Ens journal skal vise, hvem man er og hvilke udfordringer, man har. Men nogle gange sker det modsatte, nemlig at den person, man kan læse om i ens egen journal, virker som en fremmed. Kunne vi gøre noget ved det?
Skrevet af Nellie Thule
Udskrevet for tidligt igen. Jeg har det elendigt. Jeg kan ikke mere. Overvejer at tage direkte hjem og tage mit eget liv. Eller bare dreje til højre og gå lige ind i modtagelsen og forsøge at blive indlagt igen. Hvorfor sker det her? Hvorfor skal jeg altid udskrives, mens mit liv hænger i den allertyndeste tråd? Og hvad skal der ske, næste gang jeg kommer i akut krise? Jeg ved jo, at det bliver nødvendigt.
Jeg vil prøve at finde et svar et sted, hvor jeg normalt er bange for at lede: i min journal.
Hvad står der egentligt om mig? Kan det være det er den, der på så livsfarlig måde spænder ben for mig? I årevis har jeg ikke villet kigge i den. Jeg ved, at den er så fuld af misinformationer. Men jeg gør det alligevel, nu gør jeg det. Med angst og bæven, finder jeg den frem. Men hvorfor er det så lang tid siden, jeg har kigget i den?
Eksperter i at skrive det forkerte
I starten af min sygdom læste jeg alle notater i min journal. Jeg forsøgte at rette fejlene i opløbet og holde mig opdateret, men det begyndte hurtigt at blive komplet uoverskueligt og håbløst forkert. Så mange misforståelser af mig som menneske, at jeg ikke længere kunne holde ud at læse i den. Samtidig var møderne med lægerne så korte, at der reelt ikke var tid til indsigelser. Derfor tænkte jeg, at det hele kunne være lige meget og stoppede simpelthen med at kigge i den. Det er især notaterne fra min nuværende psykiater, jeg er bange for. Hun er ekspert i mange ting, blandt andet i at misforstå mig og skrive alt det ned, hun ikke har forstået. Alligevel begynder jeg nu at læse, hvad hun har skrevet om mig. Og ganske rigtigt.
Hvor er min stemme?
Jeg starter med at læse notater fra min sidste indlæggelse. Der står faktisk meget rigtigt, men hurtigt begynder jeg at undre mig over, hvad der ikke står. Der er kun observationer af mig, intet fra mig og intet fra mit perspektiv. Det er underligt. Men jeg opdager også flere ting. Faktisk finder jeg to afgørende misforståelser fra de sidste 3 notater.
For det første har jeg flere gange i løbet af sommeren givet udtryk for, at jeg gerne vil skifte psykiater, men det fremgår ingen steder i min journal. Selvom det ikke overrasker mig, provokerer det mig. Og det provokerer mig endnu mere, at det ikke overrasker mig.
Men med den anden misforståelse forsvinder vreden, og en stille fortvivlelse begynder at vokse frem. Hun skriver, hvad hun åbenbart mener mange andre observationer bekræfter, at jeg ikke ‘profiterer’ af indlæggelser. Jeg kan godt huske, at hun sagde det til mig på et tidspunkt. Jeg gjorde selvfølgelig stærk indsigelse, da de jo simpelthen er livsnødvendige for mig. Men mine indsigelser fremgår heller ingen steder i journalen.
Kunne det være grunden til den livsfarlige udskrivelse? At både min nuværende og tidligere læger har skrevet, at jeg ikke profiterer af indlæggelser, samt at de har valgt, ikke at skrive mine indvendinger? Jeg bliver rasende og håbløs. Hvem er det egentlig der burde bestemme om jeg profiterer af indlæggelser, burde jeg ikke selv have noget at sige?
Og hvordan kan det være rigtigt, at jeg ikke profiterer af indlæggelser, når jeg er blevet tildelt en patientstyret seng?
Det, der trædes på
Det, der skyller ind over mig, når jeg læser min journal, er en fuldkommen og total mangel på stemme. Der står så mange ting, jeg overhovedet ikke kan genkende, men ikke nok med det, jeg kan intet gøre. Selv de indsigelser, jeg faktisk har gjort, er heller ikke kommet med. Foreviget er en beskrivelse af et andet menneske end mig – i min egen journal! Min stemme forsvinder med samme hastighed, som min journal vokser. Hvorfor står mine indvendinger der ikke? Hvad mener de med, at jeg ikke profiterer af indlæggelser, når jeg ville være død uden?
Problemet er ikke bare, at jeg måske, pga. min journal, ofte udskrives for hurtigt. Det er som om, det er noget dybere end det. Det handler om overhovedet selv at kunne sige, hvad mit problem er, og hvor løsningerne kunne findes. I stedet for min stemme får alle, der taler med mig nogen andres ord. At have en stemme handler om overhovedet at have mulighed for at blive set. Lige nu virker journalen sådan på mig: Som et rum jeg skubbes ind i, der gør at jeg ikke kan tale ud fra mig selv – hvor jeg fra starten af ses forkert. Journalen er præcis, hvad den ikke skulle være. Den viser ikke mig og mine problemer, men en anden, en dobbeltgænger, i stedet for. Det er som at være med i en horrorfilm, at hver gang jeg er i uhyre krise og har brug for at blive set og hørt, så træder en anden, mig-lignende figur ind foran.
Så den positive værdi i alt det her må være at blive rummet. Med det mener jeg ikke bare, at der er plads til mig, men at der åbnes et rum, hvor jeg kan være med til at sige hvad problemet er og hvad der kan hjælpe. At have et rum at tale ud fra. Lige nu lukker journalen munden på mig. Derfor kan jeg heller ikke holde ud at læse i den. Og måske er jeg ikke den eneste?
Hvad jeg kan?
Jeg har én gang prøvet at få indflydelse på min journal. Engang jeg var indlagt, var der en sygeplejerske, der havde det som procedure at gennemgå patienternes journalnotater, inden de skulle foreviges. Han fik mig til at føle, at jeg havde indflydelse på min egen behandling og at det rent faktisk var mig, der blev skrevet om i journalen. Det fik mig også til at føle mig tryg og jeg delte mere med ham end jeg nogensinde før har delt i psykiatrien. Tilliden mellem mig og psykiatrien generelt blev også genopbygget en smule efter mange slag. Dette hjalp mig også til at tale meget mere åbent og nævne flere af de problemer, jeg faktisk kæmper med. Det var et skridt, der sammen med flere andre førte til, at jeg fik en diagnose, der passede bedre til mig.
Her synes jeg, man kan se tydeligt, hvordan man bedre kan deltage i behandlingen, hvis man har en stemme. Så kan journalen blive et udtryk for, hvem jeg er, i stedet for at være en barriere, jeg hele tiden skal forholde mig strategisk til.
Positive Forslag
Så mit forslag, som jeg tror ville kunne hjælpe mig og mange andre er, at vi én gang for alle skal udrydde den fordom, at journalen bare er ‘lægens arbejdsredskab’. Journalen er også, på en underlig måde, min repræsentant, min anden identitet. Det er også derfor jeg tror, der er så mange patienter, der er nervøse for at læse i den. Hvem er man derinde? Kan man kende sig selv?
Så hvis jeg skal give, ét, konkret forslag, som jeg tror kunne føre til et bedre samarbejde mellem os med problemer, og dem med mulighed for at hjælpe os med dem, så er det først, at vi som patienter får mere indflydelse på journalen, og dernæst, om lægerne, fra deres side, kunne lytte lidt mindre til journalen og lidt mere til det menneske, der sidder lige foran dem? Kunne flere medarbejdere i psykiatrien simpelthen inspireres af dette eksempel og lade patienterne være med til at godkende journalnotater? Kunne verden blive så fantastisk, at man måske kunne genkende sig selv i sin egen journal?