Af Mikkel Sjølund
Denne tekst er en del af Outsiderens seneste magasin om fremtid, som du kan hente gratis på Outsideren eller downloade det her:
Maria oplever, at beskæftigelse i alt for høj grad presses ned over hovedet på folk med psykisk sygdom og ønsker, at det kunne se helt anderledes ud i fremtiden.
– Det kunne være fedt, hvis jobcentrene i fremtiden havde mere albueplads. Presset fra jobcentrene om, at man for alt i verden skal komme i beskæftigelse her og nu, skal nedtones. Sagsbehandlere skal uddannes bedre i, hvad det er for et menneske, de har at gøre med i forbindelse med psykisk lidelse, og hvordan de kan passe bedre på dette menneske.
Selvbetalte kreative uddannelser
Fremtidens jobcentre skal ikke bare køre ud af den sædvanlige tangent, men se og anerkende potentialet i kreative uddannelser.
– Jobcentrene skal være mere åbne over for andet end akademiske og erhvervsuddannelser. Jeg tænker især på selvbetalte kreative uddannelser, hvor det burde være muligt, at jobcentret medfinansierer denne mulighed for at udvikle sig i et eller andet omfang. På overførselsindkomst er det jo umuligt selv at finansiere det.
– Jeg oplever tit, at folk med psykisk sårbarhed i høj grad har kreative evner inklusiv mig selv. Hvis jeg selv fik muligheden for at gå på en kreativ uddannelse, så vil jeg hoppe af glæde og blive jublende lykkelig, fordi der ikke er noget andet i verden, som jeg hellere vil. At gå på uddannelsen ville være fantastisk, men også efter uddannelsen at få et bevis på, at det er jeg uddannet til.
Brug for kreative evner i erhvervslivet
Der er en kontant og systematisk afvisning af folk, som ønsker at søge ind i det kreative uddannelsesmiljø.
– Hver gang jeg har prøvet at tale med jobcentret om at starte på en kreativ uddannelse, så bliver det skudt fuldstændigt ned. Selvfølgelig er det muligt, men så skal jeg fandme også selv betale det. Min fornemmelse er, at de mener, at der ikke er nogen fremtid i at få en kreativ uddannelse. De tænker primært i ordinært arbejde og kan slet ikke se, at der faktisk er mange jobs, hvor der er brug for kreative evner.
At starte på noget, som man brænder for som fx en kreativ uddannelse, kan meget mere end utallige mislykkede forsøg fra jobcentret side på at presse folk til noget, som de hverken er parate eller har energi til. Men sådan tænker jobcentret ikke, og en endnu større udfordring er, at de ikke betragter en kreativ uddannelse som en reel uddannelse.
– Der mangler en forståelse for, at en kreativ uddannelse simpelthen og uden slinger i valsen er en regulær uddannelse. Et fundament, som man kan bygge videre på. For nogle giver psykisk sygdom anledning til at komme helt uden for fællesskabet og opleve, at de ikke magter traditionelt arbejde eller at skulle læse 5 år på kunstakademiet, men har et behov for at starte på noget, som de brænder for.
– Det er med andre ord en investering i at komme væk fra isolation og blive social igen og mærke, at der pludselig er noget ved noget. Om det nogle år efter leder frem til et kreativt job er i første omgang ligegyldigt, selv om det jo er et meget realistisk scenarie. Det handler nemlig også om at give livskvalitet og overskud, så der kan åbnes en hel masse nye døre i fremtiden, som man selv kan vælge.