Eksperimenter med psykedeliske stoffer førte til vrangforestillinger om telepati og skjulte budskaber. Over tid blev oplevelserne mere forvrængede og virkeligheden begyndte at føles uvirkelig. Dette førte til selvmordstanker og indlæggelse, men her kom der værktøjer til at bearbejde og forstå psykoserne. Læs her om vigtigheden af at række ud, dele sine tanker og være åben for hjælpen.
Skrevet af Anonym
Omkring 2010 begyndte jeg at eksperimentere med stoffer, blandt andet psykedelika. Det startede med nogle sjove oplevelser, men efter nogle syre- og svampetrips, begyndte jeg at opleve, at folk kommunikerede på en meget speciel måde. Når folk snakkede, oplevede jeg det, som om der var analoge budskaber og kommentarer, ofte om mig, gemt i hvad de sagde. Det virkede også som om, at folk kunne læse mine og hinandens tanker og telepatere. Jeg fik ofte oplevelsen af, at folk bagtalte eller mobbede mig. Jeg troede, jeg på et sent tidspunkt var blevet introduceret til det her sociale aspekt af virkeligheden.
I 2022 havde jeg vendt og drejet, om jeg virkelig kommunikerede med andre mennesker via telepati. Jeg konkluderede endeligt, at det var en psykotisk oplevelse. Det var blandt andet på baggrund af, at en stemme havde tilkendegivet, at den ikke var et rigtigt menneske.
Jeg oplevede også mere sjældent, at folk talte om mig. Men der begyndte at ske noget andet: Ting kunne ændre sig. For eksempel kunne en pose slik ændre indhold, mens jeg sad og spiste den. Folks ansigter kunne også forandre sig. En håndbold, der blev smidt i en kamp på tv, ændrede form til en lille sort kugle, der fløj som en kanonkugle ind i målet.
Fordi jeg ikke længere oplevede, at der var skjulte budskaber om mig, og fordi ting begyndte at ændre sig fysisk, begyndte virkeligheden at føles uægte. Det var som om, jeg levede i en simulation eller en drøm. Det værste var, at opfattelsen af, at jeg var det eneste sansende væsen i verden, gjorde, at jeg var bange for, at min familie og venner heller ikke var virkelige. Jeg levede alene i en absurd dimension. Det blev begyndelsen på en periode med kraftige selvmordstanker.
Det blev så slemt, at jeg i sommeren 2024 blev indlagt. Selvmordstankerne var meget stærke, og det var svært at holde det ud. Jeg havde rakt hånden ud efter hjælp flere gange, med et desperat håb om at finde en forklaring på ændringerne af hvad jeg oplevede.
Heldigvis blev jeg tilbudt nogle samtaler med afsnittets psykolog, og det var her, der skete et gennembrud. Jeg fortalte ham om mine oplevelser om og frygt for, at virkeligheden ikke var ægte, og allerede ved anden samtale reddede han mig fra vrangforestillingen. Han præsenterede et simpelt rationale: at oplevelsen af, at mennesker i mine omgivelser talte om mig, kunne være en hallucination. Det har måske reddet mit liv. Det fjernede en masse ubehag fra min tilstedeværelse og var en kæmpe lettelse. Alt sammen takket være en simpel, men klog observation.
Tvivl, som ledte mig hjem
Det var nødvendigt for mig at tvivle på mine abstrakte oplevelser. Det var ikke gået op for mig, fordi jeg var blevet så overvældet af hallucinationerne og stemmerne, efter de begyndte at forekomme. Og det føles surt, at have levet i over ti år med vrangforestillinger, jeg kunne have undværet, hvis bare jeg havde været skeptisk. Men nu ændrede mit liv sig i det mindste til det bedre.
Det vigtigste, som samtalen med psykologen gav mig, var en rationel tilgang til at forstå psykotiske fænomener. Hvis man tvivler på og tænker over sine mærkelige oplevelser, kan man bearbejde indtrykkene og undgå at blive overvældet. Man kan se den manglende logik i dem. Rationalitet var dermed et redskab, der gjorde, at jeg kunne tvivle på mine oplevelser: at kunne betragte uforklarlige ting som uvirkelige.
Det var den rationelle samtale, der hjalp til at underbygge en fælles virkelighed med andre. Rationalitet skabte en bro for mig til andre mennesker. Den var lige præcis det, jeg havde brug for og stadig benytter mig af.
At kunne vende tilbage til livet var en kæmpe forløsning, som gav min eksistens mening. Mit liv havde ikke været en løgn, jeg var ikke længere alene, og min familie og mine venner var virkelige.
Ræk ud
Jeg ved nu, at der er meget hjælp at hente, hvis man spørger efter den. Nogle gange kan det være nok bare at sige, hvad der generer én. Der var for eksempel engang, da jeg var indlagt, hvor jeg var bange for en konspirationsteori, som mine stemmer havde delt med mig. Det var meget skræmmende. Men jeg besluttede mig for at dele min frygt med en ansat på afsnittet. Bare ved at prøve at forklare den, kunne jeg se, at den ikke gav mening, og jeg fik en vis lettelse.
Men ydermere, tænker to hoveder bedre end et. Andre, du deler dine problemer og tanker med, kan give værdifuldt input, som du ikke selv var kommet frem til. Man kan få god hjælp ved at række ud og bearbejde problemer med andre. Der er ikke grund til at være bange for at være ærlig og åben.
Vær åben for nye forståelser
Jeg ville ønske at første gang, jeg hørte en stemme, at jeg havde overvejet, om den var virkelig. Alle stemmerne jeg har hørt i mit liv, repræsenterer sig som virkelige mennesker, hvilket er hvorfor, jeg troede, der eksisterede telepati blandt mennesker. Hvis nogen kunne have fået mig til at gennemskue, hvad der foregik, kunne jeg have undgået en svær fase i mit liv. Men hvordan får man i al almindelighed folk til at åbne sig for den slags erkendelser?
Måske er målet for personale ikke kun at stoppe symptomer hos patienter, men også at forbedre patientens tilgang til dem. Dette kunne for eksempel gøres ved at finde ting, der ikke giver mening, i hvad patienten kan fortælle om sine problemer. Dette kan potentielt opløse deres vrangforestillinger, hvis patienten får øjnene op for det.
Til dem som oplever psykotiske symptomer eller unaturlige fænomener, de ikke vil fortælle om eller er følsomme omkring, kan jeg kun i allerhøjeste grad anbefale, at man søger hjælp. Sæt ord på hvad du oplever, og vær åben for andre måder at forstå det. Det kan redde dig og gøre det hele meget lettere.