Når man bagtales i behandlingen

Af Stella Sofia Lovisa Pettersson

Jeg har haft det meget svært i lang tid, men for et par år siden blev det så slemt, at jeg forsøgte at slå mig selv ihjel. Jeg overlevede, men fik en hjerneskade. Når man får en traumeskade i den grad, jeg gjorde, ligger man i koma grundet det chok, det autonome nervesystem bliver udsat for. Når man vågner igen, skal man lære mange ting på ny. Derfor kom jeg ind i en periode af mit liv, hvor jeg var meget afhængig af andre. Fx skulle jeg lære at gå igen og sad derfor i kørestol, fik en halvsidig lammelse og skulle genoptræne rigtigt mange almindelige hverdagssysler.

Den låste elevator
Samtidigt var mine gamle, psykiske problemer jo ikke forsvundet. Derfor blev jeg startet op i et DAT forløb hos psykiatrien i 2021, hvor jeg også skulle gå i gruppeterapi. Da lokalet lå på første sal, men elevatoren var låst, skulle jeg hver dag sidde og vente på, at nogen kom og låste elevatoren op. Hver eneste mandag sad jeg bare og ventede på den måde.

En sådan morgen kom psykologen og hentede mig, og mens elevatorens døre lukkede, mærkede jeg min mave rumle. Jeg fortalte psykologen, at jeg ikke havde spist morgenmad. Hun svarede forbløffet: “Kan du ikke det?” Hun tænkte sikkert ikke meget med sit spørgsmål, men det havde en stor virkning på mig.

Talen bagom ryggen
Da hun stod bag min kørestol, kunne jeg ikke se hendes ansigtsudtryk. Det føltes akavet, for vores kropssprog udgør en stor del af det, vi formidler. Hun tænkte ikke på, at jeg jo ikke kunne vende mig om og se hende. Det gjorde mig usikker på, hvad hun egentligt mente.

Efter hendes spørgsmål mærkede jeg et hav af følelser rumstere i mig. Der var forbløffelse, tristhed og vrede. Jeg blev fyldt med en så stærk følelse af håbløshed, at jeg valgte ikke at svare. Vi kom til terapilokalet, og jeg prøvede at lægge oplevelsen fra mig, men kunne ikke.

Jeg fik følelsen af at være ligegyldig og ikke taget hånd om. Meget af mit håb var jo knyttet til, at behandleren kunne hjælpe mig, men hun forstod åbenbart ikke, at man ikke skal stå bag ved mennesker i kørestol og stille dem underlige spørgsmål. Også fordi jeg faktisk har en spiseforstyrrelse, men vidste hun det? Var det dét, hun hentydede til?

Behov for omstrukturering
Men ikke nok med det. Man bliver aldrig spurgt ind til den slags oplevelser af behandlere, selvom den var meget vigtig for mig. Kunne man ikke løbende tale med patienter om, hvordan de oplever behandlingsforløbet? Man bliver da nødt til at have en stadig dialog om, hvad der sker? Det er den værdi, som jeg synes egentligt blev trådt på der: at jeg ikke blev set og hørt, at man ikke er interesseret i, hvordan tingene ser ud fra mit perspektiv. Ligesom hun tog det som en selvfølge, at hun kunne stå bag ved mig og stille svære spørgsmål, på samme måde tager systemet det som en selvfølge, at alting går fint med behandlingen. Det er ikke i orden.

Der er behov for ændring, når man skal sidde med så dybdegående problemstillinger, som man gør i psykiatrien. Man bliver ikke alene nødt til at tale mere med os, man bliver også nødt til at stille os i en situation, hvor man hverken bogstaveligt eller metaforisk taler bag om ryggen på os.