I mine barndomsår levede jeg fuldkommen fri
af hvad der sidenhen skulle blive et helvede for mig.
Børn lever og er bare
de tænker ikke over udseende, former og figur.
Men jeg hørte dem sige
´Hvor er du tynd. Spis en kage´
Og jeg lærte at tro, at min krop ikke var god nok, flot nok, perfekt nok.
´Nu vil jeg faneme ikke være tynd mere´, sagde jeg til mig selv som 15 årig.
Og jeg begyndte at voldæde.
Jeg spiste tre gange mere, end hvad jeg normalt plejede at gøre på en dag.
I håbet om at jeg ville få former og store bryster.
Men skrækken kom til mig efter en måned.
Det slog mig som en hammer i hovedet.
STRÆKMÆRKER PÅ BALDER OG LÅR???
ÅH NEJ, HJÆLP. HVAD GØR JEG NU?
Og havde jeg haft kropsligt selvhad før, var det ingenting med, hvad jeg havde nu.
Jeg begyndte at hade min krop endnu mere.
Jeg havde et problem, men fik nu et der var tusind gange værre – rynker på min røv.
Jeg var til kosmetolog, der stjal alle mine penge. De lovede mig at fjerne strækmærkerne. Jeg betalte dem 30.000 kroner, men ingenting skete.
Selvhaddet var stort de efterfølgende år. Det var en daglig kamp for mig.
18 år senere kom ordene til mig
´Sæt problemet i dets rette perspektiv´
og jeg så:
– at jeg havde smukke kraveben
– jeg havde en smuk figur
– smukke arme og ben
.- Et smukt hår
– Et ansigt uden vredes rynker
Og lige pludselig var det som om, at synet af mine strækmærker ikke fyldte så meget mere.
Og nu er jeg 49 år. Og godt tilfreds. Som barnet tænker jeg ikke så meget mere over, hvordan, jeg ser ud.
Når jeg ser på dem i yogacentret og i svømmehallen, så ser jeg, at vi alle har noget. Ingen er perfekte.
Og jeg ser, at jeg faktisk holder mig ganske godt.
´Velkommen i klubben af helt almindelige, uperfekte mennesker´
Havde jeg blot vidst det som ung – at jeg ikke skal være perfekt for at blive elsket. At jeg er præcis som jeg skal være., ville det hele havde været meget lettere.
Jeg er nød til at lære at elske kroppens forfald og rynker. For der vil blive ved med at komme flere og flere. Ellers bliver livet en hård og lang kamp.
Det har været mig en hjælp og gave at få øje for det smukke i mennesker, dev er ældre end mig.
Jeg går bevidst udenom reklamer, Instagram og sociale medier, der hylder det perfekte, for de efterlader mig med en følelse af, at jeg ikke er god nok.
Der er så mange penge i at sælge utilstrækkelighed, for så skal vi jo have mere og mere. Vi er aldrig gode nok