Ny rapport: Man er alene om det meste, når man mistrives psykisk

Af Klavs Serup Rasmussen, for Peer-Partnerskabet

Den første krise i et menneskes liv, som kræver psykiatrisk behandling eller anden støtte, er en rystende og vanskelig oplevelse for det fleste. Men hvis man ikke herefter trinvist, i en nogenlunde lige linje, bevæger sig fra syg til rask, bliver alting meget vanskeligere. Ikke på grund af ens symptomer, men fordi man i stigende grad ikke passer til den hjælp, man kan få.

Det er konklusionen på en ny undersøgelse fra Peer-Partnerskabet, der i rapporten ’Gennem øjnene af psykiske kriser’ kortlægger den oplevede værdi af behandling og støtte under og efter en psykisk krise. Dertil beskrives værdien af deltagelse i civilsamfundet.

Rapporten er udarbejdet for at styrke forståelsen af, hvad der er forskellige sektorers mest værdifulde bidrag til mennesker i psykisk mistrivsel eller med en psykisk lidelse samt i forhold til recovery, og tager udgangspunkt i ti personers erfaringer med psykiatrisk behandling, kommunal støtte og frivillighed. Derved er rapporten også blevet en kortlægning af alt det, man er alene med, når man lever med psykisk sårbarhed eller en psykisk lidelse. Fra at skulle forstå, hvad der sker med en, til selv at skulle finde den hjælp, som kan gøre en meningsfuld forskel. Og når kræfterne er til det: at bryde ud af ensomhed.

Der beskrives mange erfaringer med virksom behandling og støtte, som betyder alverdens. Medarbejdere og peers, som man kan regne med, og som skaber vigtige vendepunkter. Men da kriser er ujævne og hjælpen, man kan få, sjældent er særlig fleksibel, er det uforudsigeligt, om andre kan hjælpe med netop det, man har mest brug for.

Samtidig kommer hjælpen med krav, der gentagne gange presser de interviewede ud i situationer, de ikke er parate til, og som eroderer deres håb og handlekraft over tid. Den marginalisering, der sker over tid, tilskrives i rapporten især den manglende fleksibilitet i hjælpesystemerne, der løbende skaber en afstand mellem den hjælp, man kan få, og det, som ville kunne gøre en meningsfuld forskel. Problematikken er velkendt i litteraturen, der anbefaler en omstilling til mere fleksible og personcentrerede tilgange.

Er man medarbejder eller peer, og har man ikke beslutningskompetencen til at skære knuden af lovgivning, budgetrammer, interne procedurer, tilsyn m.m. over, kan man læse rapporten som konkrete eksempler på, hvordan recovery og recovery-orienteret praksis kan se ud i hverdagen. Dette kan være nyttigt, da en af de største udfordringer i omstillingen til recovery-orienteret praksis har været at omsætte almen viden om recovery til noget, man gør praksis. Igennem hele rapporten er der fundet en tæt overensstemmelse mellem interviewpersonernes oplevelser og recovery-litteraturen.

Arbejder man i civilsamfundet, giver rapporten et indblik i de overvejelser og barrierer, der ofte fylder i forhold til at deltage i frivillige arbejder og aktiviteter, når man har psykiske vanskeligheder.

Langt til den offentlige debat
Kortlægningen af erfaringerne med behandling, støtte og hverdagsliv bygger på interviewpersonernes egne forståelser og oplevelser, for at sikre det bedst mulige indblik i, hvad der opleves som værdifuldt og vigtigt, når det er en selv, der har brug for hjælp fra andre.

Disse førstehåndserfaringer handler om mange af de problemstillinger, der også debatteres offentligt om psykiatrien, og kan give ny indsigt eller viden. For eksempel er der ikke meget i interviewene, der indikerer, at man som bruger af hjælpesystemerne oplever et fungerende samarbejde på tværs af forskellige indsatser, på trods af at dette har været et tema i alle regeringers psykiatriplaner (f.eks. 2013, 2018).

Førstehåndserfaringer er derfor et værdifuldt reality-check. Samtidig rejser fundene i rapporten også et mere grundlæggende spørgsmål om, i hvor høj grad vi som samfund har en præcis forståelse af, hvordan det er at leve med en psykisk lidelse.

For eksempel er der i 10-årsplanen for psykiatrien et stort fokus på behandlingspsykiatrien og styrkelse af den faglige kvalitet. Interviewpersonerne er enige i, at psykiatrien er afgørende, når alting vælter. Men psykiatrien er udenfor rækkevidde undtagen i de absolut værste kriser, og derfor er man ikke i psykiatrien. Man er derhjemme, hvor man er alene og føler sig udenfor. Og når man er i psykiatrien, er det vigtige i interviewene ikke behandlingen, men alt, der ophæver følelsen af at være forkert og alene om det, man oplever. Dette svarer til tendensen i den forskning, der udgives i disse år.

Et andet eksempel er pårørende, der generelt fremhæves som en vigtig ressource for mennesker med psykiske lidelser. Blot ikke af de interviewede, for hvem pårørende er nogen, man skal passe på. Eller hvis man taler om støtte fra kommunen, hvor der er enighed om, at kommunen kan være en stor hjælp, men kun hvis man selv har kræfterne til at løfte samarbejdet.

Uden en bedre forståelse af disse behov risikerer man politisk og ledelsesmæssigt at fokusere på løsninger og politikker, der ikke adresserer de faktiske udfordringer. Dette vil typisk være ensbetydende med ineffektive tiltag, spildte ressourcer og i værste fald forværring af situationen for de berørte.

Dette er ikke blot hypotetisk. Rapporten viser, at for at lykkes i ens recovery skal man evne at overvinde begrænsningerne i den hjælp, man kan få, og selv skabe de forandringer, man har brug for. Dette er også gentaget i forskningslitteraturen, der henviser til, at professionelle indsatser kan være vigtige støtteelementer, men at det vigtigste for at komme sig er ens egen forståelse og handlekraft.

Man skal med andre ord være forsigtig med at overdrive de professionelle indsatsers betydning på bekostning af det, man selv har brug for, for at navigere i ens recovery.

Mange vigtige veje at gå
Da alle fund i rapporten også kan findes i forskningen om recovery, er der solide anbefalinger at bygge videre på, hvis man vil styrke menneskers muligheder for at komme godt gennem kriser og deres recovery.

Den mest værdifulde forandring, rapporten peger på, er, at mennesker i krise ikke er så alene med lige netop det, man har mest brug for hjælp til.

Dernæst viser kortlægningen de mange konsekvenser af manglende fleksibilitet i de nuværende tilbud, og der anbefales en styrkelse af personcentrerede tilgange, der handler om at samarbejde med udgangspunkt i, hvad den enkelte person har brug for.

Herhjemme er Åben Dialog et forsøg på at arbejde mere personcentreret. I Åben Dialog søger man at tage udgangspunkt i menneskers egne beskrivelser, oplevelser og forståelser af situationen. Også peer-støtte beskrives ofte som et centralt element i at skabe en personcentreret indsats.

Fordi man i de nuværende systemer ofte står alene med ens vanskeligheder, bør det prioriteres at styrke borgernes forudsætninger for at indgå i samarbejdet med de professionelle indsatser og dermed i højere grad være rustet til at have en medskabende rolle i samarbejdet.

Endelig konkluderes, at menneskers recovery-proces sandsynligvis er mest truet i de perioder, hvor man har det for godt til at blive indlagt, men for dårligt til at have gavn af andre tilbud. I denne gråzone er interviewpersonerne tilsyneladende overladt til enten at vente på at få det dårligere og blive indlagt eller på at få det tilstrækkelig godt til at genoptage samarbejdet med de kommunale indsatser.

Det er sandsynligvis i denne gråzone, at et bedre samarbejde mellem regioner, kommuner og civilsamfund kan skabe størst værdi. Litteraturen beskriver, at det, som kan opbygges sammen, bør have fokus på håb, empowerment, selvbestemmelse og selv-defineret recovery.

Rapporten kan downloades på Peer-Partnerskabets hjemmeside www.peerpartnerskabet.dk