Fremtid

Af Mari-Louis Aagren
Foto: Kiowa Rudolph

Det kan være svært at spå om fremtiden, især med en psykisk lidelse. Jeg forsøger at tage en dag ad gangen og håbe på det bedste. Jeg tror virkelig på, at man bliver stærkere ved modgang, og jeg har været udsat for meget modgang.

Der er sket meget på meget kort tid. Jeg kom endelig ud af et fleksjob, som ikke var godt for mig mere. Det krævede alle mine kræfter og ikke mindst tid. Jeg sad fuldstændig fast i mange indviklede regler, og jobcentret var absolut ikke til nogen gavn. Takket være min fagforening kom jeg endelig ud af det uden karantæne, hvor jeg kunne risikere at stå uden en indkomst.

Kroppen var i alarmberedskab
Jeg var kørt helt ned med stress og magtede bare ikke mere. Jeg syntes, alt føltes håbløst. Selvom jeg var kommet ud på den anden side, var min krop i alarmberedskab. Det tog lidt tid at komme af med denne følelse, og nu stod den på jagten efter et nyt fleksjob.

Tavlen var vasket helt ren, og jeg var fuldstændig ligeglad med, hvad jeg skulle arbejde med. Selve arbejdspladsen var vigtig, og om det var et godt sted med den rette forståelse for min situation.

Jeg fik sendt så mange jobansøgningerne, men intet gav resultat. Jeg kom på et kursus med et konsulentfirma, som skulle hjælpe mig videre i søgen efter et fleksjob. Dette endte fuldstændig galt, og jeg gik ned med flaget. Efter nytår skrev jeg en mail til min jobkonsulent om min oplevelse af mit kursus. For så stod det sort på hvidt, uden nogen som helst kunne sige mig imod. Så at skrive blev min redning. Jeg blev med det samme taget af dette kursus, og alt i min krop fik bare ro til, at jeg kunne fokusere på at søge jobs igen.

FleksMatch
Senere fik jeg lavet en profil på en hjemmeside ved navn FleksMatch. Denne side er specielt lavet til virksomheder, som søger fleksjobber. Det er kun en jobkonsulent fra jobcentret, som kan oprette profilen. Man styrer selv, hvad man vil skrive i sin tekst, og har mulighed for at tilføje et billede. Jeg valgte uden billede og fik skrevet en rimelig god tekst, hvis jeg selv skal sige det. Inde på siden kan man også finde jobannoncer fra forskellige virksomheder.

Jeg søgte mange stillinger og forskellige deltidsstillinger, hvor jeg foreslog, at jeg kunne varetage de timer som et fleksjob. Jeg kom til forskellige samtaler, men blev desværre lidt for ofte valgt fra på forskellige baggrunde. Mange skriftlige afslag, og nogle gange slet ingen svar.

I perioder var der ikke så mange jobs at søge, og jeg gik til mange samtaler ved jobcentret. Heldigvis kunne jeg dokumentere, at jeg gjorde mit for at finde et job.

Min telefon ringede
Med panden mod muren og nærmest ved at opgive håbet, ringede min telefon. Det var en virksomhed, der havde set min profil på Fleksmatch. Kvinden i røret ville gerne have mig til en samtale om et job. Jeg kendte slet ikke stedet og vidste ikke ret meget om, hvad det var for et slags job.

Til samtalen fortalte hun lidt om jobbet og viste mig rundt. Kemien imellem os var bare god fra starten af, men samtidig turde jeg ikke håbe for meget. Hun fortalte, at det var et arbejde i køkkenet, servering om aftenen og rengøring. Jeg fik stillingen. Jeg havde ellers altid sagt, at jeg ikke skulle arbejde i et køkken efter et par dårlige oplevelser. Heldigvis blev jeg glædelig overrasket, for det var kun små køkkenopgaver, da maden blev bragt udefra.

Jeg var vildt glad og helt op at køre, men jeg var lidt spændt på, hvad jobcentret ville sige til et sæsonarbejde.

Til næste samtale blev alle mine bekymringerne fejet ad banen, for det kunne man sagtens som fleksjobber. Så nu var jeg endegyldigt færdig med alle de samtaler på jobcentret, og det eneste jeg skulle nu var at vente på datoen til at starte i mit nye job.

Aner jeg noget som helst om det her?
Ventetiden føles så lang og mange spekulationer kom op i mig. Kan jeg overhovedet finde ud af det, og aner jeg noget som helst om det her? Så typisk, at angsten påvirker så meget nye ting i stedet for bare at finde det positive og for en gangs skyld bare være glad. Det findes bare overhovedet ikke, og usikkerheden kommer op i mig med alt. Min selvtillid og selvværd har aldrig været stor på grund af min OCD, som er en angstlidelse. Jeg skulle også finde ud af mit mørke hul, som depressionen havde efterladt mig i.

Dagen kom, og nu var det min første arbejdsdag. Nej, hvor var jeg bare nervøs og spændt. Havde både ondt i maven, kvalme og tankemylder, som bare kørte på højtryk. Jeg havde gjort alle de nødvendige forberedelser som at finde ud af, hvor lang tid turen på arbejde ville tage. Jeg er så glad for at have en GPS på min telefon, for ellers havde jeg aldrig fundet stedet.

Min nye arbejdsplads er en feriekoloni for det danske mindretal i Tyskland, som ligger 20 minutter væk fra min bopæl. Som regel kom børnene fra forskellige skoler i Tyskland, hvor de boede i en anden bygning tæt på hovedbygningen, hvor jeg skulle arbejde. De var på stedet et par dage eller en hel uge. Min chef og jeg skulle sørge for maden til børnene under deres ophold.

Min chef troede på mig
Dagene gik så hurtigt, og jeg lærte så mange forskellige ting på ingen tid. Jeg blev så overrasket over, at jeg var så hurtig til at komme ind i tingene. Normalt har jeg bare altid følt mig langsom til tingene og nærmest stå i stampe, men her var det bare anderledes. Den største forskel var, at jeg havde en chef, som troede på, at det kunne jeg sagtens, og der var plads til dumme spørgsmål.

Mine arbejdsopgaver var at skære salater, tage opvasken, støvsugning og mange andre ting.

Min største udfordring var at prøve at servere mad til børnene, som stod på en lang række og ventede på at få mad. De første par aftner var min chef der til at lære mig, hvad der skulle gøres på en aften. Flere gange tænker jeg, det her klarer jeg bare aldrig helt alene. Hvordan skal jeg huske alle de ting? Lige så stille lærte jeg, det egentlig ikke var så slemt. I starten skrev jeg mange ting ned, og min chef skrev også en seddel til mig, hvad jeg skulle huske lige netop den aften.

Der opstod nu et problem, noget, jeg har døjet med i meget lang tid. Jeg oplevede, at jeg svedte meget bare ved den mindst bevægelse. Jeg havde været til lægen flere gang angående problemet, men der var ikke noget fysisk galt. Det er bare så ubehageligt at mærke en sveddråbe løbe ned langs ansigtet. Børn er bare meget ærlige, så en dag blev jeg spurgt, om det var vand eller sved i mit ansigt. Jeg vidste snart ikke, hvad jeg skulle sige.

Fandt en mirakelkur
Jeg måtte bare finde en løsning, men hvilken? For det var tæt på, at jeg ville opgive arbejdet på grund af mit svedproblem, men det ville være en skam, for jeg var blevet glad for mit arbejde. En dag havde jeg et mindre sportshåndklæde med, hvor jeg puttede kold vand på. Håndklædet havde en kølende effekt, og for sjov bandt jeg det på hovedet. For første gang kunne jeg servere mad uden at skulle jeg tørre sved fra panden og nakken. Jeg var helt tør – det var jo en mirakelkur. Min chef syntes bare, det var superfint og meget hygiejniske tænkt.

Nu kom den store sommerlejr, som jeg havde hørt så meget om. Jeg tænkte bare, at hvis jeg kan komme igennem det, så kan jeg nærmest alt. Det var en hård periode, hvor jeg arbejdede på meget forskellige dage og tidspunkter.

Sæsonen er snart slut, og jeg har lært så meget og ikke mindst om mig selv. At turde tro mere på, at jeg godt kan finde ud af noget.

Fremtiden er svær at spå, men synes den ser lys ud. Jeg havde aldrig troet, at der fandtes så godt et match som dette job. Så selvom vi lukker ned for vinteren, er jeg sikret et job til næste sæson, og det i sig selv er et kæmpe skulderklap.