Forord
Digtet er skrevet på vej hjem i toget en mandag eftermiddag, hvor byens puls kan mærkes. Det handler om fremtiden, og hvordan den bare buldrer derudaf, og hvis man ikke er klar, kører den forbi.
Det er fortællingen om at føle sig ensom og foretrække at gå ubemærket gennem livet, som kan fylde meget i et liv med psykisk sygdom, men også være et almenmenneskeligt fænomen. Det er samtidigt fortællingen om, hvordan man hurtigt kan glemme at leve nu og her, men altid se fremad til den dag, hvor livet slutter.
Af Johan P.L. Janning
Foto: Kiowa Rudolph
Denne tekst er en del af Outsiderens seneste magasin om fremtid, som du kan hente gratis på Outsideren eller downloade det her:
Fremtiden er en uvis størrelse
Som et tog drøner den forbi
Aller helst vil jeg sidde i stillekupéen
De fleste andre foretrækker 1. klasse
Men med de stigende priser
Er den de færreste forundt
Nogen står tilbage på perronen
Efterladt og overladt
Til deres egen skæbne
Nogen står helt ude på kanten
Leger med ilden
Som det lille barn
Der ikke kan dy sig for at lege
med kalenderlyset ved juletid
Den sitrende spænding
Nedtællingen til i morgen
Uanset hvad vi venter på
Glemmer vi at leve
Det er nuet der gælder
Men som med et blink med øjet
Slutter turen
Og over højttaleren
Kommer det endelige kald
“Dette tog kører ikke videre”
