En drageutopi

Af Louise Kristensen

Det er nat på afdelingen. Jeg er vågen, alt for vågen. Men hvis jeg går ud på gangen for at bede om en PN til at sove på, så vil sensoren få lyset til at tænde, og når lysstofrørene tændes, er lyset som osende røg. Det svier i øjnene. Rørene kaster et falsk lys fra sig og udskiller et affaldsstof, der lægger sig som bleghed på ansigtshuden. Ingen ser klart i det lys. Alt bliver forvrænget. Jeg sukker. Intet her bliver nogensinde anderledes. På gangen hører jeg vagtens træsko jokke over linoleumsgulvet med en sløvagtig dorskhed: Nattevagten. Det suser i rørene. Luften er trykket. Det er som om små partikler af medicinstøv fyger gennem rummene.

Derfor bliver jeg liggende i mørket.
Jeg kigger på silhuetten af en bamse på mit sengebord. En sort, sølvskinnende dragebamse med flagermusvinger og et enhjørningehorn. Den vender sig om mod mig på bordet. Dens øjne lyser, og den begynder at tale. Den siger:

– Har du mistet modet, ven? Har du opgivet at tro på fremtidens lys? Så se, hvad jeg ser:

Blødt lys, der ikke skærer i jeres øjne. Røde saltsten. Bade i infrarødt, at lade huden udskille de affaldsstoffer, som lysstofrørenes skingerhed har plantet i jeres væv. Sol, der trænger igennem rygeterrassens grønne efeuranker. Og når solen ikke skinner, men I stadig har brug for dens livgivende stråler: Et helt rum med bredspektrede dagslyslamper, som jager mørket væk.

Har I brug for lyd, kan I tænde en lydgenerator, der udsender den samme frekvens som en kats spinden: 26 megahertz, der heler kroppen helt inde fra knoglerne og ud i hver eneste receptor. Der er anlæg på alle værelser i spitzenklasse HiFi-kvalitet. Jeres yndlingsplader sender små korn af lyd helt ind i sindet, og det giver livet tilbage.

Og hvad angår vand: På hver afdeling findes en fontæne med frisk, levende kildevand. Ingen medicin skal længere skylles ned med det stagnerede vand fra hospitalets rørsystemer. I stedet får i vand fra himlen; regnvand, renset med ultraviolet lys!

Gangen er beklædt med plantevægge, blomster, grønne planter og mos, der gror i et lodret vækstmedie. Det er som et indendørs skovbad med rensende ioner. Der er iltmaskiner, masker, der kan tages på, så man kan indånde ren ilt og løsne det sammensnørede åndedræt og fjerne knuden i brystet. Aldrig behøver I at gå med tilbageholdt åndedræt for ikke at indsnuse medicindampene og den fade lugt af nyvasket linoleum.

Hvad søvnen angår: I vil altid kunne sove. Don’t worry. Der er lavendelpuder i sengen, hvis I ønsker det, eller baldrian, kamille og citronmellise, æteriske olier, glitrende magnesiumflager og melatonindråber i morgenfrueeliksir. Der er tyngdedyner og florlette dyner i linned af egyptisk bomuld og bambussilke. Og hvis det er koldt, en varmepude i merinould. Med sådan en skønhedssøvn behøver I aldrig at vågne medicintrætte.

Og hvad medicinen angår: Den ligger i muslingeskaller. Ikke flere pangfarvede snapseglas eller hvide plastickrus; ikke flere medikamenter, der æder sjæle op, men gyldne bløde kapsler med sunde olier og helbredende planter eller CBD. Ingen bliver overmedicineret. Lægevidenskaben har lagt sig fladt ned og sagt: Endelig forstår vi storheden i det endocannabinoide system. Endelig forstår vi, at depression ikke skal mødes med medicin, der giver selvmordstanker, at psykose ikke skal mødes med medicin, der giver hallucinationer. Vi undskylder, vi var ignorante. Vi ledte os alle på vildspor!

Haverne er frodige. Der gror søpind-svineblomster, løvefod, cedertræer, jordbær og himmelbær, gæslingeblomst, kæmpe-stjernetræ, flammende rødbusk, snefnuggelyng, spejlpoppeltræer og græskar, der lyser helt af sig selv. Kilder pibler frem af jorden, som ingen kendte før.

Jeg trykker dragen på snuden.

– Det er jo urealistisk, min drageven. Det er jo en naiv utopi, alt for søde, alt for lyserøde drømme. Politikerne har jo allerede ødelagt alt, som damptromler gennem et allerede øde landskab.

Dragen siger:

– Er der nogensinde sket noget stort og nyskabende, uden at der gik en drøm forud og holdt visionen frem. I, der er hér, har set hinandens visioner. Det er jer, der kommer med de nye tanker. De kan være så skræmmende, at de forkrøbler sig, fordi denne verden ikke er parat til dem og møder jer med lysstof og hvirvlende medicinstøv og evig fordømmelse.

Men hav modet til at bære det lys frem, som ligger på bunden af jeres dybe mørke, for det er dét lys, verden har brug for. I er de virkelige fritænkere, for jeres tanker har revet sig løs fra det, verden tror, den har brug for. Det er, derfor I blev holdt nede i århundreder. Men husk, hvor I kom fra:

I tidernes morgen var det jer, der var shamanerne, heksene, de kloge koner, kætterne, troldmændene, alkymisterne. I formidlede kontakten med jorden, himlen, elementerne, ånderne. Se: Når en plante trædes ned, bliver den forkrøblet, og i stedet for at vokse op i lyset, finder den en vej gennem mørket. I har rødderne dybt nede i jorden. Intet er umuligt, hvis det kommer frem gennem drømmen, gennem hjertet. Det fortæller jeg jer nu. I er ikke vanvittige. I er lyset.

– Du er fuld af gode historier, drage. Men det er heller ikke så mærkeligt. Det er trods alt mig, der sidder her midt om natten og taler med en drage.

– Jeg svarer dig jo, ikke, siger dragen.

– Joh. Men når jeg står op og tænder det grimme lys, så er du igen kun en bamse, der står på mit natbord.

– Prøv, siger dragen.

Jeg tænder lyset. Dragen er rigtignok kun en bamse på mit natbord. Men så er der noget, der pusler ved vinduet. Det er en natsværmer. Den flyver ind mod loftslampen og basker med sine store vinger. Jeg står op og kigger på den. Den er stor. Den flakser med sine store vinger, det er svært at se dens aftegninger. Men så sætter den sig stille på lampen og breder sine vinger ud.

Vingerne er sorte, og de skinner som metal. Dens øjne lyser, og fra dens natsværmerhoved vokser et enhjørningehorn.

Jeg sætter mig ned i sengen og ser på den. Den flyver igen, dens vinger summer som en spindende kat. Det er sikkert en hallucination, tænker jeg. Men pyt – det føles godt. Så falder jeg i søvn.

Det bliver morgen, og sygeplejersken banker på. Da hun kommer ind i rummet ser hun op mod loftet med et udtryk af overraskelse og forvirring.

– Den er jo gigantisk, siger hun og stirrer fascineret på natsværmeren.

– Wow! Den har et enhjørningehorn!

Jeg smiler til dragebamsen. Det er den bedste morgen nogensinde.