Jeg kan simpelthen ikke tåle at have hemmeligheder. Jeg bliver syg af det.
Hvor har jeg prøvet at gemme min sygdom for omverdenen. På studie og på arbejdsmarkedet.
Det var umenneskelig hårdt, og bragte isolation og kontrol med sig, for ingen måtte jo rigtig vide, hvem jeg var.
Jeg var konstant på vagt og fremstod akavet og mærkelig.
Jeg er kommet dertil, hvor jeg simpelthen ikke kan tåle at have hemmeligheder, så nu vil jeg stå frem med min sårbarhed.
Ikke nødvendigvis udpensle alt om min diagnose og sygdomsforløb til alle, men blot sige, at jeg er sårbar og sensitiv over for steress.
Hvis nogen spørger ind til det, vil jeg være åben om, at min sårbarhed har kostet mig indlæggelse, og mere behøver de ikke at vide. Det skal ikke være følelsesmæssig porno, hvor jeg krænger alt i mit liv ud. Jeg skylder ikke nogen noget.
Jeg vil ikke længere lade som om, at jeg er stærk og kan mere, end jeg kan.
verden må godt vide, at jeg er følsom.
Jeg er helt færdig med at forstille mig og dække mig bag en facade.