Illustrationerne er udarbejdet på Grafisk Afdeling i Outsideren v. Stine Linnemann.
Der var højt til loftet i den gigantiske biograf Imperial, hvor sidevæggene varmede med rødglødende lyspaneler, og tog imod tusind mennesker til årets Psykiatritopmøde. Med overskriften: ”Nye vinde blæser” var der enighed om, at forholdende for mennesker med psykisk lidelse er for ringe – at der skal ske noget nu! Dagen bragte forskelligartede bud på løsninger. Vores helt egen Nikolai Pedersen fra Outsideren, der i øvrigt fik hilst på dronningen, udtrykte: ”Når forandringens vinde blæser, er der nogen, der bygger vindmøller, mens andre bygger læskure.”
Af Susanne Bang, skribent for Outsideren.
Psykiatrien har momentum
Himlen var høj og lyseblå. Efter flere dage med silende regn over hele landet, var det tiltrængt med tørt og klart vejr. Smilende kom jeg cyklende på min hvide cykel fra Nørrebro til Vesterbro. Solen lyste på alle ved indgangen til Imperial, og jeg tænkte ved mig selv, havde der overhovedet været et Psykiatritopmøde uden solskin?
Den røde løber var rullet ud, for som Poul Nyrup sagde i sin åbningstale er vi alle ”stjerner i eget liv”.
Outsideren var til stede til topmødet, der hvert år samler brugere, pårørende, fagfolk og beslutningstagere til oplæg og debat om psykiatrien. Hvordan løser vi bedst problemerne for de mennesker, der lider i psyken? Med Bob Dylans ord: “The answer is blowin’ in the wind”
Royal opbakning
Vi rejste os alle op og klappede livligt, da Hendes Majestæt dronning Mary trådte ind i salen, for at deltage i åbningsceremonien. Hun blev takket af hjertet for sin uvurderlige støtte og indsats på psykiatriområdet. Både tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, sundhedsminister Sophie Løhde, og forperson fra SIND Mia Kristina Hansen, takkede alle dronningen behørigt.
Senere på dagen stødte jeg ind i Nikolai, som personligt havde hilst på dronningen, da hun var forbi Outsiderens stand. Nikolai fortalte, at vores dronning virkelig er sød og venlig, og jeg kunne se det på hans øjne, der lyste op med glæde og gejst.
Psykiatritopmødets grand old man Poul Nyrup Rasmussen
Første taler på dagen var Poul Nyrup Rasmussen, hovedmanden bag Det Sociale Netværk, og stifter af psykiatritopmøderne. ”Vi må gå fra et behandlingssamfund til et omsorgssamfund”, indleder Poul Nyrup.
Ifølge PN er der mange gode løsninger for en bedre mental sundhed, der ikke kun handler om psykiatri. Civilsamfundet kan bære rigtig mange af løsningerne, mener Poul Nyrup, der selv har stiftet Headspace, som hjælper til unges trivsel.
Med optimisme i stemmen, og den karakteristiske Poul Nyrupske diktion, nærmest sang han sætningen: “Kan vi iiikkeee… gøre… det… liiiidt bedre?” Publikum bakkede op ved at klappe stærkt, hårdt og længe. I det hele taget blev der klappet højt og klangfuldt hele dagen igennem.
”Må vinden fylde psykiatriens sejl”
”Hvem kan sejle foruden vind, hvem kan ro uden årer?” Sådan indledte sundhedsminister Sofie Løhde sin tale. Psykiatrien er blevet svigtet igennem mange, mange år sagde Sophie. Som en supertanker, der ikke kommer nogen vegne, hvis den kun er udstyret med et par årer. Hun fremhævede, at den nuværende regering er i gang med at udvide den samlede behandlingskapacitet, herunder nye, kvalificerede tilbud til mennesker, der er dobbelt diagnosticerede.
Det Nationale Psykiatriråd er nedsat for at holde øje med, hvordan det går med implementeringen af 10-årsplanen. Rådet består af repræsentanter fra et bredt udvalg af de forskellige aktører på området. Med dets 41 medlemmer, tæller det dog kun tre personer fra brugerbevægelserne.
Rapport fra Psykiatrirådet viser følgende prioritering af indsatsen:
2025: Behandling og indsatser tættere på hjemmet og hjælp til børne- og ungdomspsykiatrien
2026: Bedre forløb for patienter under indlæggelse
2027: Bedre sammenhæng for patienter på tværs af social- og sundhedsområdet
2028-2030: Forebyggelse og tidlig indsats.
10-årsplanen indeholder 37 forskellige punkter, og ikke alle punkter kan komme forrest i køen. Der er områder, som desværre må vente.
Poul Nyrup udtrykte sin bekymring omkring regeringens prioritering, og spurgte retorisk: ”Hvorfor Sophie Løhde, må ”forebyggelse” vente til 2028?” Og ”Hvorfor Sophie Løhde, må ”civilsamfundet” vente til 2028 med at blive finansieret?” Efter 25 år som patient i systemet kan jeg kun være enig. Det ville have været langt bedre og billigere for samfundet, om min lidelse var blevet forebygget fra starten af.
Et musisk indslag kom på scenen. Det var Anders Munch & Broderskabet, et førsteklasses coverband, der fremførte Gasolin-sange med en levende nerve.
”Da jeg gik ud over langebro”
… en tidlig mandag morgen, der så jeg en, der stod og græd. Hvis du tør – så kom med mig” (tekst og musik af Gasolin)
Passagen: ”Hvis du tør”, siger noget om det mod, det kræver at erkende menneskelig lidelse. At rumme, forstå, acceptere. At se psykisk sårbarhed i øjnene. Det kræver mod, det kræver nærvær, det kræver menneskelig styrke. Musikken rørte mig dybt ind i marv og ben.
Et mere helhedsorienteret syn
Merete Nordentoft, psykiater og forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab, kunne ikke deltage på dagen, men vi så og hørte hendes indlæg i et videoklip på lærredet. ”Jeg ser for mig, at vi har lige så høje standarder for både diagnostik, udredning, behandling og opfølgning, som man har i det somatiske sygehusvæsen. Men også, at vi har et mere helhedsorienteret syn, end man nødvendigvis har i det somatiske sygehusvæsen.”
At MN benytter ordet ”helhedsorienteret”, er helt igennem positivt. Jeg ser det som en kærkommen håndsrækning til de stemmer i debatten, der ikke nødvendigvis sætter traditionel psykiatrisk behandling forrest i rækken til alle.
Ordvalget ”helhedsorienteret” er også helt i tråd med den bio-psyko-sociale sygdomsforståelse, som sundhedsfaglige generelt arbejder ud fra – i teorien. I virkelighedens verden, i praksis, ser det desværre ikke altid sådan ud! I de senere år er psykiatrien blevet beskyldt for at prioritere det biologiske aspekt af et menneskes problem højere end de psykosociale aspekter. Men teoretisk set, så er alle læger uddannet i et helhedssyn. Ifølge lærebogen ”Klinisk Psykiatri”, i indledningen, anføres det, at psykiatrien som et lægeligt speciale søger at integrere biologiske, psykologiske, såvel som socialpsykiatriske synsvinkler.
Desværre er vi mange, der på egen krop har mærket den usvigelige forskel på teori og praksis i systemet. Psykosociale indsatser skal mange lede længe efter, og det forgæves.
Det er nogle af de væsentlige grunde til at 10-årsplanen er essentiel. Alle dens 37 punkter er vigtige at få implementeret. Ikke kun de punkter, der handler om styrkelsen af kapaciteten i det eksisterende system.
”Der står i 10-årsplanen, at hovedudfordringerne er kvalitet og kapacitet, og utilstrækkelig forebyggende indsats.” Det er de hovedspor, der må forfølges, siger MN. Hun fortsætter dog med at udtrykke en vis bekymring og utålmodighed omkring, hvorvidt der er afsat tilstrækkeligt med penge.
”Så meget virker diagnoser heller ikke”,
Siger Andreas Hoff, psykiater og forsker i recovery. Han stiller sig undrende til, hvorfor ”diagnosen og medicin” fylder så meget i behandlingen? Og jeg kunne tilføje et udråbstegn.
AH opfordrer publikum til at klappe i forhold til, hvor enige vi er i følgende udsagn:
”Diagnoser fylder for meget?” – Salen klapper højt og længe, og:
”Diagnoser fylder for lidt?” – Der klappes sparsomt fra salen.
Publikum var ikke i tvivl, og jeg tænker, om vi ikke er nået til et mæthedspunkt for antallet af tildelte diagnoser?
Andreas sidder i bestyrelsen for ”Læger uden sponsor”, og er ikke bleg for at indrømme, at medicinalindustrien er en kæmpe aktør. ”Lægen skal have patientens interesse, ikke industriens interesse. Det er vigtigt, at lægerne siger ”nej tak” til en masse penge fra industrien”, siger AH, og jeg kan høre hans inderlighed i stemmen og i budskabet.
”Medmenneskeligheden” skal være i fokus alle steder. Det er ikke nødvendigt at forske for at finde ud af, om medmenneskelighed virker. Det må være en selvfølgelighed, at medmenneskelighed skal indgå alle steder, siger Andreas Hoff.
”Symptomer er reaktioner”,
siger psykolog Jonas Vennike Ditlevsen, der mener, at behandlere skal vænne sig til at spørge personen: ”Hvad er der sket med dig?” Han pointerer, at der i en psykisk krise er behov for ”sikkerhed”, ”tryghed”, ”nærvær” og ”forståelse”, og han stiller spørgsmål ved, om der overhovedet skal en diagnose til?
Symptomer kommer af en årsag, siger Jonas D. Et grædende barn græder, fordi barnet har oplevet noget utrygt.
Der er en forhistorie, som oftest glemmes i psykiatrien. Og målet for behandlingen bør ikke være at udvise færre symptomer, siger Jonas. Målet er snarere at forstå, hvorfor folk får de reaktioner, de får. Symptomer, der for mange er kommet som overlevelsesstrategier.
Hvis ”det psykiatriske system” er en gigantisk skude, der er ved at drukne, så kan ”nye vinde” ifølge JD, hjælpe til en ændret kurs med fokus på mere terapi, mindre medicin, og lidt mere tværfaglighed.
”Nye skibe” kan søsættes til at understøtte nye muligheder, siger JD. Såsom peerstøtte. En traumebaseret tilgang vil også løse mange problemer, ifølge JD.
En del af min recovery har handlet om at forstå min fortid, en sårbar opvækst med megen dysfunktion i familien. Da jeg voksede op, lærte jeg, at verden var et farligt sted, og at andre mennesker ikke var til at stole på. Jeg blev et utrygt og ængsteligt barn. Jeg skulle langt ind i min recovery med terapi og selvterapi for at aflære gamle mønstre og få et nyt verdensbillede baseret på tillid og tryghed.
At forstå, hvordan de destruktive reaktionsmønstre og tankebaner blev skabt under opvæksten, har spillet en vigtig rolle for min helbredelse. Sammen med kognitiv adfærdsterapi, har det hjulpet til ændringer af tankemønstre til det sundere. Jeg er overbevist om, at tidlige traumer, overgreb og omsorgssvigt udgør væsentlige risikofaktorer i udviklingen af psykisk lidelse. Jeg kender mange, der har frygtelige traumer med i bagagen. Jeg tror på muligheden for heling, med de rette terapeuter, og de rette metoder.
Social funktionsevne og relationer
Anders Lindelof, psykiater i Randers, insisterer på, at psykiatrisk behandling handler om en bred palet af behandlingstilbud. I sit arbejde holder han fokus på relationer, sociale aktiviteter og deltagelse i fællesskaber. Personligt mærker jeg en genklang, når jeg lytter til Anders.
Min dårlige psyke påvirkede min sociale evne. Og den dårlige sociale evne var med til at vedligeholde en lidelse. Helbredelse i denne henseende handler om det socialmedicinske aspekt. Socialmedicin handler bl.a. om sociale årsager til sygdom, og sociale følger af lidelse. Det handler om interaktionen mellem individ og miljø.
Socialmedicin er et selvstændigt lægeligt speciale, men det er også en faglig disciplin som alle læger, der arbejder klinisk, må forholde sig til – som den socialmedicinske gren af behandlingen. Det handler om diverse sociale faktorer; opvækst, baggrund, bolig, uddannelse, arbejde, økonomi, sociale kompetencer, relationer og socialt netværk. Og det handler om livsstil, KRAMS-faktorer: kost, rygning, alkohol, motion, søvn og stress. Alt sammen dimensioner af sundhed.
Svær psykisk lidelse kan indebære alvorlige sociale følger, med tab af funktionsevne på mange parametre. Derfor er støtte til uddannelse og arbejde også socialmedicin.
Termen ”socialpsykiatri” dækker i praksis over hjælp til bolig, bosteder, væresteder, og rehabilitering generelt, når det gælder mennesker med psykisk lidelse. Ifølge 10-årsplanen (s. 160) er socialpsykiatriens opgave ”at støtte mennesker med psykiske lidelser i at komme sig og leve et så meningsfuldt og selvstændigt liv som muligt, og herunder støtte den enkeltes aktiviteter i civilsamfundet og i hverdagslivet med familie og venner samt uddannelse og beskæftigelse.”
”Recovery” handler om at komme sig. Foruden bedring af symptomer, handlede min egen recovery i høj grad om at genoptræne min psykosociale funktionsevne til en sundere væren i verden.
At dyrke motion og træne sociale færdigheder kan betragtes som socialpsykiatri, hvis det sker i særligt beskyttede omgivelser tilrettelagt for psykisk syge. Men det kan også bare være en del af et normalt hverdagsliv. Så grænsen for indsatser kan variere, og hvor langt ”psykiatrien” rækker ind i dagligdagen kan være sløret, eller som en mønt med to sider. At træne psykosociale færdigheder kan være en del af et psykiatrisk tilbud, men det kan lige såvel være noget jeg øver mig i, hvor end jeg færdes, i det almene foreningsliv, eller blandt naboer og venner.
Evnen til at regulere følelser
Børne- og ungdomspsykiater Aida Bikic talte om evnen til at regulere følelser, som en utrolig vigtig evne at have – uanset alder. Hendes forskning går ud på at hjælpe forældre til at hjælpe deres børn med at regulere følelser. Det handler om evnen til at identificere, forstå, være med, kommunikere og takle følelser på en hensigtsmæssig måde.
Hvis man ikke evner at regulere følelser på naturlig vis, kan man komme til at ville fikse de svære følelser med misbrugsadfærd. Alkohol, stoffer, overspisning, eller andet.
Forældrene i forsøget blev så glade for grupperne, at de ønskede at fortsætte ud over de planlagte ti uger. Forældrene rapporterede endda, at deres indbydes forhold som par var blevet væsentligt forbedret som sidegevinst.
I min egen recovery har jeg haft fokus på at træne sociale færdigheder, herunder emotionelle færdigheder. Det er aldrig for sent at genoptræne, og jeg kan kun sige, at det har virket.
Det var igen tid til et musisk indslag, og på scenen kom hitsangeren Niclas Sahl.
”Jeg føler mig lidt som en film”,
sagde han. ”Det er dejligt at være her”, nu ved jeg hvordan en film har det, sagde Niclas og indrømmede, at han selv havde haft et ”horror år”, hvor han måtte ringe til sin søster og sige:
”Det kører bare ikke.”
Den fløjlsbløde syngende stemme lagde sig som et behageligt flyvende tæppe hen over salen. Et bølgende hav af lydbølger, der vibrerede som kærlige puf fra scenen. Sangene skyllede ind over rækkernes fløjlsrøde sæder, og jeg mærkede friske dråber af rene håb.
”Vi er i gang med at bygge et nyt fundament”
Direktør for Sundhedsstyrelsen Jonas Egebart siger, at vi har brug for konkrete tiltag, og det får vi nu med 10-årsplanen, siger han. For ”Håb er ikke en plan”. Og ”ting tager tid”, siger JE.
Sundhedsstyrelsen er opmærksom på, at det ikke må tage urimeligt lang tid at få indført nødvendige, gode tiltag. Han gør opmærksom på, at ”mennesker med psykisk lidelse dør tidligere”, og det skal der rettes op på.
Når det kommer til de forskellige aktører på området, så siger Jonas Egebart lige ud: at ”vi er grundlæggende uenige om, hvad god psykiatrisk behandling er.”
Men er vi nu så uenige, når det kommer til stykket? Jeg tænker, at megen uenighed handler om forskellig prioritering. Hvem skal have pengene – først? Det er klart, at hospitalspsykiatrien lider, der mangler senge, der mangler tid og faglighed. Det siger både læger og patienter. Nedbringelse af tvang kræver bedre normeringer og kvalificeret personale. Men det er også klart, at når et værested lukker, så er der tårer vi ikke hører. Når rådgivningslinjen ikke tager telefonen pga. manglende midler, så er der ensomhed og frustration, der kører af sporet. Så jeg siger:
”Show me the money!”
Vi har allerede en fyldestgørende faglig plan med et hav af tiltag, vi ved virker, men som mangler implementering. Det er jo netop derfor, at der er afsat 10 år! Hvordan mon røsterne lyder, når alle planer ER gennemført? Det glæder jeg mig usvigeligt til – måske de forstummer? Måske vil der komme mildnende vinde efter storm og rusk?
”Revolution, reformation eller ekspansion?”
Helene Speyer, psykiater og seniorforsker ved Region Hovedstaden, formår at fremstille de divergerende holdningerne i psykiatridebatten, så forskellene er til at forstå. Hun opstiller tre forskellige tilgange til en bedre psykiatri: Ekspandere? Reformere? Revolutionere?
Der er dem, der ønsker en revolution, og ikke er bange for at sige det. De vil nedlægge psykiatrien som vi kender den, og starte noget helt nyt. Andre ser en reformation som løsningen. Herunder Helene selv.
Den tredje kategori kaldes ekspansion. Det er folk, der egentlig bare ønsker mere af det bestående. Mere kapacitet, flere psykiatere, flere sengepladser, men ikke nødvendigvis nytænkning.
”Nye vinde” er dog på ingen måde nye, siger HS. Brugerbevægelser har siden 1960´erne råbt højt og ønsket forandringer. Derimod er der ”nye aktører” på banen.
WHO og FN beskriver krav til blandt andet handicapområdet, som vi skal leve op til, men som vi i Danmark endnu ikke indfrier. Kronisk psykisk lidelse klassificeres i forfatningerne som handicap. Der er derfor rettigheder, som gælder for sindslidende. Det gælder for eksempel ved brug af tvang.
Recovery-orientering, patientrettigheder, og personcentrering er vigtige principper, der må tilgodeses, siger HS. Mennesket skal i centrum.
Den biologiske forskning er kommet til kort, siger HS. Hjerneskanninger og genforskning har ikke ført til de ønskede behandlingsmæssige gennembrud, og jeg hører implicit, at der må langt mere vægt på det psykosociale.
Vi skal lytte ægte til hinanden
Ifølge HS er det vigtigt, at folk med forskellige tilgange til en bedre psykiatri lytter ægte til hinanden, når de forskellige aktører mødes ved rundbordene, i diverse fora etc.
Helenes egen drøm om en bedre psykiatri ligner et panorama af forskelligartede tilbud til den enkelte. Modellen er inspireret fra Holland, og hvert tilbud symboliseres ved en dør. På en dør kunne der stå ”peer-støtte”, på en anden dør ”nedtrapning”, osv. osv. Salen kvitterer med at klappe højt og begejstret.
Som tilhører er det en lettelse at mærke, at debatten er blevet mere nuanceret. Vi lever ikke i 1960´erne, hvor det enten er psykiatri eller antipsykiatri. Vi er nu et sted, hvor forskellige stemmer i debatten får delt taletid, også uden at blive buet ud af salen.
Når medicin er et spørgsmål om nedtrapning
Anders Sørensen, psykolog og forsker i nedtrapning af psykofarmaka, lagde ud med at nævne en række nyere terapiformer, herunder ”Åben Dialog” og ”Traumebevidst tilgang”. AS gjorde opmærksom på, at regeringen allerede tilbage i 2006 havde udvist interesse for Åben Dialog, en tilgang, der har vist gode resultater, særligt for mennesker med skizofreni. Han henviste til artiklen: ”Sådan skaber vi et mønstersystem”, fra Dagens Medicin i 2006, hvor udsendte fra Folketinget dengang udviste stor begejstring for metoden.
Men Åben Dialog figurer også i 10-årsplanen (s. 45 og s.168), og er et eksempel på at ting tager tid. Åben Dialog er en helhedsorienteret tilgang med fokus på at inddrage borgerens netværk.
Jeg har respekt for Anders Sørensens forskning, og jeg har hørt ham tale flere gange om nedtrapning af medicin, og om hvordan lægerne fortsat mangler udførlige vejledninger. Desværre kunne jeg tydeligt høre frustrationen i hans stemme, for han har mødt megen modstand fra andre fløje i debatten.
Næste taler var lægestuderende Magnus Alexander Gibson, der lige skulle samle sig ovenpå en ophedet stemning i salen. Magnus fortalte, at der er flere af hans medstuderende, der gerne vil psykiatrien, og han var ikke bleg for at indrømme, at de på studiet bliver fodret meget med udsagn om psykofarmaka og dets gode effekter. Det var dog rart at fornemme stor lydhørhed og et åbent sind fra denne, måske fremtidens psykiater.
Lægens ansvar, psykologens opgave
Jeg tænker på Freud, der var læge og neurolog, og Jung, der var psykiater. På deres tid havde psykiaterne rent faktisk tid til samtaleterapi. Det kan godt være, at psykoanalysen ikke overlevede som valid disciplin, men nu til dags har vi andre terapiformer. Kognitiv adfærdsterapi har jeg selv haft umådelig megen glæde og helbredelse ved.
I dag synes psykoterapi uddelegeret til psykologerne. Jeg tænker, at behandlingen for de svære lidelser må være et lægeligt ansvar, men i tværfaglighedens kærlige lys må psykologer og mange andre faggrupper tage opgaven på sig at behandle og støtte i forhold til deres ekspertise. Jeg håber på penge nok. Og tværfaglighed er også en del af 10-årsplanen.
For mig at se, er der intet i vejen med det biologiske aspekt. Hverken, når det gælder forskning i neurofysiologi, eller medicinsk støtte til behandlingen. Men det er kommet ud af proportioner. Der har været zoomet for meget ind på det biologiske.
Der er konsensus om, at psykisk lidelse er multifaktoriel, og den gældende sygdomsmodel er tredelt som bio-psyko-social. Må fremtiden bringe ligevægt, så de psykosociale aspekter får mere tyngde.
Vi ved godt, at der ikke findes én årsag til et menneskes psykiske lidelse. Og der findes heller ikke én løsning. Årsagerne er multiple og komplekse. Det samme er løsningerne. Vi må væk fra den monokausale tankegang, tænker jeg, og i stedet tænke multiple løsninger.
Implementering af 10-årsplanen tager tid. Selvom der er forskellige stemmer i debatten, med forskellige ønsker til prioritering og forskellige agendaer, så håber jeg, at alle vil stå sammen, og presse regeringen til økonomisk regnvejr, indtil planen er fuldt realiseret. Det drejer sig om menneskeliv, det drejer sig om tabte leveår og livskvalitet. Det drejer sig om værdighed i behandlingen, og uendeligt mange andre ting.
Min egen drøm er en psykiatri i verdensklasse, og det er ikke for sent for Danmark.
”Vi har ikke brug for en ny luksusvilla”,
Siger Poul Nyrup, der betragter «psykiatrien» som et hus. Vi må se på det eksisterende hus, og se på nye tiltag som tilbygninger, siger han.
I min optik giver det fuldstændig mening. Metaforen med det gode hus og tilbygninger kan betragtes på linje med Helenes Speyers input: modellen med de mange døre. Mennesker er forskellige. Vi har forskellige behov, der kan imødekommes ved forskellige løsninger. En dør kunne være ”indlæggelse”, en anden dør kunne være ”psykolog”, ”Idrætsforening”, ”gruppeterapi” etc.
Den aktivitet, der for den ene er et alment tilbud, kan for en anden person virke som et socialpsykiatrisk tiltag.
Personlig trænede jeg i idrætsforeningen kæmperne, der er målrettet mennesker med psykiske problemer, før jeg sprang over til et helt ”almindeligt” fitnesscenter uden nogen særlig målgruppe. Den fysiske træning var i princippet den samme. Men jeg havde brug for dette ”springbræt”.
Regeringsaftalen fra september 2022 har titlen: ”10-årsplan for psykiatrien og mental sundhed”. ”Psykiatrien” er et lægeligt speciale, ”mental sundhed” har vi alle et ansvar for. Rigtig megen psykisk lidelse kan uden tvivl forebygges, førend det bliver et decideret psykiatrisk problem.
Livet leves ikke på psykiatrisk afdeling, eller hos terapeuten – det leves alle andre steder. Civilsamfundet blomstrer og vækster med vigtige tilbud for samvær, fællesskab, nærvær og udvikling. Nogle af disse steder får statslig støtte. Meget foreningsliv beror på frivillige kræfter, og det er ærgerligt at gode steder må lukke, eller aktiviteter nedprioriteres, fordi der går alt for megen tid med at søge midler. Jeg håber, at ethvert sted, der arbejder recovery-orienteret, kan blåstemples, så midlerne til drift er sikret fra statslig side.
Civilsamfundet kan hjælpe til med at bryde med isolation, ensomhed, eller mindreværdsfølelse. Dig og mig sammen, hvor end vi mødes i verden. Vi kan nå hinanden. I klubber, i foreninger, blandt venner, og venners venner.
Det manglende vers
Traditionen tro afsluttede vi dagens program med fællessangen: ”Du kom med alt det, der var dig”, og teksten blev vist på storskærm. Men helt symbolsk manglede der et vers! Poul Nyrup opmuntrede os alle til at synge igennem, men det var svært uden teksten.
Fra midterækkerne smilede jeg indeni, for om noget, mangler psykiatrien et vers. Helt metaforisk korrekt. Fremtiden er uvis, skønt håbet er stort, og jeg ser allerede frem til næste års topmøde. Kan vi mon finde en fælles melodi, med både vers og omkvæd, som alle stemmer i – for en psykiatri i harmoni?
”The answer, my friend, is blowin’ in the wind”
Kilder:
Hemmingsen, Ralf, «Klinisk Psykiatri», Munksgaard, 1. udgave, 1994.