af Donni Wilgaard Sinkjær
Kampen om hvad jeg kunne
Siden gymnasiet har jeg fået at vide af min omverden, at jeg har ADHD. På mit nuværende job har næsten alle mine kollegaer diagnosticeret mig. Det er sjovt nok mest i min opstemthed, at jeg bliver udpeget som ADHD’er. En klassisk situation kunne være: Jeg fortæller begejstret og hurtigt om noget, jeg har foretaget mig. Jeg er glad og bevæger mig hurtigt rundt i lokalet. En person peger med et smil over hele femøren på mig og siger:
– Hvaa’, du har da vist ADHD, hva’?
Men da jeg bliver 21, begynder jeg at få det rigtigt skidt. Min far får gennem en vennetjeneste sendt mig til en psykiater med speciale i ADHD.
Jeg prøver at fortælle om nogle svære omstændigheder i mit liv, men så langt rækker vennetjenesten ikke. Det er ikke samtaleterapi, jeg er kommet til, blot et hurtigt studie af mit væsen. Jeg betragtes. Jeg er nervøs og ked af det og kan ikke sidde stille. Jeg er også skeptisk, fordi de problemer jeg har, synes jeg slet ikke er ADHD-agtige.
Psykiateren tester mine kognitive funktioner med en WAIS IV test. Jeg skal finde den manglende brik i mønstre, løse puslespil, huske en rækkefølge af ord, og til sidst skal jeg genfortælle en historie. Genfortællingen går galt. Jeg kan ikke huske historien, da jeg mistede koncentrationen.
Efter WAIS testen, skal jeg udfylde et klassisk ADHD spørgeskema (DIVA).
Hun spørger, om jeg har problemer med at få betalt regninger til tiden?
– Nej det er ikke noget problem, men det meste kører jo også over PBS, svarer jeg.
Hun siger irriteret:
– Ville det være et problem, hvis ikke det var for PBS?
Det har jeg svært ved at svare på, men får sagt, at det måske har været et problem for de fleste, for hvorfor ellers opfinde det? Vi kan altså ikke helt komme til enighed.
– Kan du organisere dig og lave struktur? spørger hun.
Det ved jeg ikke, siger jeg, har aldrig rigtigt gidet. På den baggrund konkluderer hun, at jeg ikke kan.
– Ikke at gide, er det samme som ikke at kunne.
Det er nu, hvor jeg for alvor begynder at blive skeptisk. Hun er ikke alene meget ensidig, hun sætter mig også fast i en boks, der er langt mindre, end jeg selv har oplevet. Det fortsætter.
Næste punkt:
– Ikke i stand til at holde opmærksomheden på opgaver i lang tid af gangen.
– Jo dét kan jeg sagtens, svarer jeg glad.
– Det har min mor også altid sagt.
– Kan du også det hvis opgaven keder dig? spørger hun.
– Jeg beskæftiger mig generelt ikke med ting der keder mig, svarer jeg.
– Men kan du?”, spørger hun.
– Ja, hvis det er absolut nødvendigt kan jeg godt.
Det tyder på ADHD, forklarer hun mig. Hun synes det tyder på, at jeg ikke kan.
Jeg mundhugges med psykiateren gennem resten af spørgsmålene. Det hjælper mig ikke. Det er blevet en magtkamp. Psykiateren konkluderer, at jeg opfylder kriterierne for ADHD. Min manglende evne til at genfortælle den kedelige historie har specielt gjort sig udslagsgivende, forklarer hun mig. Men det vildeste har hun gemt til sidst:
Psykiateren spørger ind til uddannelse. Jeg skal starte på universitetet, fortæller jeg. Jeg vil læse filosofi.
– Den vil du ikke kunne gennemføre uden medicin, fortæller hun mig.
Jeg protesterer, prøver at fortælle hende, at jeg altså sagtens kan koncentrere mig om tavleundervisning, læsning osv. Samtalen kører i hårdknude. Hun holder på sit og refererer til min dårlige gengivelse af historien fra WAIS testen.
Jeg holder på mit. Jeg har altid været god i skolen, endda stolt over hvad jeg kunne præstere i mine yndlingsfag. Det var også kun de andre elever, der mente, at jeg stak ud som ADHD’er, aldrig underviserne.
Samtalen slutter uforløst. Jeg takker nej til medicin og diagnose – og jeg har det stadig rigtigt dårligt.
Definitionsret
Det var en forfærdelig samtale. Men hvorfor egentligt? Hvad var det, der gjorde, at jeg følte mig så trådt på? Det var, fordi hun fuldstændigt underkendte min definitionsret; min ret til selv at være med til at bestemme, hvad jeg kan, hvad der er et problem, og hvad min fremtid er. Alt det skubber hun til side. Og hun gør det på en måde, hvor alle problemerne kommer til at ligge inde i mig, så jeg skal løse dem selv.
Ikke engang min fremtid lader hun mig beholde. Selvom det er første gang, vi mødes, skærer hun lige igennem alle mine egne erfaringer og siger direkte, at jeg ikke kan gå på uni uden medicin. Hun er fuldstændig ligeglad med, at jeg godt kan koncentrere mig om kedelige ting, hvis bare jeg forstår formålet med dem. Desuden, er det overhovedet et problem ikke at kunne beskæftige sig med kedelige ting uden formål? Et samfund, der forlanger dét af en, kan da ikke være på rette vej?
Men det er ikke bare, at hun ikke lytter og konkluderer og putter mig ind i snævre kasser uden fremtid. Det problem, som jeg faktisk har på det tidspunkt, det vil hun slet ikke høre om.
Hvad bliver der overhovedet tilbage af en selv, når andre kan bestemme over en på den måde? At have definitionsretten er ikke nogen lille ting. Det er måske noget af det vigtigste, for overhovedet at være et værdigt menneske, men det er samtidigt noget, som folk uden videre kan begynde at true dig på.
Hvad nu hvis… – Giv mig det, jeg har
Definitionsret er noget man har, men det er også noget, man kan blive givet. Og det kan blive taget. At have definitionsretten betyder ikke, at man har alle svarene og skal bestemme alting selv. Tværtimod, når man har det virkeligt dårligt, er man nødsaget til at være utrolig åben overfor andres bud. Men de skal så også være åbne overfor mine bud.
Og når jeg har definitionsretten og andre støtter mig i den, så kan jeg løse virkeligt mange problemer. Jeg finder altid en måde at gøre tingene på.
Og kunne man i det hele taget ikke fokusere mere på, hvad der opleves som et problem for mig og ikke bare, om jeg har en adfærd, der måske lever op til deres kriterier? Definitionen af en diagnose er, at det er en sygdom, og selvom jeg ikke tror, at det er folks intention, er det, hvad jeg hører, når fingeren rettes mod mig.
Du har ADHD, du har et problem. Fx bevæger jeg mig meget hele tiden, men det har aldrig været noget, der virkelig stod i vejen. Selvom der udredes for én diagnose, så spørg ind til omstændighederne, der fik en til psykiater og livet generelt. Så ville lægen måske i mit tilfælde have set, at mine problemer var noget andet end det, hun lige var ekspert i.
Men faktisk spurgte hun ikke ind til, hvad jeg oplevede som virkeligt svært en eneste gang. I stedet var det en krig for at overbevise mig om, at det var ADHD, der skabte problemer i mit liv og ville gøre det fremadrettet, så jeg ikke engang kunne studere.
Når jeg tænker tilbage på det møde i dag, så gør det mig egentligt mere ked af det end vred. Der lå en mulighed for at få noget virkeligt tiltrængt hjælp. Jeg havde virkelig meget brug for hjælp dengang og har det stadig i dag – bare ikke lige den hjælp, som psykiateren ville give. Kunne hun ikke simpelthen have spurgt:
– Hvad er svært i dit liv? Hvorfor tror du, du sidder her i dag? Er der sket noget traumatisk for nyligt?
Så havde jeg måske kunnet samarbejde i stedet for at modarbejde. Havde hun kradset bare det mindste i lakken, havde hun hurtigt kunnet indse, at det var helt andre og voldsommere ting, jeg kæmpede med.
Så hvis jeg har lært noget af alt det her, så er det, at behandlingen skal understøtte, ikke undergrave ens definitionsret. Behandlingen skal jo grundlæggende ikke lukke ned, men åbne op. Derfor er de nødt til at spørge ind til, hvad man selv oplever som problematisk, og hvad man har brug for hjælp til.
Så kunne psykiatrien måske blive et sted, der kunne understøtte vores alle sammens definitionsret, fordi man her kunne tale om, hvilke omstændigheder der er gode, og hvilke slette for en, om hvad det er i ens omgivelser, der virkeligt forårsager smerte.