Skrevet af Simone Bergstrøm, skribent på Outsideren
Klokken er 02 om natten, da jeg igen mærker en uro indtræde i min krop. Tankerne strømmer igennem hovedet, mens hjertet banker hurtigere og hurtigere. Jeg higer efter vejret i takt med, at varmen i min krop spreder sig ud til fingerspidserne. Barberbladene kører vandret over min arm. Små striber af klarrødt blod glider ned ad armen og drypper på det hvide lagen. Jeg mærker et sus i min krop. Jeg vikler et håndklæde rundt om armen og lægger mig ned. Stirrer op i loftet.
Engang havde dette loft nok en hvid glat overflade, men nu er der små revner i malingen, som ligner ar. Det sitrer inden i, og mine tanker hvirvler rundt. Jeg ligger i sengen på mit enmandsværelse. På hjørnet står der et hvidt glas med piller. ’Paracetamol Sandoz 500 mg’ står der på det.
Hun sagde, at jeg bare skulle sige til mig selv, at jeg var smuk
Det er ikke mere end et døgn siden, jeg blev udskrevet fra psykiatriskafdeling i Hillerød. Døren åbner til mit værelse, og min veninde kommer ind. Hun snakker med mig og holder om mig. Først græder jeg, og så hulker jeg. Jeg tager en dyb indånding og griber fat i min mobil. Jeg taster telefonnummeret til psykiatrisk akutmodtagelse i Roskilde.
– Akutmodtagelsen Roskilde, det er X – hvad kan jeg gøre for dig? lyder det fra den anden ende af røret. Jeg fortæller hende, at jeg lige har været indlagt på psykiatrisk afdeling, og at jeg ikke kan styre mine tanker og følelser – og at jeg ikke ved, hvilke handlinger jeg kan ende ud i. Jeg forklarer hende situationen, at jeg ikke kan kontrollere mig selv og mine tanker.
– Prøv at gå over og kig dig selv i spejlet og sig, at du er smuk og god nok, lyder en sætning fra kvinden. Jeg smækker røret på, mens mine tårer løber ned ad mine kinder. Mobilen glider langsomt ud af min hånd, og jeg stirrer ud i luften. Kan det virkelig passe, at en kvinde, der sidder med den psykiatriske akuttelefon, lige har bedt mig om at overbevise mig selv om, at jeg er ok, når det nok er det sidste, jeg er? Er der virkelig en ansvarlig på psykiatrisk afdeling, der klokken 02 om natten negligerer mine følelser og antager, at min situation ikke er så alvorlig, at jeg er værd at hjælpe?
Jeg ringer ikke til min veninde, når min fod er brækket
Heldigvis for mig og psykiatriskafdeling i Roskilde var jeg sammen med min veninde, men det er ikke hendes ansvar at hjælpe mig i sådan en situation. Hun ville heller ikke kunne hjælpe mig, hvis jeg havde brækket benet. Samme nat blev jeg kørt på psykiatrisk afdeling i Slagelse, hvor jeg først klokken 06 om morgenen blev indlagt. Fire timer efter jeg første gang kontaktede psykiatrien.
Jeg har lige siden reflekteret over, hvordan det ville have endt for en person, der ikke havde nogen omkring sig i selvsamme situation. Det gør ikke alene ondt i hjertet, men det gør mig i særdeleshed meget bekymret og vred. For hvis jeg ikke kan ringe til dem, der sidder med akuttelefonen på en psykiatrisk skadestue og bede om hjælp, hvem skal jeg så kontakte?
Jeg er klar over, at det ikke er psykiatriens ansvar alene at løfte opgaven med at gribe mennesker, der falder. Men én ting er helt sikkert: Det er ikke borgerne selv. Hver måned betaler vi skat til et velfærdssystem, der skal kunne hjælpe os, når vi ikke kan hjælpe os selv.
Vi ved, at hospitalerne er presset i disse tider og har været det særligt under og efter corona. Det skal vi selvfølgelig tage alvorligt, men vi skal ikke glemme, at psykiatrien skal tages lige så alvorligt. Den eneste forskel på en fysisk sygdom og en psykisksygdom er, at det ene kan man se, og det andet kan man ikke. Men det ændrer ikke på, at sygdom er sygdom.
At sympatisere med psykiatrien er jo ligegyldigt, hvis vi ikke finder løsninger
Det er muligt, at der er kommet langt større fokus på psykiatrien i den seneste tid, men det er stadig ikke godt nok, og det må vi ikke glemme. Psykiatrien bliver stadig negligeret, og mange psykiske lidelser bliver stadig anset som en midlertidig tilstand, man selv vil kunne overkomme før eller siden. Politikkerne er begyndt at nævne det i deres taler, når de vil nå ud til danskerne og virke empatiske. Og bevares, det lyder da rigtig godt. Men kære politikere, hvad har I tænkt jer at gøre konkret? Man behøver ikke at være en god politiker for at lyde som en god politiker.