Hvad jeg kæmpede aller mest imod,
blev min skæbne og største gave.
Jeg vil ikke være på førtidspension
Jeg vil ikke præsentere mig som psykisk syg
Jeg vil blive til noget
Jeg vil sejre
Jeg vil være et vidnesbyrd
tænkte jeg.
Egoets begrundelser var uendelige.
Alt sammen bygget på en følelse af ikke at være god nok.
Jeg endte på førtidspension.
Men jeg endte også med integritet, selvværd, frimodighed og med et sandt selv.
Hvor jeg hele mit liv har kæmpet mod min sygdom, noget der ikke måtte være der, lever jeg nu med den som en ven.
Min sygdom gav mig det bedst tænkelige liv for mig.
Førtidspension.
Aldrig før har jeg været så glad, og nydt mit liv, som jeg gør nu.
Endelig er jefg fri.
Fri af at tænke, hvad andre tænker.
Fri til at være hende, jeg er, og gøre det, jeg aller bedst kan lide.
Jeg er ikke en soldat, der skal sejre over noget.
Jeg er en kriger, der er blevet stærkere og friere og mere beriget igennem det, jeg har lidt.
Jeg blev ikke stærk i verdslig forstand.
Jeg vandt ikke over min sygdom, men den lærte mig ikke at være skamfuld eller bange for min sårbarhed.
Jeg skal ikke være et vidnesbyrd på nogen sejr, men en levende fortælling på alt, hvad det indebærer at være menneske.
Jeg har lært – med værdighed at præsentere mig selv og stå inde for alt, hvad jeg er.
Nu ved jeg i alt, at jeg er god nok.