Det er blevet nemt for mig at præsenterer mig.
Nu hvor jeg er på førtidspension, kan jeg ikke gemme mig bag nogen titler, når nogen spørger mig om, hvad jeg laver.
Nu siger jeg blot, at jeg er på førtidspension, og skulle nogen spørge mig hvorfor, siger jeg bare, at det er fordi, jeg er sensitiv overfor stress. Og det er ikke løgn. Det er altid stress, der udløser min sygdom. Mere behøver jeg ikke at fortælle. Jeg skylder ikke nogen noget. Det ville være følelsesmæssig porno at udstille mig selv, og hele min historie, overfor vildt fremmede. Folk må gerne gøre sig fortjent til min tillid, og jeg bestemmer selv, hvor meget af min historie, jeg føler, jeg vil involvere andre i.
Folk siger Nå´, og spørger ikke mere ind til det. Jeg har endnu ikke mødt andet i de fire måneder, jeg har været på førtidspension.
Det er i grunden ikke så svært, for de fleste mennesker respekterer den, der respekter sig selv.
Når jeg frimodigt fortæller om min førtidspension, og generelt om min sygdom, så er det de færreste, der rynker pande.
Jeg virker kun mærkelig, og det er mistænksomt overfor andre, hvis jeg står krøllet sammen ikke vil fortælle om mig selv. Folk kan godt mærke, hvis man prøver at dække over noget, og da kan tankerne og fordommene rigtig komme i spil hos den anden.
Vi skal altid huske på, at ´First impression last´. Folk har allerede, længe inden jeg præsenterer mig, dannet sin egen fornemmelse, og sit eget billede af, hvem jeg er. Kemi mærkes lynhurtigt.
Vi skal altid huske på, at alle har været igennem noget. Det behøver ikke at være mærkeligt, at man har haft det svært. Min udstråling fortæller hvor jeg er nu.