Skal jeg skamme mig over, at jeg ikke er i betalt arbejde?

Skrevet af Rikke Østergaard Bergmann

I det danske samfund har vi en tendens til at være utroligt fokuserede på arbejde.

– Hvad laver du så? er gerne et af de første spørgsmål, vi stiller nye mennesker.

Jeg gør det selv, selvom jeg egentligt er mere interesseret i, hvad folk går op i og beskæftiger sig med. Hvis deres passion er deres arbejde, så vil jeg gerne høre om det, men hvis deres passion er at male modelfly i deres fritid, så vil jeg hellere høre om det.

Men mit indtryk er, at vi tillægger betalt arbejde meget mere vægt, og det er det, der bliver din identitet. Vi ER tømrere, vi ER sygeplejersker, og vi ER arbejdsløse. Det ligger integreret i vores sprog, at vi har denne her meget stærke arbejdsidentitet.

Få ville sige, at de arbejder som sygeplejersker. Det er sprogligt kunstigt og unaturligt at sige. Men hvorfor egentligt? For man laver jo andet også, og der er forhåbentligt mere end én ting til ens identitet. Min identitet er i hvert fald ikke, at jeg er arbejdsløs, selvom jeg har været det i mange år.

Sidste gang jeg var i arbejde, var jeg teenager. I dag er jeg 32, så det er en del år, der er gået med kontanthjælp, SU, dagpenge og de sidste 6 år sygedagpenge. Jeg har aldrig været på det ordinære arbejdsmarked, jeg har aldrig haft et ”voksenjob”.

Jeg knokler uden betaling
At svare, at jeg ER arbejdsløs, har mange gange fået mig til at vride mig i sædet, for der er meget skam forbundet med at indrømme, at man ikke er en del af den arbejdende masse. Jeg har de sidste par år været meget bevidst om ikke at dukke hovedet og mumle, når jeg har skullet svare på spørgsmålet. Jeg har gjort meget ud af at svare med, måske ikke stolthed, men i hvert fald med en form for værdighed.

Og så har jeg flyttet fokus – i stedet for at sige, at jeg var sygemeldt eller arbejdsløs – så har jeg sagt, at jeg var i praktik, at jeg arbejdede på det og det projekt i min fritid eller lignende. Jeg har forsøgt at give noget nuance til det, i stedet for at sige at jeg bare var arbejdsløs. For jeg er ikke bare arbejdsløs, jeg er sygemeldt, og har været det i mange år. Men jeg har arbejdet i alle årene, jeg har endda arbejdet meget hårdt.

Jeg har arbejdet med mig selv, jeg har arbejdet på min angst, jeg har arbejdet på at finde den rette medicin og dosis. Jeg har knoklet som et bæst for at komme et sted hen, hvor jeg faktisk er i stand til at få et arbejde i ordets mere udbredte forstand. Et arbejde nogen betaler mig for at udføre.

Jeg vil gerne arbejde, og det tror jeg de fleste gerne vil. Jeg vil gerne give noget tilbage til den fælles kasse, og jeg vil gerne give igen for alt det, jeg har fået i årenes løb, men jeg kan ikke gøre det på samme vilkår som alle andre. Jeg har ikke kræfterne til at være noget fuld tid. Men jeg kan komme hen til et sted, hvor jeg har kræfterne til at kunne noget.

Jeg tror, vi skal passe på med at give arbejdet så meget identitet, for hvad hvis man ikke kan arbejde mere af den ene eller den anden grund? Hvis uheldet rammer, og man bliver fyret, hvem er man så? Hvis ikke man er, eksempelvis tømrer, er man så ikke noget mere?

Udover den stærke identitet vi i det danske samfund lægger på arbejde, så har vi også en næsten luthersk tilgang til arbejdsmoral. Som man kan læse i essaysamlingen Hyldest til Lediggang af Bertrand Russell, så er arbejdet en pligt, og mennesket skal have løn proportionelt med hans dyd. Men hvilken dyd? Russell mente, at det var menneskets flid og arbejdsomhed, de blev dømt ud fra.

Men er mennesket ikke noget værd i sig selv? Har vi ikke alle en ret til at være i samfundet uden at skulle vejes, måles og dømmes på, hvad vi kan producere.

Selv fritidsbeskæftigelser måles gerne på, om det kan sælges eller ej. Er du dygtig nok til at strikke til, at du kan sælge dine sweatre? Der er en tendens til at måle alt ud fra en kapitalistisk tankegang, i stedet for at se på hvilken værdi strikningen har i sig selv.

Jeg er meget andet end arbejdsløs
Jeg skammer mig ikke over at være arbejdsløs og sygemeldt. Mere. For det har jeg i den grad gjort. Jeg har snakket udenom, jeg har stukket hvide løgne, jeg er gledet og har sneget mig udenom spørgsmålet igen og igen. Det føles skamfuldt at sige. at man ikke laver noget – for det bliver ofte formuleringen.

– Hvad laver du så?
– Jeg laver ikke så meget, jeg er sygemeldt.

Men det er jo løgn. Jeg laver en masse, det er bare ikke noget som nogen giver mig løn for, og derfor er det ikke godt nok – i samfundets øjne.

Alt skal måles og vejes, men det skal også helst kommercialiseres og give afkast – hvordan skal vi ellers vide, om det har nogen værdi?

Da jeg først blev færdig med min bachelor, der skammede jeg mig over, at jeg ikke bare kunne finde et job. Var jeg ikke dygtig nok? Jeg har en meget blød humaniorauddannelse, så for mig var det også svært at præcisere, hvad det egentligt var jeg kunne – for jeg fik ikke en titel og en identitet med eksamensbeviset, jeg blev ikke noget. Jeg blev bare arbejdsløs.

Så blev jeg sygemeldt på grund af presset fra systemet. Et system, der i forsøget på at få en presset ud i arbejde, få presset en ud i endnu mere sygdom. Det føles som Bobbi-Johanne Østervang skriver i bogen ”De Har Aftaler”:

– Man kan i høj grad få en følelse af, at for at gøre sig fortjent til sin ydelse så skal man også aflevere sin glæde til systemet. Hvis man har en god dag, må det betyde, at den kan veksles til øget arbejdsevne i stedet. I systemet skal man ikke eje sin glæde.

Det er forfærdeligt, at det er rigtigt. Det er den følelse, man sidder med, når man er fanget i den labyrint, som systemet er. Oven i det skammede jeg mig over det, at jeg ikke kunne holde til det samme som alle andre. I stedet for at tænke, at systemet måske var for hårdt, så gik jeg ud fra, at det var mig der var for blød.

At jeg skulle have en hårdere skal og være mere hårdfør. Jo flere år jeg sad fast i systemet, jo mere skamfuldt blev det. Hvorfor kunne jeg ikke bare tage mig sammen?

Men jeg har ikke nogen særligt hård skal, jeg er blød og sårbar. Jeg kan ikke det samme som alle andre, og jeg nægter at skamme mig mere.