Skrevet af Rikke Østergaard Bergmann
Vi sidder i et lille kontor, telefonen optager og Sara begynder at fortælle mig om sit liv. Efter en god barndom begyndte kriserne at hagle ned over hende. Det førte til psykoser og depressionslignende symptomer og flere indlæggelser. Og det er netop indlæggelserne, der er fokus for vores snak, for Saras oplevelse er, at den danske psykiatri er bundrådden.
Det er især tvangen i psykiatrien, som optager Sara. Både den tvang, hun selv har været udsat for, og den tvang, hun har overværet. For at overvære den slags skaber kun nye traumer.
Sara fortæller, hvordan hun er blevet hentet i sit hjem af en psykiater med politiet i hælene, hvordan der har ligget 12 mand på hende, imens hun fik tvangssprøjte, og hvordan hun flere gange har været udsat for det, hun kalder ’frivillig tvang’ – altså at hun har ladet sig indlægge under pres fra forskellige sider.
At blive hentet i sit hjem, oven i købet af en psykiater hun senere måtte køre en klagesag imod, var meget grænseoverskridende, og det sidder stadig i Sara. For som hun siger, ens hjem bliver pludselig et utrygt sted at være, hvis en fra psykiatrien kan hente en når som helst, hvor har man så helle?
At være indlagt på en slagmark
Sara beskriver det at være på den lukkede som en slagmark, og hun er sikker på, at det formentligt har givet hende PTSD. Der er ingen, der griber en efter tvangen. Det bliver ikke håndteret bagefter. Der er en tone af, at man skal blande sig udenom og passe sig selv.
Er man indlagt, så kan man ikke gå hjem. Man kan ikke slutte for i dag og komme hjem til normalen. Man er fanget i kaosset og uroen.
Sara har set både fremmede og en personlig ven blive udsat for fysisk tvang. Hun fortæller om en ung pige, der blev lagt i spændetrøje, og som brugte timevis på at skrige sig hæs. Om hvordan folk blev bedøvet, kørt væk til elektrochok og kom tilbage og ikke kunne huske, hvem de andre var. Hun har set sin ven blive bæltefikseret og hørt på hans vrede og senere desperate skrig gjalde igennem gangene på hospitalet i meget længere tid, end hvad der er lovligt.
– Og der vil jeg bare sige. Én ting var, at det var en fremmed pige, der skreg. Men det her. Det var altså min ven. Min ægte ven. Det er det mest forfærdelige, jeg har oplevet i mit liv. Og jeg vågner stadig om natten derhjemme. Og er sådan:
– Er du okay? Er du okay?
Der er en dobbelthed i tvangen: Det er både dem, der bliver udsat for det, der får traumer, men dem, der overværer det, bliver også traumatiseret. Men Saras oplevelse er, at det slet ikke bliver grebet af personalet. Hun spørger retorisk ud i luften, hvordan det skulle være muligt at få det bedre et sted, hvor man bliver udsat for nye traumer. Det er den refleksion, der har gjort, at hun har taget kontakt til Outsideren for at sætte tanker i gang hos andre. Den danske psykiatri burde være bedre, men den eneste mulighed, der er for folk, der er farlige eller til fare for dem selv, er den lukkede, og dermed tvangen – og Saras erfaring er, at det kun gør en mere syg.
Jeg spørger Sara, hvad hun mener, ville have gjort det bedre, og hun får en frustreret tone i stemmen og svarer:
– Jamen det ville jo i hvert fald helt sikkert, være noget mere reel terapi når man er indlagt. Og nogen der rent faktisk går op i hvordan fanden er du havnet her. Jeg mangler den der medmenneskelige nysgerrighed.
Der klistres en diagnose på en
Sara har haft et par stykker af dem, diagnoser. Blandt andet får hun på et tidspunkt at vide, at hun har en depression, men sagen er, at en af hendes bedste venner kort tid før har begået selvmord, og Saras hjerte er knust. Men der bliver ikke set på hendes livsomstændigheder – der klistres bare en diagnose på problemet. Under hendes indlæggelser er der hele tiden nye psykiatere uden tid til at læse hendes papirer eller se hende som et menneske. Hun har sågar oplevet, at papirer er forsvundet fra systemet.
På et tidspunkt får hun diagnosen paranoid skizofreni, men den bliver taget fra hende igen senere. Sara er ikke i tvivl om at skizofrenien blevet givet som undskyldning for at holde hende på den lukkede. Hun synes, det er under al kritik, at man skal have en diagnose for at få hjælp. Da hun mistede sin ven var der ingen hjælp at hente, for hun var hverken familie eller kæreste, og derfor var kassen med hjælp lukket.
– Det er jo et kæmpe problem. Fordi et venskab, kan jo være lige så stærkt som et kæresteforhold.
Man kan have mange forfærdelige oplevelser i bagagen, uden at der er noget sygt i det. Livskriser rammer os alle, og som nævnt har Sara oplevet flere end de fleste. Skilsmisser, tab, misbrug og overgreb er alle ting, der har været med til at give overbelastningsreaktioner, men Sara mener ikke selv, at hun kvalificerer sig til en reel diagnose. Og hvis man faktisk har en diagnose, kan man fanges af dobbeltdiagnoser. Ved eksempelvis misbrug, så fanges man mellem to stole og kastes rundt som en varm kartoffel.
Det der faktisk hjælper
Sara mener, at de lukkede afdelinger skulle ligge på en gård på Lolland, hvor der er frisk luft, plads og en hest eller to at nusse på mulen. For som hun siger, så har man brug for ro og struktur, og det får man ikke på en lukket afdeling. Folk kommer ind og forsvinder dagligt, og man skal hele tiden forholde sig til andres elendighed, samtidig med at man er spærret inde.
Sara siger med stor sikkerhed i stemmen, at det, der har hjulpet hende mest under indlæggelserne, er fysioterapeuterne, ergoterapeuterne og til dels de andre indlagte. Det har været de få timer hun kunne få lov at komme udenfor, men da der skal personale med bare for at komme ud i haven, så kan der være langt imellem bidderne af frisk luft. Hun beskriver, at de fysioterapeuter, hun har haft, har været fantastiske:
– Fordi de bidrager med et eller andet positivt. Altså, jeg har haft nogle skide gode fysioterapeuter, og jeg elsker dem virkelig. Uden dem havde jeg ikke kunne klare det. Men det er jo også dem, der kan tage en ud i haven. Og det er dem, der holder et morgenmøde, hvor vi kan sidde og grine lidt. Og synge en eller anden åndssvag sang.
Jeg indskyder, at det er dem, der gør en til et menneske, og Sara nikker og fortsætter at hendes favorit fysioterapeut var med til, at hun fik mindre medicin, fordi han kunne se, at hun var ved at eksplodere og bare skulle UD. Psykiaterne så kun medicinering som en løsning. Men medicinering skal aldrig stå alene, og Sara føler ikke, at hun nogensinde har modtaget reel terapi under sine indlæggelser.
Men hvad hvis fysioterapeuten er syg eller på weekend eller ferie? Så er haven og verden udenfor lukket, og det fik Sara til at føle sig som en hamster i bur. Det, der skal til, er mere, og ifølge Sara, først og fremmest dygtigere personale. For hun har oplevet personale, der sad og spillede Candy Crush, imens TV’et kørte i baggrunden. Det har fået hende til at skændes med personalet, og sådan bliver man ikke populær. Sara siger selv, at hun er lettere kendt i psykiatrien, og at mange psykiatere ikke kan lide hende. Men det er frustrationen og vreden over at blive behandlet sådan, der nogle gange har gjort Sara udadreagerende.
Men til sidst blev hun bange. I starten blandede hun sig, hun råbte og skreg og var med egne ord modbydelig. Men hun blev langsomt nedbrudt, og endte med at være passiv, for hun ville gerne hjem, og hun opdagede, at så skal man tale efter munden og smile pænt. Hun har følt at psykiatere har straffet hende for at råbe af dem. Som hun siger, så er det dem, der har magten.
Er tvang nødvendig
Jeg spørger Sara, hvad hun synes om dem, der insisterer på, at tvang er en god ting, og hendes svar egner sig ikke til at komme på tryk, men budskabet er klart – hun er ikke tilhænger.
Sara indrømmer, at nogle mennesker jo reelt er farlige, og så må man jo handle. Men hun føler også, at det er dehumaniserende og traumatiserende at blive vurderet som farlig og til skade for sig selv, når hun aldrig har følt, at hun reelt var nogle af delene. Men hun siger også, at det er en ond cirkel, for når hun får at vide, at hun vurderes som farlig, så føler hun sig mere farlig – fordi vreden vælter op.
Men hun kan også godt se at det er svært at vurdere udefra. Hun siger at hun selv godt kan være voldsom, men aldrig rigtig farlig – men hvordan skal personalet vurdere forskellen? Der findes nok ikke noget definitivt svar, men bedre uddannet personale kunne være en del af løsningen.
Sara siger, at der er mange, der kunne have brugt pladsen på psykiatrisk bedre end hende. Unge mennesker, der er på selvmordets rand. Hun erkender, at hun har haft brug for indlæggelserne, hendes psykoser er ikke for sjov, men hun har været holdt inde for længe af gangen.
Hun erkender, at det er umuligt at svare på, hvordan man undgår tvang, for det er nok nødvendigt for nogen. Så hendes hovedpointe bliver, at dem, der udsættes for det, og dem, der overværer det, må og skal hjælpes bagefter. Der skal gives krisehjælp, spørges ind og trøstes. For det er en traumatisk oplevelse.
Saras budskab
Jeg stiller Sara det umulige spørgsmål og beder hende opsummere helt kort, hvad hendes hovedpointe er.
Hun tænker over det og siger så:
– Jamen, at hvis man skal være under tvang, hvis det vurderes, at det er nødvendigt, at man er under tvang, at man så, i det mindste, sørger for, at man bliver behandlet ordentligt. Og man bliver passet på. Det er omsorgen, jeg mangler, der skal sgu være nogen til at trøste en. Fordi man bliver også ked af det af at være under tvang.
Hun fortsætter med at beskrive, hvordan hun mange gange græd alene på sit værelse, uden at nogen opdagede det. Hun følte sig ofte meget ensom, og vi bliver hurtigt enige om, at uanset hvor farlig man så måtte være, så fortjener man den omsorg.
Hun beskriver kort, hvordan hun også er blevet chikaneret voldsomt på grund af sin jødiske baggrund, hvordan hun er blevet slået og brændt med cigaretter af andre indlagte, hun smågriner sarkastisk og sammenligner det med Gøgereden. Hendes oplevelse var igen, at ingen ansatte greb hende efter sådanne oplevelser. Ingen sikrer sig, at man ikke går mere i stykker, end man allerede er.
Andre steder at søge hjælp
Jeg spørger, om der er nogen steder Sara kan anbefale at søge hjælp, der ikke er psykiatrien, og Sara nævner Livslinien, fordi det, hun især har savnet, er et menneske, der kan lytte. En, der hører efter og ikke har travlt med at se symptomer, diagnoser og fejl. Vi er rørende enige om, at der generelt er for lidt tid i psykiatrien. Man er heldig, hvis man kan få en times samtale, og på den tid kan man dårligt nå at kradse i overfladen.
Sara er frivillig hos SIND, og hun taler varmt om det fællesskab, hun føler der, og jeg kan kun nikke genkendende. Vi har det samme hos Outsideren. Det er fællesskaber med ligesindede, der skal til, for kun ved at snakke sammen kan vi hele traumer. Sara siger, at man nemt kan føle sig som et andenrangsmenneske, når man har en psykisk sygdom, og jeg genkender følelsen. Men det er vi ikke. Vi er lige så meget værd som alle andre, og det er det vi lærer, når vi indgår i fællesskaber, hvor man bliver behandlet lige. Hos både Outsideren og SIND mødes vi på lige fod, så det er heller ikke altid nødvendigt at snakke om alt det svære. For fokus er meget mere, hvad vi kan være for hinanden, og hvad vi kan give verden.
Vi bliver hurtigt enige om, at man skal snakke højt i det omfang, man kan og vil, og her ligner vi hinanden, for som Sara siger:
– Og det skriver jeg jo også til folk, du ved, hvis de synes, at jeg er fucking irriterende – blokér mig. Lad være med at følge mig.
Heldigvis ved Saras følgere godt, at hun er debattør, og at psykiatrien er et af de emner, der ligger hende på sinde. Da det er min hjertesag nr. 1, kan jeg kun være enig med Sara.