Skrevet af Maria Wendt, skribent for Outsideren
Til arrangementet fik Rikke på en levende og konkret måde sat ord på både Sabinas forskningsteorier og også den oplevelse, det har været for hende at være arbejdsløs, og skamfølelsen, der følger med. Det blev til et par gode timer med mange forskellige vinkler og historier, da publikum også delte ud af deres egne erfaringer og kom med kommentarer.
Da vi mandagen efter sad til Åben Redaktion hos Outsideren, snakkede vi om de pointer, der kom frem under talk’en. Blandt andet at der er en identitet forbundet med at have et arbejde. Man bliver ofte mødt med spørgsmålet: ”Hvad er du?”, og per automatik svarer man: ”Jeg er” og så ens profession: Sygeplejerske, skolelærer, tømrer, mv. Er man ikke en del af arbejdsmarkedet, men derimod i ressourceforløb, fleksjob, førtidspensionist eller på anden vis arbejdsløs, så bliver man set ned på. Samspillet mellem forskerperspektivet og den personlige erfaring gav et dybere indblik og er med til at skabe en spændende debat.
Tag dig sammen, og kom i gang!
Efter min studentereksamen i 2013 havde jeg søgt ind på RUC, men jeg følte egentlig ikke for det, så jeg søgte jobs i stedet for. Som 22-årig havde jeg et arbejde som handicaphjælper. Men efter en voldsom stressreaktion blev jeg først sygemeldt og så fyret. Det var en enorm hård tid, for jeg savnede mit arbejde og de mennesker, jeg var hjælper for. Efter fyringen kæmpede jeg med at finde et fodfæste. Samtlige af mine venner og veninder var i gang med en uddannelse eller havde et arbejde.
Det, jeg blev mødt med fra omverdenen, var: ”Skal du ikke snart finde et job?”, ”Skal du ikke snart i gang med en uddannelse?”, ”Skulle du ikke tage at tage dig lidt sammen og komme i gang?” Det var dybt frustrerende og skamfuldt for mig, og jeg følte mig som en fiasko. På det tidspunkt havde jeg et ønske om at uddanne mig i en boghandel. Jeg søgte både jobs og lærepladser, men intet lykkedes. De par gange, jeg har prøvet at starte på en uddannelse, har jeg måtte stoppe, fordi jeg kunne ikke overskue alle de mennesker, der var omkring mig, og angstanfaldene kom i hobetal.
Velfærdssamfund?
Sabina fortalte, at i f.eks. Slovenien ses der anderledes på arbejdsløshed. Problemet er ikke individet, men derimod de strukturer, der er i samfundet. Her i Danmark har vi det med at skamme os og udskamme hinanden, hvis man står uden for arbejdsmarkedet. Vi har individualiseret det at være arbejdsløs. Det er ikke kun samfundet, der ser ned på arbejdsløse, men også ens omgangskreds og medierne. Derudover er det dobbelt så skamfuldt, hvis man har en psykisk lidelse eller anden funktionsnedsættelse, der gør at man ikke kan arbejde. Nogle kan ligefrem opleve at blive anset som svag. Det var der flere i publikummet til arrangementet, der kunne nikke genkendende til. Vi bryster os af at have et velfærdssamfund – men har vi nu også det? Hvordan kan det så være, at vi har et samfund og arbejdsmarked, der ikke er indrettet til mennesker med særlige arbejdsvilkår? Vil vores samfund overhovedet ændre på strukturen, og kan det lade sig gøre?
Jeg har aldrig brudt mig om ordet ”karriere”. Jeg synes, det lyder så højrøvet. En gang så jeg mig selv som værende forfatter, fordi jeg har skrevet og fået udgivet en bog. Nu siger jeg, at jeg har fået udgivet en bog. Det lyder mere neutralt og fungerer bedre for mig. Men der er nogen, der stadig spørger mig: ”Jamen, er du så ikke forfatter, Maria?” Jo, det kan man vel godt sige, det er bare ikke sådan, jeg vil identificere mig. For jeg er meget mere end det. Mit virke som frivillig giver mig enormt meget. Det er også med til at skabe en god hverdag, der fungerer for mig. Jeg laver faktisk ret meget på frivillig basis: Blogs, boganmeldelser og andre skriblerier. Frivilligt arbejde bliver undervurderet – betalt arbejde er mere velset.
Vi skal have gjort op med den skam og acceptere, at ikke alle er i arbejde, og ikke alle kan arbejde.
Du kan se hele debatarrangementet i denne video:
https://www.facebook.com/watch/?v=683741497261908