En fremtidsnovelle af Nanna Buch-Ohlsen
Denne tekst er en del af Outsiderens seneste magasin om fremtid, som du kan hente gratis på Outsideren eller downloade det her:
Ad Roskildevej
Jeg var begyndt at gå om dagen. Jeg gik om morgenen ad de store indfaldsveje ind til København. Længe havde jeg siddet i lejligheden og befundet mig godt. Men mine tanker var begyndt at ændre karakter. Fra passive og indadvendte til aktive og tolkende på omgivelserne. Jeg vidste, at jeg måtte gøre noget i forsøget på at bremse at hele min optik og oplevelse ikke igen faldt ind i en kapsel af forestillinger. Det var et tveægget sværd, for jeg havde brug for den verden, jeg levede i. Samtidig flød grænserne ud, og omgivelserne fik på de særeste måder en betydning for, hvordan jeg befandt mig, og hvad jeg skulle, ja for mit hele liv.
Jeg iførte mig vinterjakken og pakkede en taske med vand, brød, rosiner, regnslag, regnbukser, en let lærredsjakke, shorts og tog de store vandrestøvler på. Vejret var på daglig basis stærkt omskifteligt hele året rundt. Lune temperaturer skiftede pludseligt til stærk kulde og regn eller tøsne som en følge af klimaforandringerne. Denne morgen bar en sen eftermiddagshimmel med lavthængende sollys og et urovækkende skydække.
På Roskildevej fik jeg øje på en person, jeg syntes stod mærkeligt foroverbøjet og kiggede på et skilt. Pis osse, tænkte jeg ved mig selv. Det gik ikke i den rigtige retning for mig lige nu. Hvad kiggede den person på, og havde det noget med mig at gøre? Jeg fik øje på en clips på fortovet. Var det tegn til, at der ville komme en tid, hvor jeg skulle holde ekstra sammen på mig selv? Der flød plastik i forskellige farver, som angav, hvad jeg skulle føle og identificere mig med. Den magiske tænkning havde sat sin spire i mit hoved, og mine sanser var lyslevende. Jeg havde brug for interaktion med andre, men det var også den, der fodrede forestillingerne hos mig.
Byens tjekpoint
Jeg nåede frem ad Vesterbrogade til Københavns hovedbanegård og kunne se en kø bugte sig forude ved den afspærrede indgang til Rådhuspladsen. Der var en tumult ved tjekpoint foran afspærringen, men folk i køen sagde næsten ingenting.
– Gå tilbage, det bliver snart jeres tur, snerrede passeren og holdt den ene arm op foran sig. Han tillod folk indgang og udgang ud fra et overvågningssystem, hvis røde digitale tal løb op og ned på en skærm, hvor vi ventede og kunne følge med. Overvågningssystemet gjorde antallet af mennesker op efter en radius over indre by, der flugtede med det ældgamle voldsystem. Vi var anspændte. Mange var tynde og uvaskede, og her lugtede af en blanding af skrald og parfume.
Mit navn er Asters
Mit hjerte begyndte at slå hårdt. Hvis jeg hvilede på min venstre fod, kunne det tolkes, at jeg var socialist, hvis jeg hvilede på mit højre ben, ville de så tro, at jeg var konservativ. Vil det provokere nogen, fordi jeg ser ud, som jeg gør? Var det derfor, hun kiggede på mig? fløj det gennem mit hoved, imens jeg trippede på stedet og lavede to bevægelser med både højre og venstre hånd for at neutralisere tolkningerne for mig selv.
– Hey! dig der, hvad venter du på? Navn og id-kort? hørte jeg en stemme råbe. Jeg fangede passerens stirrende blik og blev presset bagfra i køen.
– Asters, mit navn er Asters, fik jeg fremstammet på den anden side af tjekpoint og viste mit id-kort frem.
Et stille ragnarok
På Rådhuspladsen bragede solen nu ned fra himlen, og luften blev fugtig. Jeg puttede vinterfrakken i tasken og iførte mig shorts. Nogle unge havde brudt et madlager op nede ved Vester Voldgade. De spiste tavst og siddende på gaden. Længere fremme flød det med tøjbøjler, stativer og smadret glas foran en butik, hvor overtøj, støvler og accessories roligt blev langet ned fra stativer og hylder. En alarm gik, og folk stimlede sammen og gik frivilligt med, da politiet ankom, for en anholdelse gav ret til mad, bad og tag over hovedet i mindst 14 dage. Politiet kunne ikke tage alle med, og mange både unge og gamle stod tilbage og havde ingen steder at tage hen. Et ungt menneske gik forbi mig, og blev som i en trance ved med at gentage:
– Hvad skal vi, hvad skal vi?.
Et tordenskrald fik mig til at krybe sammen i en døråbning, før jeg rundede Nørre Voldgade. Også her bugtede sig en kø i retning af den ene af de to banker, som var tilbage i indre by. Elnettet var gået ned, så bankerne delte kontanter ud til folk i fastlagte tidsrum. Også flere dagligvarebutikker stod tomme. Folk talte derindefra. Men den gigantiske indkøbscentral ved Nørreport station, hvor jeg ofte tappede billig kaffe, havde næsten altid åbent.
Jeg tog vejen igennem H.C. Ørstedsparken i håb om ikke at nære paranoiaen for meget og undgå de mange nedslåede miner i køen til banken. Parken føltes som et tropisk drivhus, og fugten løb mig ned ad ryggen. Det regnede nu ovre ved Vesterport station. På en bænk i skyggen drak jeg små slurke af vandet, som kølede min mundhule og hals. Det brusede med indtryk i mit hoved, da jeg fik øje på en flyer, der lå på grusstien:
– Gratis kaffe og ord fra podiet hver torsdag, kom og vær med.
Gratis kaffe og oplæsning
Jeg satte koppen med kaffe skævt på underkoppen på det eneste ledige bord midt i lokalet, hvor der var en tavs mumlen og raslen med poser og tasker. Der dannede sig et luftrum mellem koppen og tallerkenen. Det gav mig en uforklarlig kropslig ro at se på. Den samme ro fandt jeg, når jeg kiggede på den koboltblå farve. Den kunne få mine menstruationssmerter til at forsvinde. Jeg måtte prøve at lægge farvesymbolikken væk, tænkte jeg, og sank lidt længere ned i stolen. Jeg følte på den lille runde sten, jeg bar i lommen. Stenen, jeg havde fået af den ældre sygeplejerske, dengang psykiatrien fandtes, var malet som en mariehøne. Jeg var blevet udskrevet for sidste gang, imens de var i gang med at makulere journaler og bære møbler ud fra de psykiatriske bygninger. Det var en sød sten og en sød tanke, tænkte jeg.
Hr. Sterngard
Min opmærksomhed faldt på en ældre herre, der sad ved et vakkelvornt bord, og havde en god udsigt til resten af lokalet. Indimellem kiggede han op og ligesom scannede rummet omkring sig. Ledte han efter nogen? tænkte jeg. Han sad i en slidt, beige tweedfrakke, og en hat hvilede på bordet. Jeg mærkede en sult men havde ingen appetit. Jeg havde tabt mig. Det var det sædvanlige mønster. De fleste af os var her for at finde ly fra det tumultariske vejr og alt det kaos, som fulgte med klima- og finanskriserne. Men der faldt en intens ro og en følelse af et anonymt sammenhold over forsamlingen, da en ung mand begyndte at læse op fra sin digtsamling fra et hjørne i forsamlingen.
Jeg døsede hen og lod mig blive taget kærligt af kredsen omkring mig, da jeg opdagede, at manden i den beige tweedfrakke stod ved min side. Med en rolig bevægelse og to fingre lod han køre et lille kort over bordpladen hen foran mig. Jeg kiggede ned og læste ”Dark sky – Møn” og anede tegningen af en bølget bygning. Manden kiggede med blide, hvilende øjne på mig og fremviste et ID-kort med navnet Hr. Sterngard. Med fingrene trommede han to gange på kortet, satte frakkens krave op og gik mod udgangen uden at vende sig om.
Jeg løb ud på gaden, men Hr. Sterngard var ikke til at få øje på. Ivrigt ringede jeg til min mor fra den soldrevne mobiltelefon og spurgte, om jeg kunne få en billet til en transport med en af de syv trukne hestekærrer, der kørte i en lind strøm fra Hovedbanegården ud af byen. Jeg ville ikke bekymre min mor og sagde, at jeg måske havde fået arbejde på Møn. Det glædede hende. Hun livede op i telefonen, og jeg forsikrede
hende om at passe på mig selv og ville lade høre fra mig, så snart jeg var fremme.
– Godt min skat, hørte jeg hende slutte af.
Sanatoriet for syge på Møn
Vi nåede Møn i den tidlige morgen. Vejret havde lagt sig efter en regnfuld og blæsende nat. Flere havde ikke haft det godt om natten med mareridt, opkast, og nogle havde talt højt og gentagende for sig selv. Det vuggede i min krop, da vi steg ud efter flere timer i hestekærren. Jeg var udkørt, tørstig, og luften føltes tung og vatteret om ørene. Så stod vi af et skib, der flød tungt igennem en ekkohæmmende tåge. Omgivelserne lå stadig som en symbolsk, paranoid pærevælling i min bevidsthed.
Vi begyndte at gå. Småhikstende så jeg en stor bølgende bygning bøje sig majestætisk op i landskabet foran mig. Jeg trængte til hvile og omsorg. Flere af os gik tavst og sjoskende i retning af bygningen. Forvirret hørte jeg én råbe oppe foran i gruppen. Jeg strakte hals, og så en mand vende sig om imod kredsen. Han vinkede og råbte:
– Her står Dark sky – sanatoriet for syge på Møn, vi er på rette vej.
Vi begyndte alle at gå hurtigere. En snublede, men vi var her snart.
Modtagelsen
Vi møvede os ind i forhallen af bygningen. Nogle faldt på knæ. Jeg fik med hæs stemme fremstammet et hjælp og slap tasken, der faldt til jorden. Med missende øjne mod de store vinduespartier, der lod morgenlyset vælte ind, faldt mit blik på en række af fletstole i lyst fyrretræ, der bugtede sig i en halvcirkel langs væggen. De grønne planter gav syn af at være blevet passet på, og her duftede friskt – alt det, vi ikke var.
– Kom, her, hvad er der sket med dig? hørte jeg flere milde stemmer spørge rundt omkring i kredsen.
– Er der plads? Er der plads? gentog folk.
– Ja, der er en plads til jer alle. Vi tager det stille og roligt, så viser vi jer værelserne og stedet. Der er plads nok, lød hans kærlige stemme ved min side.
Dark sky
Efter at have sovet dagen væk, gik jeg fra værelset ned ad den brede trappe, hvis stabile, hårde gulv var malet i en opløftende ensartet farve. Jeg greb det smukke gelænder og følte det, som holdt jeg i en arm. Flere havde samlet sig udenfor det store sanatorie i mørket. Jeg lod hovedet falder bagover. En sort-blå himmel med et altomfavnende stjernedække satte mine forestillinger og magiske tænkning på hold, og jeg græd. For første gang i mange år græd jeg af glæde.
