I dag mødte jeg Fortiden. Hun lå i min rygsæk, som jeg bar med mig overalt. Jeg havde ikke set hende, for hun gemte sig bag mig.
Og jeg havde aldrig tænkt over styrken af hendes vægt. Jeg bar hende med mig, hvor jeg gik, og hvor jeg stod.
Og i dag spurgte englen, som følger mig på rejsen ´Skal jeg tage din rygsæk?´
Og jeg så, hvor let jeg blev i det øjeblik, englen løftede den tunge taske af mig.
Jeg vfik lyst til at se ned i den for at se, hvad jeg dog havde båret med mig på min vandring i alle de år
Det var en stor sort sten, jeg så.
´Du skal altid bære mig´, sagde den.
´Men jeg kan ikke bære dig mere´, sagde jeg.
´Så kast mig´, sagde stenen. ´Bær mig eller kast mig. Du bestemmer´
Og da jeg kastede den tunge sten højt op i luften, blev den til en sommerfugl. Med store sorte vinger. Og den løftede sig og sang mod mig, inden den fløj bort:´Jeg er alle dine tårer, jeg er det man gjorde ved dig, jeg er det du bar. Når du bærer mig, er jeg en stor sort sten, men når du kaster mig, er jeg det du ikke bærer mere, og fordi du engang har båret mig, kan du mærke, hvor let du er. Og den som har båret den tungeste sten, får de største sommerfuglevinger, den dag hun kaster stenen bort.´
Og den sorte sommerfugl blev til en lille prik på himlen over mig.
Og prikken blev en stjerne på en natsort himmel blandt millioner af andre stjerner, der lyste og fortalte mig, at de alle sammen engang var sorte sten. Nogle havde kastet dem, og de var blevet sommerfugle, der var blevet prikker, som var blevet stjerner.
Jeg rakte mine arme ud mod englen, som havde taget min rygsæk. og så fløj vi ind og ud mellem de lysende stjerner, som engang var sten i en taske nogen bar, fordi de endnu ikke havde mødt en engel, der spurgte: ´Skal jeg tage din rygsæk?´
(Skrevet af Majbritte Ulrikkeholm)