Af Michael Zittergong
Superaber
Men samtidig er vi jo menneskeaber med de abnormt store hjerner, som vore ideer fostres i. Menneskeaber, der grundlæggende dyrker status og hierarkier, fordi … sådan er det at være menneskeabe. Menneskers individuelle flokke tæller bare ofte millioner af individer, som kræver avancerede samfundssystemer for at fungere. Og den styrende magt udøves i såvel totalitære som demokratiske samfund. Hvor konflikter imellem flokkene søges løst med såvel ord som særdeles potente våben. Alene af den sidstnævnte årsag er vi allesammen særdeles sårbare i vore samfund.
Og spørgsmålet er så også, hvor godt samfundene egentlig passer til menneskene? Hvordan opnår vi ”den størst mulige sum af lykke for det størst mulige antal mennesker”, hvor konflikter løses fredeligt nok til at de største ulykker kan undgås? Hvordan ændrer vi adfærd? Lad os se på afvigerne.
Afvigernes betydning
Et udsnit af menneskene har længe været udgrænset som afvigere. Psykiske afvigere. Udsat for diagnosticering opnår man et ”dem og os”, der er vigtigt for at såkaldt normale kan føle sig normale. En diagnosticering med henblik på medicin som løsning. En løsning, der fx kan bruges af såkaldt normale forældre til at undvige indsigt i et ansvar for afkommets mistrivsel. Alt sammen understøttet af det dér ”systemet” og de involverede politiske og økonomiske magtinteresser. Og dette kan i svær grad forhindre forbedringer af systemet.
Åh, at være menneske
For mennesker er jo gennemgående ret besværlige. Stærkt selvbevidste som vi er, ønsker vi ofte hver især at være herrer og fruer i vore respektive, private verdener. Men dertil ønsker de fleste tilknytning til den lokale flok – familien, hønseavlerne, dyrenes beskyttelse, et politisk parti, en religion, en nation – hvor dette tilhørsforhold ofte gør døv og blind for forståelse af andre. Nok ganske hensigtsmæssigt for egentlige aber, men måske det største problem, som menneskeheden står overfor. For hvordan undgå krig, udpining af Jordens ressourcer og elendige leveforhold, når fornuftens stemmer taler for døve ører, når temperamenterne går i rødt og nogle magtinteressenter skidtsnakker om andre ditto via knapt så uafhængige medier? Ukonstruktivt. Forfærdeligt fordummende. Så hvad gør vi?
Hjælp fra de gale normale – en fremtid!
Tilbage til de udgrænsede afvigere, de gale. Tilbage til socialpsykiatrien; den udenfor hospitalerne. Psykologien, psykologikken! Peer-to-peer grupper og empowerment til de, der for alvor kender problematikken. Nemlig de udgrænsede gale. Hvordan kan de hjælpe sig selv og hinanden; tage førerskab for egen tarv – med hjælp fra godvillige folk, der varetager en slags servicefunktion, når det er nødvendigt? Hvordan kan vi alle hjælpe til?
Det kan vi, når vi nedtoner det uforholdsmæssigt forstørrede ”dem og os” – når vi indser at vi alle faktisk først og fremmest er i samme båd.
Et faktum, der paradoksalt nok bedst kan italesættes af … outsidere. De, der ser ind. Indsigt udefra til det store fællesskab; det med alle menneskene i. En indsigt, en livgiver, et håb om en bedre fremtid for alle.
Handling giver forvandling
Hos Outsideren ser vi psykiatrien indefra. Vi lytter til de berørte, og sender deres budskaber ud i verden.
Inspiration for alle mennesker – til ændring af systemerne!
