”Kæmperne er en idrætsforening i København for mennesker med psykiske og/eller sociale udfordringer” og som de selv skriver på deres hjemmeside “… samt alle andre, der har brug for et socialt og trygt sted at dyrke idræt og møde nye mennesker.” Sådan skriver Kiowa fra Outsideren om sit meget positive møde med Kæmperne.
Tekst og foto: Kiowa Rudolph
Sommeren går på hæld og med varmens forsvinden og det køligere vejrs indtog, kan det blive sværere at komme ud og være aktiv. Især hvis ens krøllede hjerne kommer med snørklede undskyldninger viklet ind i en labyrint ad omveje. Gardinerne bliver måske trukket for og kroppen gemmes under dynen i et øjebliks stilstand, der strækkes ud i uendeligheder. Så er det måske tid til Kæmperne.
Det første møde med Idrætsforeningen Kæmperne
Her vil jeg have fokus på mit første møde med Kæmperne og vigtigheden af det sociale aspekt, når man skal begynde at være lidt god ved sig selv og sin krop.
Jeg havde taget tilløb mange gange, siden jeg første gang hørte om Kæmperne. For jeg ville så gerne i gang med at bevæge mig mere, men pga. flere lettere fysiske udfordringer o.a., samt at skulle overvinde mig selv i mødet med nye mennesker, kom det til at tage al for lang tid, synes jeg selv.
Man kan frit møde op til et par prøvetimer, inden man melder sig ind og det valgte jeg at gøre brug af. Jeg mødte op i Grøndals Centret en tirsdag i slutningen af april, med 30 kr. på lommen, for at afprøve bowling.
Bowling i Grøndal Multicenter
Instruktøren denne tirsdag var Mathias og mens jeg ævlede om prøvetimer, var jeg næsten allerede sat på en bane efter at have afregnet de 30 kr. (Bowling og Varmtvandstræning er det eneste der koster ekstra). Så var det med at finde en størrelse 41 i de flade, ikke så attraktive, bowlingsko. Men de her var faktisk pænere, end jeg huskede dem fra min ungdom. Det var mange år siden jeg havde bowlet og jeg vidste jo godt, at “dagsformen” ikke var så god, men man er “bare” med så længe, man kan holde til, fik jeg at vide. Og det var rigtig rart, at det var på “egne” betingelser, at man ikke skulle have dårlig samvittighed, hvis man ikke kunne holde til de fulde 2 timer. Og sådan er det på alle holdene. Man deltager så længe det er sjovt og trækker sig, hvis man har brug for det.
Jeg kunne godt se, at der var nogle hardcore bowlere imellem. Der blev på nogle baner lavet flere strikes i træk med jævne mellemrum, med egen medbragte kugle og andre (som mig), der jublede over en spare sammen med de andre. Det var en god måde at møde nye mennesker på, stille og roligt. En del deltager hver gang og andre en gang imellem. Så om man kommer med sin egen bowlingkugle med fartstriber og pudseklud, eller må benytte en grøn 9 punds in-house model, så er det bare at møde op, hvis man er til bowling.
Kom i gang med hvad du end lyster
Den 1. september 2024 startede deres efterårssæson op og der er noget for de flestes smag; fitness på Nørrebro, badminton på Amager, bordtennis på Østerbro og bowling i Nordvest. 15 forskellige sportsgrene tæller jeg på deres hjemmeside (link findes i bunden af denne artikel).
Man betaler 400 kr. for en sæson, som går enten fra 1. september til 31. januar eller fra 1. februar til 30. juni og så kan man frit deltage på alle holdene (på nær bowling, hvor man betaler 30 kr. pr gang for baneleje). Og enkelte hold skal man melde sig til fra gang til gang (f.eks. varmtvandstræning pga. pladsbegrænsning), men ellers er det bare at møde op, når man er medlem. Eller lade være, hvis man har “en dårlig hår-dag”. Der er ingen, der klandrer en, hvis man ikke møder op og man skal heller ikke melde fra. For mig personligt gør det, at det ikke bliver “en byrde” i dagligdagen, eller et lod på vægtskålen til den dårlige samvittighed.
I juli og august bliver der lavet et særskilt sommerprogram. Der er færre hold, til gengæld er det gratis for alle, uanset om man har deltaget før. Det giver god mulighed for at prøve nogle hold af og møde de mange forskellige kæmpere og instruktører/holdledere.
Fitness rum på Hørsholmgade
Jeg fik prøvet fitnessrummet på Hørsholmsgade, som ligger i mit nabolag og fik hilst på Otto, instruktøren, som har været med hos Kæmperne i over 20 år. Han er også at finde i Nørrebrohallen, når der spilles volleyball om onsdagen. Det kan godt være, at der ikke er plads til de største armbevægelser i fitnessrummet, men der er lidt til at styrke det meste af kroppen og mulighed for at få pulsen op. Selvom det gemmer sig i en baggård på Nørrebro, er det ikke mørkt og dunkelt, men lyst og menneskeligt med godt udsyn til et drivhus, der er højt til loftet. Fitnessrummet på Hørsholmgade, bliver venligst udlånt til Kæmperne i de angivne tidsrum af Ungehus CPH.
Instruktøren Otto har selv haft depression inde på livet. Det var derfor, han startede med at træne hos Kæmperne, der dengang hed Idrætshuset. Siden hen er han kommet ud på den anden side og er nu ansat i flexjob af Københavns Kommune, til at være instruktør hos Idrætsforeningen Kæmperne, så om nogen, kan han sætte sig ind i nogle af de mekanismer, der gør sig gældende, hvis man har en krøllet hjerne.
Mere info
Man kan læse meget mere om Idrætsforeningen Kæmperne på deres hjemmeside, eller tage til et introduktionsmøde den første torsdag i måneden kl. 13.30 på foreningens kontor i Grøndal Multicenter, Hvidkildevej 64, 2400 København NV.
Hjemmeside: https://ifk98.dk/default.aspx