Af Maria Wendt
Bøger, der rammer
Som ivrig læser og boganmelder har jeg haft muligheden for at læse to bøger denne sommer, der i den grad har ramt mig: ”Sygkiatri – en gal antologi” af Jonas Vennike Ditlevsen og ”En dag ad gangen – livet efter skyderiet i Field’s” af Stinemaria Mollie Jensen. Derudover vil jeg kort nævne bogen ”Superskurk” af Anna Juul, som jeg netop har læst.
Man kan på ingen måde undgå at blive ramt, berørt, påvirket, kald det, hvad du vil, over disse historier.
Efter at have læst Stinemarias bog kunne jeg ikke lade være med at føle en form for indignation på vegne af ofrene. Sådan havde jeg det egentlig også med ”Sygkiatri”. Som læser bliver man ikke kun fanget af titlen og skrivestilen. Min nysgerrighed blev også pirret af bagsideteksten:
– Sygkiatri er… flere ting. Det er et litterært projekt. Et aktivistisk opråb. Et forsøg på at sige det med følelser, der lyder fattigt i fagjargon. Bogen er er en samling digte, noveller og essays, der alle undersøger de dystre og skadelige aspekter af psykiatriseringen af menneskets tanker og følelser. Emnet tilgås med alvor, humor, følsomhed og satire; et stort følelsesregister til et stort emne. For hvad er forskellen på den, der lider psykisk, og den, der ikke gør? Er den ene gal, og den anden normal? Den ene syg, den anden rask? Eller er det systemet, der er sygt? En syg psykiatri. En Sygkiatri.
Jonas Vennike Ditlevsens bog er en samling af forskellige litterære tekster; noveller, digte, essays, osv. Ditlevsen er uddannet cand.psych. fra Aarhus Universitet. Han er debattør og stifter af Projektet KUBA. KUBA står for Kontekstbaseret Ualmindeligt Behageligt Alternativ, som vil fremme ikke-psykiatriske alternativer til den psykiatri, vi har nu.
Forfatteren arbejder til daglig som psykolog, men har også selv oplevet at være i det psykiatriske system, da han har haft en depression. Med sin viden og erfaring har han kunne fortælle og formidle sin historie og give sine perspektiver videre. En kritisk røst, som sætter fokus på en sygeliggørelse af sindet, de mørke sider af psykiatrien og konsekvenserne heraf.
Jeg nævner disse bøger, fordi de rammer lige ned i dét problem, som er en vigtig del af vores liv og hverdag. Problemet er bare, at det, der bliver snakket om, føles for nogle som en gang varm luft. Hvorfor er det psykiatrien, der halter bagud, når det gælder ressourcer? Hvor mange flere patienter skal tabes på gulvet? Og hvor mange behandlere skal gå frustrerede til og fra arbejde, fordi der ikke er tid til den enkelte? Disse bøger er klokkeklare eksempler på det opråb, der nu er på dagsordenen.
Field’s, juli 2022
Vi husker vel alle sammen, hvor vi var, og hvad vi lavede, da de første nyheder om skyderiet i Field’s begyndte at tikke ind. En sværm af tanker bredte sig hurtigt i mit sind: Hvad er der sket? Er der nogen tilskadekommende? Er det banderelateret? Hvordan kunne det ske? Og så videre.
I løbet af de næste timer fik vi løbende udtalelser og information fra politiet og fra de mennesker, der var blevet gennet ud af centret.
Stinemaria Mollie Jensen var et af de øjenvidner, der var helt tæt på under skyderiet i Field’s. Ud fra sine oplevelser skrev hun bogen ”En dag ad gangen”. Her fortæller hun om den aften, der egentlig skulle have været festlig, men blev til et mareridt, ingen kunne have forestillet sig.
Da jeg først læste om denne bog på de sociale medier, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville læse og anmelde den. Så jeg skrev til Stinemaria på Instagram, fordi jeg syntes, at bogen havde et vigtigt budskab, der skulle frem. Derudover syntes jeg, at det var enormt stærkt af hende at skrive en bog om så alvorlig og skelsættende en hændelse.
Uddrag fra bogen:
– Jeg kan ikke huske, om det er bragene eller skrigene, der kommer først. Det føles, som om det hele sker på én gang. De høje brag. De mange skrig. Erkendelsen af, at der bliver skudt i Field’s. Og derefter flodbølgen af løbende mennesker, der kommer mod os og forbi os. Instinktivt tager vi hinandens hænder og løber.
Stinemaria kontaktede efterfølgende flere øjenvidner, i forbindelse med at hun gik i gang med at skrive sin bog, og fik også deres beretninger med. Ud fra samtlige udsagn er der især én ting, der skinner igennem: Manglen på psykiatrisk hjælp. Ikke kun til øjenvidnerne, men også den unge mand, der begik gerningen, havde forgæves forsøgt at få hjælp. I min anmeldelse af ”En dag ad gangen” skrev jeg blandt andet, at bogen ville være oplagt, måske endda obligatorisk på Psykiatritopmødet og inde på Borgen. Sådan har jeg det også med bøgerne ”Sygkiatri” og ”Superskurk”, samt kortfilmen ”Dem på gulvet”.
”Superskurk”
I Anna Juuls ”Superskurk” skriver forfatteren om sit eget liv med psykisk sygdom, siden hun var teenager, samt flere forskellige diagnoser. Det, jeg vil pointere, kommer i slutningen af bogen. Men det er meget, meget svært at tage et lille stykke tekst ud af den lange tale, så derfor vil jeg prøve at beskrive budskabet:
Forfatteren skal holde sin 30-års fødselsdag med en stor fest, og i den forbindelse skriver hun en tale; en tale, der giver kuldegysninger og sætter et vigtigt aftryk i debatten. Ud over at hun fortæller om, hvorfor hun har skrevet ”Superskurk” og har givet bogen den titel, så skriver hun også, at hun er pissesur og pissevred på systemet, og en kildeangivelse viser hendes research og store arbejde med at råbe op.
”Dem på gulvet”
Filminstruktøren Selma Sunniva, uddannet fra, og medlem af Super16, har skabt en tankevækkende og kuldegysende kortfilm med ”Dem på gulvet”. En lille film med et stort emne. Filmen beskriver en aftenvagt på en psykiatrisk afdeling, hvor personalet, med for få hænder og sygemeldinger, må løbe stærkt for at få enderne til at mødes.
Vi hos Outsideren sad og så den sammen. Selvom filmen kun varer cirka 25 minutter, var der tavst som graven i kantinen, hvor vi sad. Flere havde tårer i øjnene og klumper i halsen og måtte kæmpe for at få et ord frem. Nogle måtte simpelthen gå udenfor. Efterfølgende satte vi os sammen igen og holdt en briefing. Var vi okay? Havde vi brug for noget? Et kram? En kop kaffe eller te? Hvad havde filmen gjort ved os? Hvilke tanker og følelser sad vi tilbage med? Vi var alle enige om, at den film var et vigtigt indspark i debatten.
Det, der ramte mig, ved filmen, var den dynamik mellem personalet, som skuespillerne skildrede meget overbevisende. Filmen gav mig en ubehagelig fornemmelse i maven og en form for angst, som jeg ikke kan placere. Ubehaget sidder længe i kroppen og tankerne. Det føles nærmest som en form for sorg. En sorg over at en film, et kunstnerisk værk, kan være så autentisk, ja nærmest dokumentarisk.
Stærke stemmer og skurkene
Der har netop været Psykiatritopmøde, og jeg synes at både bøgerne og filmen havde været oplagte at have snakke og debatteret om, da årets tema var Menneske før System.
Men hvorfor er det, at kunsten er så vigtig? Hvad er det, den kan? Og hvordan kan vi rette op på psykiatrien? Det er godt nok nogle store spørgsmål. Og de er ikke bare sådan at svare på – hvert fald ikke det sidste.
For at svare på det første: Kunst er allemandseje. Når der som her er tale om film og bogudgivelser, så er det offentligt tilgængeligt, og alle har en mening om det. Man kan spejle sig i det og de historier, der fortælles. Bøgerne og kortfilmen er skabt af nogle mennesker, der på en eller anden måde har haft et møde med psykiatrien. Et presset område inden for sundhedsvæsnet, der kæmper en brav kamp for at holde hovedet oven vande.
Anna Juul er en vigtig og stærk stemme i psykiatrien. Det samme er Jonas Vennike Ditlevsen, Stinemaria Mollie Jensen og Selma Sunniva, der med deres værker formår at holde gang i debatten. Men der skal jo mere til end bare snak. Der skal handling bag ordene – derfor burde disse værker også være en del af undervisningsmateriale inde på Borgen.
For mig at se er de største skurke ikke dem, der kæmper hårdest, men dem, der sidder på magten og blot lader stå til.