Skrevet af Mads Ifversen, skribent for Outsideren
I Frederiksberg kommune måtte jeg igennem et marathonagtigt forhindringsløb på 9 års sagsbehandling, før jeg til sidst blev tildelt fleksjob. Jeg blev ikke indbudt, men “indkaldt” til nærmest uendelige rækker af møder. Systemet var så svært at navigere i, at jeg altid blev nødt til at tage en ven med fra erhvervslivet, som så måtte tage fri fra arbejde. Han blev efterhånden irriteret, fordi, som han sagde:
– Det møde kunne jo bare været taget over telefonen.
Mange gange var vi vidne til endnu en ny sagsbehandler. Jeg følte mig efterhånden ekstremt psykisk presset og nedslidt. Jeg var fanget – gik det efterhånden op for mig – i et decideret dysfunktionelt system. Som borger var jeg ikke et menneske, men i virkeligheden bare magtesløs kanonføde i et menneskeødelæggende bureaukrati.
Slidt helt op eller slidt helt ned
I Danmark bliver vi enten slidt helt op af alt for meget arbejde, eller også bliver vi slidt helt ned af intet arbejde. Den gyldne middelvej findes ikke i middelmådighedens eget land.
Så blev jeg indkaldt til endnu et møde. Men jeg kunne bare ikke mere. Så fik jeg det pludselig så ekstremt dårligt, at jeg ikke kunne møde op. Jeg måtte til min læge for at dokumentere, at jeg havde haft et ildebefindende. Ellers ville jeg blive trukket i sygedagpenge for udeblivelse.
Et system der lukker sig om sig selv
Jeg måtte gøre noget. Men hvad kunne jeg gøre? Jeg besluttede mig for at skrive til Frederiksbergs Borgmester og forklare ham, hvordan jeg blev behandlet. Efter kort tid modtog jeg en eksklusiv konvolut med posten. Den var fra borgmesteren. Han skrev til mig, at han var glad for, at jeg skrev til ham, og at han da var ked af, at jeg oplevede, at jeg var blevet dårlig behandlet i deres jobcenter. Han skrev, at han derfor ville gå personligt ind i sagen. Jeg jublede. Endelig fremskridt. NU skete der virkelig noget.
Så blev jeg indkaldt til endnu et nyt møde. Med en hvis positiv forventning mødte jeg op på Frederiksberg Kommune. Endnu en gang var det en ny sagsbehandler, men det var jeg jo efterhånden så vant til.
Men få minutter inde i samtalen begyndte jeg at føle mig underligt tilpas. Hun sagde:
– Jeg mener ikke, at du er berettiget til fleksjob.
Samtalen tog en underlig drejning, jeg ikke rigtigt forstod og slet ikke havde forventet. Det kom langsomt snigende og fuldstændig bag på mig, da det gik op for mig, at sagsbehandleren i virkeligheden havde en helt anden dagsorden end min. Hun talte nemlig kun om love og paragraffer, og efterhånden gik det langsomt op for mig, at kvinden, jeg sad overfor, slet ikke var sagsbehandler, men derimod kommunens advokat.
Et eklatant svigt
Det blev tydeligt for mig, at hendes opgave slet ikke var at hjælpe mig, men at sikre sig, at kommunen ikke havde gjort noget forkert. Kommunen skulle ikke kunne holdes ansvarlig for noget som helst. Det var det, der var hendes opgave. Så mødet handlede slet ikke om mig. Jeg blev mildest talt chokeret over den embedsførelse, et eklatant svigt fra den myndighed – borgmesteren – som jo havde sagt, at han ville hjælpe mig.
The never ending story fortsatte. Flere fuldstændigt meningsløse kommunemøder fulgte efter. Først da jeg endelig fik privat professionel hjælp, kom jeg fremad. Jeg havde tidligere arbejdet i en virksomhed, og da chefens veninde – som var socialrådgiver – hørte hvad jeg blev udsat for i Frederiksberg Kommune, besluttede hun sig for at hjælpe mig.
Med sine professionelle briller kunne hun konstatere, at jeg var blevet udsat for en meget usammenhængende sagsbehandling, ja faktisk strittede den i alle retninger. Hun rådede mig til at klage over min sag i de ankeinstanser, man kunne klage til. Men kommunen fik selvfølgelig medhold i alt.
Umenneskelige labyrint
Hun hjalp mig også igennem den umenneskelige labyrint af love og paragraffer i det knusende offentlige bureaukrati. Et system som den almindelig dansker ikke har en kinamands chance for selv at navigere i. Jeg skulle i audiens i et større udvalg bestående af forskellige læger, psykologer, sagsbehandlere og forskellige embedsmænd. Der sagde en læge til mig:
– Hvad med at du blev ansat som pedelmedhjælper?
Jeg tænkte ved mig selv, hvad der mon foregik oppe i hovedet på ham, siden han troede, at det spørgsmål ikke var blevet stillet igennem 9 års sagsbehandling? En kvindelig psykolog ved mødet trak mig diskret til side og hviskede i mit øre:
– Respekt for din kamp.
Herfra begyndte tingene endelig at lette. Enden på det hele blev, at jeg til sidst blev godkendt til fleksjob.