I mit barndomshjem var mottoet:
‘Vi stoler ikke på nogen, vi taler ikke med nogen om noget, og vi føler ikke noget’
Det total modsatte af, hvad jeg er, men det tog mig årtier at indse det.
For jeg er et føle menneske. Jeg føler mig elsket, når nogen taler med mig. Jeg har SÅ meget brug for at kunne stole på livet og de menneseker, der er omkring mig.
Det tydeligste viser sig i parforhold.
Hvor andre taler for og imod, og nærmer sig hinanden langsomt, har jeg altid kastet mig ud i det eller ingenting.
Der har aldrig været snakken –
Hvor vil du hen?
Er du på samme vej som mig?
Hvad er dine værdier, holdninger, interesser, mål og drømme?
Jeg har altid tiet. Jeg har altid haft mundkurv på. For jeg følte ikke, jeg måtte have nogle forventninger eller stille krav til ham, der skulle være et match.
Og det var lige nøjagtigt ham, jeg fandt. Han sagde heller ikke noget.
Lidt flirt., lidt betagelse og lidt god sex.
Men intet –
Hvor er vi på vej hen?
Vil vi det samme?
Det har altsammen været ligenu og her.
Jeg føler mig som en udviklingshæmmet her. Det er som om, at uret er gået i stå i mine teenageår, for det er det samme, jeg er blevet præsenteret for sidenhen.
Jeg har stadig mundkurv på.
Jeg frygter stadig at tage de svære snakke, om de svære følelser.
Jeg fryget stadig –
At være fuldkommen synlig som mig i parforhold.