jeg kunne finde fred.
Gud var udenfor mig. Noget jeg skulle søge derude, og jo mere jeg søgte derude, desto længere væk blev jeg fra mig selv.
Det var først da jeg lærte jordforbindelsen at kende, at jeg så; alt det jeg havde prøvet at flygte fra. Virkeligheden som jeg ikke kunne lide.
Jeg ser nu, at der ikke er nogen genveje, nogle kvikke fiks til lykken. Det kræver nogen gange hårdt arbejde. At jeg forbliver stille, i min krop og mit sind, og ser på alt det smertefulde, jeg så gerne vil flygte fra. At turde være alene med enetheden, der med sin sagte stemme ønsker at tale.
Guds budskaber i vinden hvisker sagte, trænger sig ikke på, men taler med et sagte sprog.
Kun den der tør gå ind i mørket, kroppens fængsel, hører dens stemme. Kun den der lever stille, hører englens hvisken. Englen hvisker sagte ´Her er en usynlig vej, broen du må krydse igennem mørket. Der er ingen vej udenom men igennem.
For enden af regnbuen, finder du gaverne. Dem, du ikke får for intet, men igennem hårdt arbejde, hvert et skridt du trådte i tro og håb.
Gaven kommer til den, der ikke søger efter kvikke fiks, men som er villig til at se på det, som er på vejen, turde være med det, og hver en følelse.
Da jeg søgte ud –
fandt jeg kun dem, der var i præcis det samme mørke som mig. Mine følelser var som en magnet på dem, der følte det samme. Alt min kaos indeni, mødte jeg udenpå. Jeg fandt præcis dem ,der var ude i samme flugt som mig. Vi var høje på eufori, på latter og intensitet. Men mørket fandt mørket, den lige fandt sin lige. i spændingen, i dramaet.
For intet uro har lagt sig, før den, der huser den, har set på den.
Jordforbindelse betyder at leve i verden, om end den ser kedelig og farveløs ud. Her sker udvikling langsomt og gradvist. Her er ingen kvikke løsninger Der hvor man lærer at leve med de kedelige og grå dage. Der hvor jeg er nød til at møde det mørkeste i mig, uanset hvor skræmmende, det er.
Først da jeg besluttede at blive en ven med mig selv, skete der en langsom forvandling. Jeg blev mødt med en kærlig virkelighed, der rummer min sårbarhed, som jeg altid havde flygtet fra. Da jeg ikke oplevede, at der var plads til det følsomme menneske, jeg er, flygtede jeg ud i psykosens løfter om overnaturlige evner, styrke og kraft.
Planeten jorden kalder mig hjem i mig selv, til der hvor jeg mærker min ydmyghed og begrænsning. Der hvor det er en gave, at jeg er den, jeg er.
Når jeg tør vise verden, hvem jeg er, bliver verden pludselig en kærlig virkelighed, og jeg behøver ikke at flygte mere. De ydre kampe bliver færre, desto mindre kamp der en indeni.