Chokket ved den låste dør

Af Charley Sofia Jørn

Med vold og magt – kan man tvinges til compliance?
Stod vel nærmest inde i planten i venteværelset i akutmodtagelsen og talte med den om dens tydelige forsømmelse, da konsulterende læge hentede mig til første samtale. Med et skævt og varmt smil tog han også imod min visne buket af brune blade, som jeg i min maniske psykose stolt præsenterede som en gave.

Det næste, jeg husker, er at låste døre lukker bag mig, og en ny læge i et uforsonligt tonefald fortæller mig, at jeg ikke må gå hjem igen. Jeg brød storhulkende sammen og var uforstående over for situationens alvor. Det var som om alle andre, end jeg selv vidste, hvad der foregik, og jeg anede ikke mine levende råd.

Med en bebrejdende finger pegede jeg nu ud i luften ad læge og personale og råbte højt i afmagt ord, jeg ikke længere husker. Jeg stod rystende naglet til gulvet i mine endnu intakte grønne gummistøvler med hvidt for, hvori jeg stadig havde bare tæer. Jeg var gået fra euforisk til usympatisk, det indrømmer jeg gerne.

Kontrasten fra den nye læges fjendtlighed til den førstes imødekommenhed gjorde, at jeg følte mig bondefanget og manipuleret. Jeg ville hjem, og jeg var i panik. Jeg var gået frivilligt med ind på afdelingen og værelset, og nu blev alle mine rettigheder annulleret. Pludselig forlod alle rummet, og jeg var alene.

Magtanvendelsen, der fulgte, var voldelig og smertefuld, og ikke kun min halskæde med fjer og mine gummistøvler gik i stykker. 7-8 mand bragede ind i mit nye lille rum, med en sygeplejerske forrest med en sprøjte over hovedhøjde, med ”akut beroligende” til indstik i ballen.

Granvoksne mænd væltede mig ind over sengen i et kaos af smerter, stærke arme og hænder overalt og min komplet manglende forståelse for situationens eskalering. Jeg var rædselsslagen, gik i total overgivelse, bankede højre håndflade i madrassen og bad igen og igen tryglende, grædende om nåde.

Blåsorte mærker på inderlår og arme, en blottet bagdel, en iturevet halskæde, ødelagte gummistøvler og ar på sjælen blev lidt af prisen på det indledende møde med tvangsindlæggelsen. Jeg var følsom som en nyfødt og forstår stadig ikke voldsomheden i dag. Den var mildest talt totalt ude af proportioner.

Den såkaldte eftersamtale var også blottet for indlevelse og blev yderligere ødelæggende for samarbejdet og medgørligheden under indlæggelsen bagefter. Den foregik med en whiteboardtusch, hvor den ansatte, som jeg i forvejen ikke havde tillid til, ville gennemgå et lamineret ark med spørgsmål ”slavisk”.

Da eftersamtalen var noget, jeg havde længtes efter, i ønsket om en omsorgsfuld tillidsperson at fortælle om min traumatiske oplevelse af både tvangsindlæggelsen og magtanvendelsen til, blev jeg både skuffet og indelukket over at blive mødt med det, jeg oplevede som endnu en degradering af mig som menneske.

Jeg var ikke nogens slave, trods ambitioner om at opnå den såkaldte compliance, og mine udsagn burde have haft mere vægt, end hvad der viskes ud med en serviet efter samtalen. Hun sagde, at hun jo ikke kunne have haft en computer med – og jeg spurgte, hvorfor den så kaldes en bærbar?

Den medgørlighed og samarbejdsvillighed, som begrebet compliance dækker over, var erstattet med mit eget lille oprør imod manglen på indlevelsesevne, medfølelse og imødekommenhed fra personalet selv. Hvis de ikke ville leve sig ind i min verden, ville jeg heller ikke leve mig ind i deres.

Indlæggelsen udviklede sig til ”mig – eller os – mod dem”. Jeg tvivlede på personalets gode intentioner, lavede ballade med de andre patienter i et forsøg på selvjustits og levede i min helt egen verden med de øvrige beboere. Det kaldte jeg os, beboere, for at menneskeliggøre os over for de såkaldte medarbejdere.

Jeg husker, at jeg tænkte, at ordet medarbejder var endnu et kontrolord, fordi personalet arbejdede med systemet – men imod os, de indlagte på afdelingen. Hele indlæggelsen var desværre blevet farvet af non-compliance med tvangsmedicinering og oplevelsen af at være fængslet og ulykkelig.

Manglen på indlevelsesevne
Den centrale værdi, som udeblev under selve magtanvendelsen og optakten dertil, var indlevelsesevnen. Med det mener jeg, at jeg savnede en konkret refleksion over, hvorfor jeg som patient reagerede og at blive mødt med omsorgsforståelse og nænsomhed i min desperation over ikke at måtte komme hjem igen.

Jeg var hudløs og uden filter, og de sagde, at jeg ikke kunne passe på mig selv.

Alligevel var det dem, som lavede overgreb på mig. Mine selvbestaltede tillidspersoner gik til angreb, blottet for indlevelse, og min tillid til deres hjælpsomhed og imødekommenhed var knust. Jeg reagerede i angst og afmagt og havde nok mest af alt bare brug for et kram – og én, der spurgte, om jeg var okay?

Handlemuligheder i bedste fald
Den første læges professionelle, sympatiske og indlevelsesfulde adfærd bevarede mig rolig og tillidsfuld. Da min diagnose som bipolar affektiv sindslidende som nævnt er stressudløst, forudsætter ethvert samarbejde under en indlæggelse forforståelse for, at konflikt forstærker mine symptomer, når først jeg er blevet syg.

I min egen sårbarhed havde jeg i begyndelsen intet forsvar, andet end min stemmes styrke, og havde netop hvisket om livets gåder med en halvvissen plante. Den første læge, som tog imod mig, mødte mig, hvor jeg var. Jeg var blid og medgørlig i mødet med hans indlevelse.

Lidt ligesom når man arbejder med dørsøgende demente og lever sig ind i deres forståelsesramme, og hvad de evner i situationen her og nu. Man giver sig ikke til at yde magtanvendelse, fordi de demente ikke forstår, hvorfor de lukkes inde, men forsøger i stedet at afværge enhver form for konflikt omkring den låste dør.

Min tillid til at søge hjælp i psykiatrien kunne have været intakt, hvis indlevelsesevne og omsorgsforståelse havde været til stede. Forklaringen om at indlæggelsen handlede om at ”passe på mig, fordi jeg ikke selv kunne”, ville have haft hjemmel i virkeligheden. Magtanvendelsen fik derimod samarbejdet til at ophøre.

Hvorfor benytte angreb som en beroligende metode? Hvis de oprigtigt gerne havde villet hjælpe mig til at kunne hjælpe mig selv, havde de været nødt til at møde mig, hvor jeg var: I sagens natur overfølsom, sårbar og uden filter. Jeg stod der nærmest hudløs uden at få muligheden for at sige fra. Selvom man er sårbar, har man stadig grænser. De blev overtrådt i en grad, som er nærmest ubærlig at tænke tilbage på.

Situationen i eget hjem kan desværre ofte eskalere forud for en indlæggelse, fordi man ikke tør søge hjælp, grundet tidligere tillidsbrud og overgreb. Magtanvendelser, som har været ude af proportioner, kan smadre ethvert samarbejde. Mødt med indlevelse, ømhed og nærvær, havde været hjælp og ikke et angreb.

Jeg spørger som patient mig selv om, om det er blevet hverdag at lave magtanvendelser uden hensyntagen til den enkeltes situation, adfærd og statur. Jeg var fx selv fysisk et lille menneske, og det blev der heller ikke taget hensyn til. At blive mødt i og hjulpet til at forstå egen oplevelse havde givet en højere grad af compliance – den medgørlighed, som magtanvendelserne øjensynligt forsøger at indføre med tvang.

Tillidspersoner, konfliktnedtrapning og konfliktmægling
For nogle mennesker falder indlevelsesevnen dem naturligt. For andre er den tillært. For at forstå, hvorfor andre reagerer eller agerer, som de gør, og for at møde dem, hvor de er, kræver det blandt andet, at man er nysgerrig, nærværende og neutral – som den første læge, jeg mødte i akutten. Han mødte mig i min egen verden, bevarede sin professionalitet og passede stadig på mig. Det gav mig tillid til hans intentioner.

Som patient har man ikke nødvendigvis tillid til alle ansatte og ej heller med alle den samme kemi for samarbejde. Det kan der være flere grunde til, men compliance forudsætter samarbejde, som forudsætter tillid, og derfor bør patienter, som indlægges, selv kunne vælge tillidspersoner på hver arbejdsdag, så et udvalgt team omkring patienten kan være til rådighed på de forskellige vagter på alle typer afdelinger.

Som tillidspersoner har man ansvar for at respektere den tillid, andre viser én. Fokus burde være på konfliktnedtrapning, og det kan kun gøres ved at tage ansvar for egen indflydelse på konflikten eller optakten til en eventuel konflikt eller magtanvendelse. En psykotisk patient er på mange måder begrænset i at kunne tage det selvsamme ansvar og bør derfor hjælpes med ømhed, nærvær og omsorgsforståelse.

På særligt lukkede afdelinger er konflikter en del af præmissen for indlæggelsen – og uanset hvad du selv vil, som patient, kan du ikke komme ud. I en konflikt som den jeg beskrev kunne en særligt uddannet konfliktmægler have håndteret situationen i nogenlunde øjenhøjde med forståelse for, at patienten var i chok over den nu pludseligt låste dør.

Konfliktmægleren kunne have faciliteret det voldsomme skift, jeg havde fra min egen hyperpositive og sensitive verden til mødet med tvang, tillidsbrud, overfald, sprøjte i ballen, ødelagte ejendele, blåsorte mærker på inderlårene og rettigheds- og frihedsberøvelse. Med indlevelsesevne og professionelle færdigheder inden for konfliktmægling kunne magtanvendelsen måske helt være undgået.

En konfliktmægler burde tilkaldes med samme akutte indsats, som det nu gøres ved magtanvendelser, ligesom konfliktmægleren forebyggende bør præsentere tvangsindlæggelsens initiering for patienten. Alle vagtplaner burde tilrettelægges, så der er minimum én uddannet konfliktmægler på vagt på hver afdeling på hvert skiftehold på alle tider af døgnet.

En efteruddannelse for konfliktmæglere kan spare både traumer for patienterne og penge for systemet, da en i forvejen eskaleret hjemmesituation kræver længere tids indlæggelse end dén, som tages i opløbet, fordi patienten har tillid til at hjælp er nænsomt, og at samarbejde inkluderer intakte rettigheder. Antallet af magtanvendelser kan reduceres kraftigt, og en patient kommer sig hurtigere, når tillid og compliance får de rette omstændigheder for at opbygges – og når en tilpas mængde indlevelsesevne er i højsædet.

Behandlere kan generelt sætte sig ud over deres egen rolle og prædikat eller titel og være oprigtigt nysgerrige og reflekterende i forhold til patienten, med en øget forståelse for patientens adfærd ud fra det nu, de er i, frem for udelukkende at tænke i diagnoser og problematikker. Uden at være bange for at miste ansigt kan behandlere inddrage sig selv i dialogen og undersøge og spejle patientens oplevelsesverden, så der opnås mellemmenneskelighed på baggrund af en særlig indsats for en skærpet indlevelsesevne.