Refleksion i regnvejr
Af Susanne Bang, skribent for Outsideren
På en rumlig, men ensom plads, hvor regnen nysseligt havde landet, ledte jeg fokuseret efter en mindeplade.
Havde hørt at Hejremanden var taget bort fra denne jord, og at der skulle være et minde på pladsen ved Frederiksbergcentret, hvor han plejede at tilbringe tid med sine bevingede venner. Tilfældet ville, at jeg kom forbi pladsen en grålig mandag, og jeg stoppede tiden, og besluttede mig for at lede.
Så ser jeg en Hejre sidde majestætisk og urørlig som en saltstøtte på sit ene ben. Er den levende? Ja, det må den være. Kun et kort sekund tvivler jeg og spørger mig selv, er dette en statue? Mit indre barn giver ikke op, hun venter på livstegn, hun tror ikke på døden.
Den voksne, såkaldt fornuftige del af mig selv, har en indstilling om, at nej, skønt dette ikke er en statue, så kan det være, at jeg skal blive ved med at kigge længe, inden den vil bevæge sig. Som en battle. Hvor længe skal jeg holde blikket fæstnet på dig, før én af os bevæger sig?
Så begynder det at regne igen. Med sin egen melodiske puls får regnen slået en rolig, jazzet stemning an. Regn er tegn på liv.
Min utålmodighed kradser, og jeg mærker, at jeg helt har glemt den langsommelighed, som kun naturen kan undervise mig i. Er du i live eller hvad? Vi kigger ikke længe på hinanden, for denne Hejre har sit blik fæstnet andetsteds. Ikke på mig, tilskueren, der søger sig nærmere, næh nej, denne Hejre ejer pladsen. Jeg behøver ikke vende hovedet en omgang for at være deltagende. Jeg behøver ikke fortrøste mig, om folk kigger på mig, der sidder stille og kigger på en fugl.
Dette sker på en almindelig såkaldt regnvejrsdag sent i en vinter, hvor den globale opvarmning har sat rekorder. Statistiker. Klimaproblemer. Ophedning. Det er lige meget. For Hejremanden er død. Det er lunken fugtet luft, jeg ånder.
Død som i væk? Jeg begynder at zoome ind på de højere magter i disse sekunder, for hvad er døden? Her sidder Hejremandens venner. Jeg vover at dreje hovedet og ane bag min venstre skulder. På toppen af Handelshøjskolen sidder én Hejre. Som en støtte. Jeg vender mig om igen, nu nærmest som til min nye ven. Er vi venner? Han drejer hovedet som for at bekræfte over for mig. ”Jo, jeg lever. Jeg lever.”
Jeg filmer lidt skødesløst. Ikke for at dokumentere noget over for nogen. For filmmanden bag filmen ”Hejremanden”, er død. Jeg deltog i en opløftet og kærlig ceremoni til ære for Mads Ifversen. Dokumentarfilminstruktør, og en god ny ven fra Outsideren. Mads blev taget bort. Andre ord er for stærke at skrive på papir.
Borte væk, væk. Men her er Hejremandens venner. Hvem bærer de på I deres hjerter? For andægtighed og hellighed skal man lede længe efter på denne mandag. Men ikke på Bent Fabricius-Bjerres Plads i dag. Pladsen mellem Frederiksberg Bibliotek, CBS og Frederiksberg Centret.
Væk, borte, nej fuglene samles i flok. Mit åsyn finder nu til taget af den rødstenede bygning. Biblioteksbygningen. Som med millimeterpræcision sidder nu en række af seks andægtige herrer, hejrer, på rad og række, på toppen. Med ligelig plads imellem sig. Stoltheden er ikke til at tage fejl af. De er ikke på vagt, de holder vagt – for deres mand. ”Hejremanden”, som Mads Ifversen har foreviget i en film. Mads var en skarp dokumentarfilmsinstruktør, og har skabt et portræt af Erik Andersen, alias Hejremanden. Men Mads blev også taget bort.
De tårer, jeg ikke kunne dele med nogen, på denne ensomme færd. Denne gråvejrsdag tolvte februar i tyve firetyve, hvor jeg tilfældigt kom forbi, men bevidst stoppede op og lod ure være ure – de faldt i dynger fra oven til min støtte. Plaske, fugte, dryp, dryp, dryppe.
Vandet sejlede som små søer mellem fliserne med og uden fald. Våde strøg, i egne spor, rislende deres egne vegne, på flere og flere stene.
En flok duer kom forbi, som med fredens budskab. Som for at tilføje: ”Du er heller ikke alene”. Fuglene med deres samlede tilstedeværelse bragte budskaber, der rakte langt, bredt og helt tæt til.
Hejremanden er lige her. I ånd. Han er ikke forduftet nogen steder. Og jeg behøver ikke længere at lede. Mads er her mellem hvislende blade. Et blik fra en hejre var nok til at overbevise mig.
RIP Erik Andersen.
RIP Mads Ifversen. Inderlig tak for dine film, dit væsen, din iver. Din kærlighed og dit lys bevares på jorden som en evig arv.
Link til ”Det er de andre der er unormale”, filmanmeldelse af Hejremanden:
https://outsideren.dk/2023/10/11/det-er-de-andre-der-er-unormale/