Mød mig med klarhed

Af anonym

Da jeg var 15 år og gik på efterskole, havde jeg mange “mørke” følelser og tanker, heriblandt selvmordstanker og en lyst til at isolere mig. Efter en kort kontakt med en psykolog pressede min mor (og psykologen) på, for at jeg skulle undersøges af ungdomspsykiatrien, og deres arbejdshypotese var ‘Aspergers’ – selvom ingen inden mit 15. år nogensinde havde snakket om, at jeg havde sociale problemer. Jeg blev testet ude på psykiatrisk center Ballerup for bl.a. Aspergers og autisme og fik af en midaldrende, kvindelig psykiater, der skulle blive meget central i mit forløb, grinende at vide at: “Du er en sjov én”, “Du passer ikke ind i nogle kasser” og “Folk ved ikke, hvad de skal med dig”. Dén helt ulidelige uklarhed fortsatte i resten af vores forløb. Jeg sagde, at jeg tænkte, at jeg ville dø som et ulykkeligt menneske, og hun svarede, at det kunne sagtens være.

Jeg havde mange problemer med mine forældre i den periode, der aldrig spurgte ind til mine oplevelser i psykiatrien eller hvordan jeg havde det. Dog oplevede jeg en meget ubehagelig episode, hvor min far havde udsat mig for vold – uden at vi kunne snakke om det bagefter – som jeg derefter fortalte til den kvindelige psykiater, hvor hun grinede højt og hånligt, og affejede det med, at “min far var en hidsigprop”. Hun flyttede ud til Roskilde hospital, og spurgte om jeg ville flytte med, og jeg sagde ja, da hun på det tidspunkt var den eneste, jeg havde snakket med om mine problemer. Så snart hun flyttede til Roskilde, begyndte vi officielt et “terapiforløb”, uden at vi dog kom ind på, hvad formålet var, eller hvilken metode der skulle anvendes.

Da jeg var 17 år, fik jeg en diagnose, men uden at blive informeret om det. Jeg skulle op på Gentofte rådhus og fik stukket et brev i hånden, hvor der stod, at jeg var en 17-årig pige med ‘uspecificeret personlighedsforstyrrelse’. Jeg blev chokeret, og det føltes meget tomt og fordømmende. Da jeg så hende næste gang, spurgte jeg ind til det med diagnosen, eftersom hun tidligere havde sagt, at jeg ikke opfyldte kriterier for nogen diagnoser. Den eneste forklaring jeg fik på diagnosen var, at “ah, det er bare noget administrativt” med en blanding af hån og humor – og så måtte jeg ikke stille flere spørgsmål. Alligevel fortsatte jeg i en form for uofficiel “terapi” hos hende de næste 5 år. Det blev aldrig gennemsigtigt, hvad hun mente, mine problemer var.

Fordi en børne-ungdomspsykiater ikke må have patienter over 18, var det ’uofficielt’, fra jeg fyldte 18 år. Det betød også, at der ikke længere blev skrevet journal. Det gjorde også det hele uklart. Så jeg fortsatte med at gå hos hende stadig uden nogen form for afklaring eller plan. Efter et par måneder sagde jeg til hende: “Jeg kan mærke, at jeg bliver ked af vores samtaler”, men hun grinede igen bare hånligt og sagde: “Ah, det er bare en del af det” – og så var samtalen ovre. Hun sagde til mig: “Du skal selv beslutte, om det giver dig noget at komme her”, men det i en henkastet sidebemærkning og ikke som oplæg til en samtale. Sådan en blev jeg aldrig indbudt til. Hver gang jeg tog initiativ til at få klar information eller dialog, blev det latterliggjort og blokeret. Hun sagde: “Du driver folk til vanvid” – men når jeg spurgte hende, hvad hun konkret mente, svarede hun: “Åh, det er uden for sproget”, og kiggede den anden vej.

Det var svært, som følelsesmæssigt ustabil teenager med dårlig kontakt til min familie, at tage et opgør med alle, der behandlede mig dårligt, når jeg oplevede, at ingen rigtigt var på min side. I dag kan jeg spørge mig selv, hvorfor jeg blev hos hende, men for at være ærlig tror jeg, at jeg blev angrebet på det, der var allersværest for mig: dårligt selvværd i relation til min sårbarhed. Det føltes for skamfuldt at stå ved mine behov, når hun så tydeligt både kunne se dem og latterliggjorde mig for dem. Derved undergravede hun reelt min autonomi: min mulighed for selv at handle og blive behandlet med værdighed.

Det, der blev trådt på
Hvis jeg skal spørge mig selv, hvad det værste ved psykiaterens behandling af mig var, hvad konsekvensen af alt den uklarhed var, så er det, at hun ikke respekterede min autonomi og dermed mine grænser og brugte min sårbarhed til at formindske mig. Jeg fik simpelthen ikke mulighed for at forholde mig kritisk til min omverden, til behandlingen og til, hvad der skulle være formålet med forløbet. Og det undergravede også hele tilliden til min egen dømmekraft. En tillid, som jeg stadig kæmper for at genoprette, og som jeg stadig frygter, at andre mennesker skal antaste og berøve mig.

Hvis jeg har lært noget om, hvad der er vigtigt for mig, og måske også for andre, så er det, at min autonomi; min personlige myndighed, min dømmekraft og mine værdier, er noget værd og skal spille en central rolle i enhver behandling. Men det var netop det, som uklarheden modarbejdede. Fordi det aldrig blev klart, hvad problemerne var, og hvad der kunne gøres ved dem, fordi mine indvendinger aldrig blev taget alvorligt, blev jeg hele tiden stillet i en umyndig rolle – som også havde konsekvenser i resten af mit liv, da det var hele min person, der blev latterliggjort. Derved blev min værdi om min og hendes ligeværdighed som mennesker nedbrudt, ligesom mit behov for klarhed og gennemsigtighed også blev kvalt. Uklarheden har altså langt alvorligere konsekvenser, end at der bare er noget, jeg ikke lige vidste.

Hvad nu hvis hun havde…
Så det vigtige spørgsmål er nu, hvad man selv og en behandler kan gøre for at skabe klarhed og gennemsigtighed i behandlingen, så den understøtter ens autonomi. Derfor har jeg lavet nogle bud til behandlere og prøvet at give nogle eksempler fra mit eget liv:

Klarhed og gennemsigtighed!
Gør behandling så konkret og forståelig som muligt: Det skaber tryghed og stabilitet. Jo mere ukonkret, rodet og uforståelig den gøres, jo mere utryghed skabes der i patienten, som måske varer mange år efter. Psykisk sygdom og psykiatriske diagnoser er stadigt stigmatiserede ude i samfundet, så hvis din behandling som læge er rodet, spreder det sig som ringe i vandet i patientens liv. Gør det konkret, hvilke problemer du oplever patienten har, gør det konkret, hvor man med den slags problemer kan søge støtte ude i samfundet, og gør det konkret, hvilken metode du som behandler anvender.

For eksempel er det en god idé løbende at evaluere og tjekke ind i, hvordan begge oplever behandlingen, for at sikre tillid og samarbejde. Senere, når jeg har gået i behandling for noget angst, fremlagde terapeuten klart, hvilken metode hun anvendte, hvilken bog metoden står skrevet i og sørgede altid for at tjekke ind med mig. Dette gør, at jeg får handlemuligheder, bevarer min selvrespekt og kan søge mere viden og behandling ud fra et oplyst grundlag. Derudover hjælper klarheden også til at afstigmatisere det at blive behandlet for psykisk mistrivsel og konfronterer dermed bestemt den skam, der kan følge af at blive behandlet for og have psykiske sårbarheder i stedet for at lade den vokse sig større i tavshed.

Inddrag os!
Spørg patienten, hvad patienten selv kan gøre, og om personen selv kan indkredse problematikken: gør deres selvbevidsthed til noget, der skal respekteres. Giv patienter forskellige måder at udtrykke sig på – og gå i dialog omkring det. Opfat patienter som eksperter på eget liv – og medindtag rollen som ekspert på personens liv sammen med patienten uden at overtage den permanent. Se patienten som en medspiller – en person lægen kan drible bolden til, og som skal inkluderes og høres i samtalen om det ambivalente, svære og krævende i personens liv. Drop hemmeligholdelsen af problemer, diagnoser og specifikationer om behandlingen, da det kun skaber umyndiggørelse og nedbryder autonomi.

Igen: Behandling er gerne noget, der skal hjælpe en med at udvikle sig og vokse, og det gør man kun hvis man får medansvar. Senere da jeg kort opsøgte en anden psykiater for afklaring, var det tydeligt, at han ville have, at jeg også skulle komme med egne bud på mine problemer og behov ift. behandling. Det fik mig til at føle mig respekteret og ligeværdig, og dermed var det en støttende og stabiliserende oplevelse.

Vær projektleder!
Vær projektleder, men arbejd som et team. Læger er ikke klogere og finere end alle andre, og psykiatriske patienter er ikke dummere end alle andre mennesker – tværtimod. Vi kan godt klare hårde sandheder, ja faktisk er vi mere vant til dem end de fleste. Hvis lægen er usikker på patientens behov eller problemer, så inddrag andre fagligheder og andre typer af behandlere. Psykologen, peermedarbejderen, socialpædagogen og frivillige tilbud kan også være af stor værdi for personen.

De fleste mennesker har behov for forskellige sociale kontakter, hvor man kan vende det, man synes er svært og få støtte. Det kan nemt blive destruktivt, hvis man kun får én persons blik på, hvad ens problem er, eller hvad man har brug for. Derfor er det godt at tænke mere holistisk og mindre autoritært i behandlingen. Hvorfor er det ikke en naturlig del af behandlingen at opfordre til at finde sammenhænge, hvor man kan snakke om sine problemer og møde ligesindede?

Hvis jeg for eksempel havde gået i Outsideren dengang, eller havde fået støtte til at opsøge andre behandlere, havde jeg fundet en social og professionel støtte og spejling, som jeg virkeligt behøvede dengang (som nu). At få en respektfuld og givende støtte og spejling er vigtigt for ikke at grave sig ned i et hul og tro, at man er den eneste, der har problemer. Det hjælper ens personlige udvikling, samt er med til at opretholde værdighed og fornemmelse af selvstændighed og muligheder.

Til sidst
Alt i alt er klarhed og autonomi tæt sammenvævet, da autonomi kan underkues af uklar information og utydelig behandling. Autonomi drejer sig altså ikke bare om magt, men om tydelig tale og om at tjekke ind, men også om at finde steder, hvor man kan tale med ligesindede. Når autonomien understøttes, bliver man bedre til at tage vare på egne behov og have et realistisk billede af ens muligheder. Når autonomien underløbes, skaber det kun smerte og endnu større psykiske problemer for patienten. Man tvinger personen til at opgive sine egne grænser og værdier, hvilket er enormt ydmygende og formindskende. Derimod, at inddrage patientens perspektiv, at skabe gennemsigtighed og klarhed er noget, der bygger patienten op og giver selvrespekt. Det hjælper personen med at stå på egne ben, modnes og skabe et eget liv, der giver mening. Det er ikke omsorg at holde vigtig og personspecifik viden skjult for patienten, med mindre at personen er akut farlig for sine omgivelser eller sig selv. Når ligeværdighed praktiseres i behandlingen er klarhed, gennemsigtighed og medinddragelse en absolut nødvendighed. Dette hjælper også til løbende at afstemme behandlingen, så den tilpasses til det menneske, der modtager den. Kort sagt: den store uklarhed var nedbrydende for behandlingen, min værdighed og blokerede min mulighed for at udøve autonomi.