Når vi taler om psykiatrien og hvad der er i vejen med den, så har vi en tendens til at gøre alt til psykiatri. Men er svaret at skrue op for psykiatrien eller skal vi måske tænke ud af den klassiske boks?
Skrevet af Rikke Østergaard Bergmann
Vi kan hurtigt blive enige om, at den danske psykiatri halter på mange områder, men er svaret at give psykiatrien mere? At skrue op for psykiatrien? Jeg tror helt sikkert, at mere tid og flere hænder vil gøre kvaliteten af den behandling man får bedre, men måske er svaret ikke kun at finde i mere psykiatri.
Flere og flere får psykiatriske diagnoser, og flere og flere mennesker her i Norden har det psykisk dårligt. Men måske er det mere et tegn på, at noget er i vejen med vores samfund, end at noget er i vejen med menneskene, der bor i det.
Der kan være mange forklaringer på hvorfor antallet af diagnoser stiger. Jeg tror, at en af dem er, at man er blevet bedre til at spotte autisme og ADHD. De tilstande, eller forskellige måder at være mennesker på, har altid været der. Men jeg tror, stigningen af angst og depressionsdiagnoser er tegn på, at noget er rivravruskende galt med samfundet. Det er ikke den enkelte, der er noget galt med. Vi må indse, at det er større end individet. Jeg tror, at en del af forklaringen kan findes i hvordan vores samfund er sat sammen – og den vej det er på vej ud af.
Alverdens uhyggeligheder i lommen
Vi bliver tæppebombet i medierne med, at vi ikke arbejder nok, at økonomien er helt i ruiner, at kloden brænder og der er krig alle steder. Verden er blevet mindre de sidste 20-30 år i takt med at internettet er blevet større. Vi har alverdens uhyggeligheder liggende i lommen på alle tidspunkter i en lille firkant som vi til stadighed bliver mere afhængige af og samtidig er vores velfærdsstat blevet systematisk forringet igen og igen. Hvordan skulle man undgå at få det psykisk dårligt?
Svenske professor Alain Topor mener ikke, at det er mærkeligt, at folk har det dårligt, som han siger i et norsk interview med Recoverybloggen (link til det fulde interview findes i bunden):
”En måte å forstå det på er at en hel del mennesker i Norden har fått nettopp betydelig dårligere levevilkår. De har dårligere økonomi, de bor under dårligere forhold, skolen – i alle fall i Sverige – har blitt mye dårligere. […] Jeg kan forstå at mennesker har det dårlig. Gjennom å forstå at de har fått dårligere levevilkår, og mer usikre levevilkår. ”
Han fortsætter med at forklare, hvordan diskursen om, at enhver er sin egen lykkes smed, er uheldig, for så er det mislykkede i livet individets egen skyld, og ikke et resultat af alle de faktorer, der gør vores liv til, hvad de er.
Kunne borgerløn være løsningen?
Alain Topor er fortaler for borgerløn, altså at man får penge simpelthen fordi man er borger i samfundet. Hans argument er, at så skal man ikke være syg for at få hjælp, og man kan derfor forhindre meget stress og depressioner i at ramme folk.
Hvis ens levevilkår er sikret fra start af, så stresses man ikke af et system og man kan derfor trives bedre, hvilket i sidste ende vil gøre en i stand til at yde mere for det samfund, der er skabt til at bære en og ikke tvære en ud.
Det kan ikke være nogen hemmelighed, at ens levevilkår er afgørende for ens generelle trivsel, så den simpleste vej til at forbedre folkehelsen er at sørge for, at uligheden i samfundet mindskes. I den sammenhæng er borgerløn interessant. Hvis man ikke skal kæmpe for sit livsgrundlag, så bliver man automatisk en del af samfundet og man mindsker stigmatisering af folk, der i perioder har brug for at blive understøttet.
Men skal det ikke betale sig at arbejde?
Naturligvis skal det, det. Staten har ikke råd til, at vi alle sammen kan sidde derhjemme, men det tror jeg i virkeligheden heller ikke folk ønsker. Jeg tror, og Alain Topor er enig, at hvis man gør arbejdslivet mere fleksibelt og giver bedre arbejdsvilkår, så vil langt, langt de fleste gerne arbejde og være noget for andre.
Man vil også kunne se, at nogen arbejder, også selvom de har nået pensionsalderen, fordi de nyder deres arbejde, men andre er nedslidte og fortjener roen og at hvile overarbejdede led og knogler igennem mange år. Vi må indse, at der er forskel på arbejde i dag.
Alain Topor fortæller videre om et forsøg, der er blevet lavet i flere lande med at give en gruppe på lavindtægt 500 kroner om måneden, gratis. Ingen krav, ingen forventninger, bare et lille beløb direkte i lommen:
”De menneskene, i løpet av den tiden, fikk mindre tid inne på sykehus, de hadde signifikant mindre angst og signifikant mindre depresjon. De begynte å leve et sosialt liv som de ikke hadde kunnet tidligere. Vi hadde jo tenkt at disse personene var fattige, så når de fikk 500 kroner kom de til å bruke dem på seg selv. Men flere av dem brukte pengene for å kjøpe ting til venner, til familiemedlemmer. Slik vi tolket det så skapte de en gjensidighet i relasjoner til andre som hadde hjulpet dem. Plutselig hadde de selv noe å by på. Det skapte et annerledes selvbilde.”
Forsøget viste, at folk blev mindre syge, havde færre indlæggelser og faktisk brugte pengene på at skabe relationer, frem for at bruge pengene på sig selv. Det giver et godt fingerpeg om, at forbedring af levevilkår er med til at reducere symptomer som i psykiatrien ofte tilskrives fejl i hjernen eller genetikken.
Har vi så svaret nu?
Sikkert ikke. Som med alt andet, så vil det sikkert vise sig at være mere nuanceret end sort/hvidt, når vi overfører det til virkeligheden. Men det er interessant at overveje om det måske kunne hjælpe mennesker, at, ja faktisk hjælpe dem, fremfor igen og igen true dem på deres livsgrundlag.
Der lader til at være en lille bevægelse i gang der sætter mere fokus på at styrke menneskers levevilkår og fællesskaber, fremfor det meget snævre fokus på symptomreduktion. Mit spinkle håb for fremtiden er, at denne tanke vil sprede sig og måske endda føre til forandringer på et politisk plan. Man kunne starte på kommunalt niveau og udvide til nationalt niveau, når trivslen stiger og angst og depressionsdiagnoserne begynder at falde igen.
Hva har levekår å si for psykisk helse, og hva bør gjøres? Intervju med professor Alain Topor