Min sjæl er som mosaik

Da jeg var ung
troede jeg
at jeg kunne alt

Jeg knoklede
nogle gange
ved at arbejde
fra klokken syv om morgenen
til klokken ti , elleve om aftenen

Som 17 årig fik jeg et
alvorligt
sammenbrud
og kom på hospitalet

I mange år
nægtede jeg at se
min sårbarhed i øjnene

Nægtede at se i øjnene
at jeg ikke var lige som andre
og at jeg ikke kunne
ligesom dem

Jeg mødte heller ingen
forståelse fra min familie

Som 27 årig fik jeg endnu
et knæk
af de helt store

Jeg arbejdede
44 timer om ugen
og havde 3 timers transport
om dagen
og mit job var med fysisk hård træning
10 timer om ugen

Jeg gik så meget ned med stress
at jeg ikke kunne rejse mig fra sengen

Men stadig
nægtede jeg at se i øjnene
at jeg ikke kunne

Præstere alt det

Min sensitivitet er usynlig
Jeg er almindeligt begavet

Men dybt inde i mig
har jeg en sønderknust sjæl
som en mosaik
der er blevet lappet sammen

Jeg ser nu
at jeg aldrig bliver
hel igen
som fra før
mine knæk
og sammenbrud

Jeg vil altid
være bærer af sårbarhed
og særlig følsomhed

Min mosaik
vil altid lettere kunne
gå i stykker igen

Men jeg ser også nu
at min mosaik er min forvandling

Til at blive hende
Jeg er

Dybt i mig
fra før mine knæk
er der en
der aldrig har ønsket at knokle
mig selv halvt ihjel

Jeg har bare aldrig rigtig
lyttet til hende
før nu

Det er først nu
at det er gået op for mig
at der ikke er noget
jeg skal præstere

Jeg vil
nu
lytte til sjælen
i mig

De knuste skår
der udgør mit billede
af hende jeg er

I ydmyghed
spørge
hvad min sjæl ønsker
for et billede
der skal danne sig
af mig

Jeg vil give slip
på min stædighed
og egenvilje
der vil have det til at se ud
på en bestemt måde

Jeg må godt være her
med mine knuste glasskår

Jeg vil give dem lov
til at danne
det nye billede
af mig

Som kun
Gud ved
hvordan skal se ud