Mening er mit dope

af Ulrik Schack Meyer

Jeg stod foran spejlet i min gang med en stor, nyhvæsset forskærekniv på brystet. Parat til at falde den rigtige vej, så æggen ville gennemskære aorta, når jeg ramte gulvet. Min biologiuddannelse fra universitetet havde ikke været forgæves. Den havde ganske vist ikke kunne skaffe mig et godt, normalt liv, men nu kunne den da i det mindste bidrage til en god død. Den første blodsdråbe var begyndt at pible frem.

Gymnasie- og seminarieverdenen havde ikke ville give mig et fast fuldtidsjob som underviser i de timefattige fag biologi og psykologi. Derfor havde jeg haft års voldsomme kvaler med jobcenteret, som bare anså mig for at være suspekt. Det blev først til, hvad psykologen kaldte en belastningsdepression. Endnu flere års kvaler og en endnu mere nedslidt ydeevne blev ikke taget alvorligt. På trods af sygemeldinger og udtalelser fra læger, psykologer og psykiatere. Selv en ADHD-diagnose gjorde overhovedet ingen forskel. Som én professionel hjælper sagde: Det betyder jo bare ‘Alle Drenge Har Det.’

Ja, de sagde af og til, at de kunne se, at jeg havde det svært. Men den eneste løsning systemet tillod, var stadig flere praktikker og endnu flere jobprøvninger. Som jeg selv skulle finde. Og som jeg jo aldrig havde kunnet. Og havde jeg kunnet, så havde problemet jo aldrig været der. Så når deres eneste løsning ikke virkede, så kunne det jo være, fordi vi ikke havde fat i det rigtige problem? Men den slags alt for åbenlyse logik bider åbenbart ikke på et solidt, selvopretholdende, offentligt system?

Fremtiden blev sortere og sortere, mere og mere deprimeret. Til sidst var nutiden og hverdagen også blevet både håbløs og meningsløs! Jeg kan ikke leve uden mening! Hvorfor ellers udsætte sig for alle disse lidelser, hvis det hverken har mening eller formål? Så hvis det var det liv, jeg kunne få, med smerte og lidelse og uden mening, så kunne jeg jo lige så godt afslutte det. Så der stod jeg så, blødende, foran spejlet.

Jeg ringede alligevel til Psykiatrisk Skadestue på Digevej på Amager. Hvad jeg forventede, ved jeg ikke. At få hjælp til at få det bedre? På en eller anden ukendt måde. Alt det jeg kendte, havde jeg jo prøvet. Uden held. Der var kun håbet på det ukendte, en ny mening, tilbage.

Timer senere kom jeg til at tale med en kvinde, der formodentlig var psykiater. Hun introducerede sig i hvert fald ikke. Jeg havde medbragt et hjemmelavet skrift om mine flere forskellige mulige, men endnu ikke dokumenterede diagnoser fra diverse psykologer og psykiatere. Og om mine problemer med systemet i årenes løb. Jeg var altså i den situation, at jeg nærmest kunne betegnes som en suicidal, potentielt multi-diagnosticeret? Dette papir sad hun og bladrede i. Jeg fortalte om kniven og tankerne. Jeg siger, at jeg er desperat, og at jeg har akut brug for, at nogen hører mig og hjælper mig.

Hun ser ikke engang op fra papirerne, da hun siger: Jamen, det er jo helt almindeligt, at folk med personlighedsforstyrrelser (en af de foreslåede, udiagnosticerede muligheder) ikke ønsker at tage ansvar for deres eget liv! Og så går hun ud af lokalet.

Da hun kommer tilbage, måtte jeg chokeret, men ironisk, spørge, om jeg havde forstået hende rigtigt? At hvis man er så heldig evt. at have personlighedsforstyrrelser, som hun mente jeg åbenbart havde, ifølge de ikke-diagnosticerede forslag i det medbragte skrift, så kan man altså slet ikke blive rigtigt syg? Så syg, at man reelt har brug for hjælp? Det ville da være rart at vide, at jeg aldrig ville kunne blive rigtigt syg? Altså så syg, at jeg fik brug for hjælp eller indlæggelse? Hvis det altså på et senere tidspunkt skulle vise sig, jeg overhovedet havde en personlighedsforstyrrelse?

De spørgsmål fik jeg ikke nogle svar på. Blot bortskuende tavshed. Ingen nye brikker at bygge en ny mening op af. Alligevel blev jeg endnu flere timer senere indlagt på en lukket afdeling. Igen uden yderligere forklaring.

Efter indlæggelsen sagde en senere psykiater, ‘at jeg havde været indlagt med “selvmordstanker”.’ Jeg rettede ham og sagde, at kniven faktisk havde været på vej ind i brystkassen og havde trukket blod. Det var vel mere end blot tanker?

Han nægtede og sagde at, ‘når jeg ikke havde prøvet rigtigt, så var det kun tanker!‘ Jeg spurgte ham så, hvor langt, præcis hvor mange centimeter, kniven skulle ind, før det var et officielt selvmords-forsøg og ikke blot en selvmords-tanke?

Det fik jeg heller ikke noget svar på. Det er jo dejligt at vide, at det jeg har haft i alle disse år, altid kun har været tanker om selvmord. Jeg har åbenbart aldrig været rigtigt suicidal? Men hvor kom blodet på tæppet foran spejlet så lige fra? Jeg troede ellers, at det kun er meget hellige munke, der kunne tænke den slags frem?

Jeg ved ikke præcis, hvad jeg forventede, men i hvert fald noget mere end dette. At få at vide, at det jeg havde lidt under i alle disse år, det, der gav blod på tæppet, altså ikke var en rigtig sygdom? At få at vide, at jeg ikke havde forsøgt at begå rigtigt selvmord? Det var åbenbart bare noget, jeg troede? Det er da godt, at jeg ikke snublede og faldt med kniven. Så var jeg åbenbart bare død ved et hændeligt uheld? Hvis jeg forstod ham ret.

Foran spejlet var min gamle mening gået fallit. Det var derfor, jeg kom til den psykiatriske skadestue. Jeg er under den kolde krig trænet i at gøre min pligt som sygehjælper og redder under atomangreb. Og evt. dø af det. Men ikke uden mening! Uden mening kan jeg ikke leve! Jeg kom på skadestuen for at få en ny. Men hvad fik jeg?

Ingen nye brikker at bygge en ny mening med. Ingen nye meninger at bygge biokemiske broer med. Ingen neurale veje til nye, sundere tanker. Ingen udsigter til helt praktiske måder at håndtere min nuværende krise. Ej heller en udsigt til praktiske veje i retning mod et nyt og til et mindre smertefuldt liv. Det var ren meningsløshed.

Hvordan jeg så egentlig havde det? Det var der ingen, der kerede sig om. Men det ville måske også være for meget at forvente af en psykiatrisk skadestue, hvis formål og mening er, at det skal sørge for, at patienterne ikke får det værre? Det er måske også lettere at sikre sig, at der ikke sker åbenlyse og beviseligt kritiserbare brud på reglerne, hvis man sørger for ikke at vide alt for meget om, hvordan patienten egentlig har det i forvejen?

Under indlæggelsen spurgte en mig direkte, om jeg kunne love og ‘garantere, at jeg faktisk ville begå rigtigt selvmord på afdelingen’?!? Et sådant løfte var åbenbart afgørende for, at jeg kunne få lov til at blive?!? Jeg måtte forstå det sådan, at når jeg ikke kunne garantere, at jeg ville begå selvmord på afdelingen, selv om de gjorde alt, hvad de kunne for at forhindre mig i det ved overvågning og ved at fjernet alle skarpe og spidse genstande ved visitationen, så havde jeg det åbenbart ikke slemt nok til, at det var noget, de behøvede at kere sig om?

At de i så fald selv indirekte og usagt forsøgte at tvinge mig til at afgive åbenlyst falske løfter, for at jeg kunne få lov til, var tilsyneladende ikke noget, der brød deres egen argumentationsrække?

Ved senere eftertanke forestillede mig, at deres tankerække kunne have været noget i stil med:

– ‘Vi skal bruge en overhængende selvmordstrussel for at kunne beholde patienten her.’

– ‘Dette skal patienten selv sige.’

– ‘Vi er selvfølgelig forpligtet til at gøre opmærksom på, at vi har gjort og vil gøre alt, hvad vi kan for at forhindre, at dette kan ske.’

– ‘At vi har denne strategi, disse regler, og at det er den eneste mulighed, vi har for at hjælpe ham, kan vi selvfølgelig ikke sige direkte til patienten.’

– ‘Alligevel skal den suicidale, nødlidende, konfuse patient selv regne ud, at det er det, han skal sige, at han garanterer. Også selvom det er åbenlyst umuligt. Og løgn, osv.’

-’Ellers må patienten jo kunne forstå, at vi ikke kan hjælpe ham.’

-’Men det kan vi selvfølgelig heller ikke sige direkte.’

Det er som sagt muligt, at deres behandling af mig giver mening for dem selv. Mig gav det ikke bare meningsløshed, men meningstab. Jeg fik hverken hjælp eller svar på nogen af de spørgsmål, jeg havde.

Jeg mener i forhold til at være plaget af nogle sølle, uansvarlige, blodtrækkende luksus-tanker om et ikke-autoriseret selvmord?

Livsafgørende mening
Jeg var ikke under selve indlæggelsen bevidst om, hvilken værdi der var på spil. Nu når jeg tænker over det og bliver bedt om at skrive om det, står det dog lysende klart for mig. Det handler om mening!

Meningsløshed er noget af det værste for mig. Meningsløs smerte eller lidelse er det absolut mest fornedrende og sjæledræbende, jeg ved. Derfor er det at finde mening en meget vigtig værdi for mig. Her kan mening betyde overblik, en følelse af formål, en gangbar retning, ting, jeg kan handle på eller ikke bør handle på. Mange forskellige slags indsigter, der giver mening for mig. Giver mening, fordi de føles meningsfulde.

Praktisk-filosofisk er min tankerække, at hvis en smerte eller en lidelse har en mening, et højere formål, så er smerten eller lidelsen ikke meningsløs. Så giver det mening for mig at bære den. Når den har mening for mig, eller jeg kan tillægge den mening, så giver det også mening for mig. Og så bliver den nu meningsfulde smerte aldrig til meningsløs lidelse, i hvert fald ikke for mig. Med mening er smerten derfor netop ikke ubærlig. Fordi det giver mening at bære den. Som fx når kvinder fortæller om rædslerne ved deres fødsel, som så alligevel ikke blev en traumatisk oplevelse. På trods af smertens intensitet. Netop fordi smerten tjente et højere formål, den havde en mening.

Så når jeg har fundet en mulig mening med det, der nu er problematisk for mig, så får jeg det næsten automatisk lidt bedre. Jeg ved med min psykologisk-biologisk universitetsbaggrund, at når man ser meningen med noget, AHA-oplevelsen eller blot en mulig sammenhæng, så udløser dette automatisk dopamin i pandelapperne, og man får det noget bedre i hjernekemien! Når dette sker, får jeg overskud til at søge efter løsninger på mine udfordringer. Så kan jeg komme igennem. Så kan jeg få det existentielt bedre.

Mening er simpelthen mit dope!

Så den strategi, jeg oftest søger, er i det mindste at forsøge at finde mening med tingene. Meningen finder jeg oftest ved at blive ved med at spørge ind. Indtil jeg oplever, at noget giver mening! Eller i det mindste noget, jeg kan give en rimelig, mulig mening. Vi er nogen, der mere eller mindre febrilsk har ledt efter en mening med alt bøvlet. Fordi vi er nødt til det. Fordi det ellers gør for ondt. Alt for ondt. Alt for langt ind i sjælen. Så er der ikke mere plads tilbage til mig, presset inde mellem min livsangst og min dødsangst!

For mig er ‘meningen’ ikke bare et sjæleligt, følelsesmæssigt aspekt. For mig, som tænkende (og ikke kun følende) væsen, som akademiker, er dette altafgørende for min indre ro! Uden mening ingen indre ro!

For mig og alle andre ‘psyko-biologer’ er det så klart som Darwin og ‘Arternes Oprindelse’, at ‘mening’ – ‘at vide så meget om din lokale sammenhæng, så du kan regne ud, hvad der kunne gå galt om lidt’ altid har tjent et højere evolutionært formål. Siden før vores forfædre, de tidligere abemennesker, blev til os. Uden konstant at kunne søge ‘mening’ og overblik over alt det, vi så på vore vandringer, havde vi aldrig overlevet som art. Aldrig kommet ud af Afrika. Uden ‘mening’ ingen overlevelse!

Så ‘mening’ – i betydningen at se meningen, at kunne overskue sin verden, er en ‘værdi’, der ligger langt over andre, mere eller mindre tilfældigt valgte, personlige værdier. Også derfor betyder den så meget for mig, fordi jeg ved, at jeg kan regne med den! Fordi den er en af grundstenene for hele den menneskelige udvikling! Så holder den nok også for mig!

Mening og sundere handling
Det er yderst vigtigt for mig at være bevidst om, hvor helt afgørende – eller ekstremt effektivt – det er for mig at ‘søge mening’! At være bevidst om denne indsigt giver mig fokus og motivation eller drivkraft. Noget i den stil. Helt essentielt et slags overskud til at forfølge en egen tanke eller den mulige baggrund for andres udsagn.

Ofte forfølger jeg egne tanker, indtil jeg har fundet en positiv sammenhæng og den klarest mulige mening for mig selv. Da jeg for nogle årtier siden led voldsomt af uspecifik dødsangst, begyndte jeg som buddhist. De tror jo på reinkarnation. Jeg var på nogle retreats og lærte mentalt-meditativt at ‘hoppe over på den anden side’. På den anden side af denne inkarnation, dette liv. Det var faktisk et ganske behageligt ‘sted’ at være. Så når jeg nu havde været ‘ovre på den anden side’, og det var dejligt, så var der jo ikke mere nogen grund til at være bange for at dø, som sådan, vel? Jeg havde jo allerede erfaret, at det ville ende godt, under alle omstændigheder. Been there, done that.

Så nu forsvandt min dødsangst, angsten for tomheden eller usikkerheden efter døden. Fordi jeg selv valgte, at meningen med mit liv ikke var at få det bedst mulige ud af ét, endeligt liv. Derimod, som den til stadighed reinkarnerende sjæl, jeg nu valgte at se mig selv som, at få det bedste ud af rigtigt mange liv. Også for andre omkring mig. For eksempel ved at bidrage med mine indsigter omkring, hvor betydningsfuld ‘mening’ kan være.

Når nu mening er noget, jeg arbejder så meget med og til enhver tid forsøger at være bevidst om, så fanger jeg ret hurtigt, når jeg ikke synes, at den er til stede. Fx ‘manglende mening eller sammenhæng’ i systemets behandling af mig. Fx i behandlerens udsagn. Så vælger jeg, også her, at forfølge emnet. Indtil jeg enten får et svar, der giver mening for mig, eller – desværre ofte - må erfare, at de ikke ønsker eller evner at svare meningsfuldt nok… hvis overhovedet?

Derfor har jeg også måtte lære mig selv en slags frustrationsbremse, at give op med hensyn til at finde meningen med netop dette, netop nu, når nu situationen alligevel er håbløs. En slags påtvunget hjælpeløshed. Påtvunget mig af deres tavshed eller deres vrangvilje mod at tale klart. Når de fx ikke vil give mig svarene på deres bedømmelser af mig, så har jeg intet at bygge en ny mening med. Jeg står bare tilbage med en livsforståelse, som ikke passer med det, de siger. Og altså, at hvis der er noget om det, de påstår, (og det er jo svært for mig at afvise, når de ikke vil fortælle mig hvorfor) så ender jeg jo med at skulle læne mig op af en livsforståelse, som jeg ikke kan regne med holder!  Og så er det at hele mit verdensbillede falder sammen om ørerne på mig. For hvad kan jeg så overhovedet regne med i mit liv?

Det er altså ikke sådan, at deres manglende svar på mine spørgsmål bare efterlader mig det samme sted, som jeg ellers ville være. Nej, tavsheden leder mig til ‘eksistentialistisk frit fald’. Selv om jeg kun har lavet ‘grundtræningen’ i faldskærmsudspring, kan jeg alligevel forestille mig og genkalde mig den fuldstændigt paniske, lammende tanke om frit fald uden skærm! Det er der, de bringer mig hen med deres tavshed. Frit fald, udslettelse, intethed, tomhed!

Meningsfuld hjælp
Begge behandlere kunne have fulgt den første regel i førstehjælp: ‘begræns skadernes omfang’. Ved ikke at være tavse og således give det, man kalder ‘lukkede svar’. Således havde de ikke behøvet mentalt ‘at sparke mig ud af flyet – uden faldskærm’.

De kunne have sagt et høfligt, lille undskyld og spurgt til, hvordan jeg selv oplevede det de sagde?

‘Hvad hører du mig sige?’– kunne være det spørgsmål, som de tilsyneladende har så voldsomt svært ved at stille.

Og så kunne de jo forsøge at udtrykke deres egen, formodet positive, mening på en anden måde. Fx indtil de selv kunne høre, at de fik udtrykt sig på en sådan måde, så det de sagde faktisk også gav mening for mig?

Endelig kunne de også have snakket med mig om mine reelle og klart udtrykte behov for hjælp. Og fx hvor langt vi sammen kunne nå i en ønsket retning.

Det må da være muligt for personalet at tale og handle på en måde, der giver mening for mig? Det er jo derfor, jeg kommer. Og det er altså noget, man kan lære.

Dette lille kunstgreb, jeg anbefaler, kaldes Ikke-voldelig Kommunikation eller ‘Girafsprog’ pga. giraffens store hjerte. Det kan minde om det velkendte Anderkendende Indspørgen (A.I.), men virkningen af Girafsprog er stærkt forbedret.

Så, ja, mit argument er, at når en sølle, psykiatrisk patient – en ´suicidal, potentielt multi-diagosticeret’- kan lære det, så kan det vel ikke være urimeligt at forvente, at en professionel i psykiatrien også skulle kunne, vel?

Og blodpletterne på tæppet under spejlet har jeg fået vasket af. De var åbenbart ikke rigtige nok til psykiatrien alligevel?

Dansk håndbog: Ikkevoldelig kommunikation – Girafsprog af Marshall B. Rosenberg | Bog & idé (bog-ide.dk)

Bedste video-intro (304) THE 4 NVC STEPS MADE SIMPLE – YouTube

(304) Nonviolent Communication For Beginners – YouTube

(304) Nonviolent Communication with Marshall Rosenberg – a Brief Introduction – YouTube