En kæmpestor karamel knaldede ud i bling-bling gylden konfetti, og markerede starten på Don’t Fear The Weird filmfestivalen, arrangeret i et samarbejde mellem PsykInfo i region H, Cinemateket og Foreningen Outsideren. Fire dage med et krybende november-mørke udenfor bragte os indenfor i Cinemateket i centrum af København til stribevis af spillefilm, kortfilm, talks og events, der tilsammen hyldede det udfordrede sind. Læs reportagen fra festivalen i efteråret, og glæd dig til november, hvor festivalen fejrer 10-års jubilæum.
Reportage af Susanne Bang, skribent for Outsideren.
Livsforandrende
Jeg elsker biografen så meget, at jeg nogle gange tror, at den også elsker mig. Min affære med det hvide lærred har stået på i årtier. Hvad kommer der til at ske? Jeg blendes ind i filmens univers, jeg hepper på karaktererne, følger plottet, føler følelser, mættes af farver og kompositioner på de levende billeder. Drages ind i det musiske bagtæppe, betages af soundtracket. Ofte får jeg vendt og drejet mine egne indre overbevisninger – til noget nyt, noget trygt, eller provokerende.
Et skræddersyet program
Programmet var tætpakket fire aftener i træk, og der var også overlap i arrangementerne. Imens der blev vist film i en af biograferne, var der samtidigt foredrag i kælderens cafe-område. Opgaven var at plukke i de film og events, jeg ikke ville gå glip af, og tilrettelægge mit helt eget unikke program. Det kunne betale sig at sætte sig godt ind i programmet på forhånd.
En personlig vendetta
Dette års filmfestival handlede for mig også om personlig revanche. Jeg ville bevise overfor mig selv, at jeg kunne deltage alle fire dage, og gennemføre det program, jeg havde skræddersyet til mig selv. For sidste år gik det skævt for mig, idet jeg måtte gå glip af den sidste dag! En personlig nedtur grundet uforudsete bivirkninger til min psykofarmaka, der endte i en nyttesløs indlæggelse i julemåneden frem til to dage før jul. Det skulle ikke ske igen. Jeg havde brug for at styrke mig, jeg havde brug for en festival, hvor jeg stod op for mig selv. Jeg havde brug for at mærke glæden, nærværet, og kende min udholdenhed. Så jeg lagde et realistisk program, og glædede mig som aldrig før.
Cinemateket here I come, og stedet tog imod mig med et råt industrielt look, betongulve, en stålbeklædt bar og stole med ben i krom. Her er et udpluk af mine oplevelser:
”Diagnoser giver adgang til viden”, citat Marie Hald.
Første oplægsholder var Marie Hald, kunst-fotograf, og uddannet i journalistisk fotografi. Hun fortalte åbent om sine egne diagnoser, imens hun gavmildt viste os et bølgende, brusende hav af sine fotografiske værker projiceret på lærredet. Der var mange kvindekroppe i alle mulige størrelser og former.
Næste projekt fra Maries hånd vil sætte spotlightet på mænd. Mænd, der ofte gemmer sig med deres psykiske smerte, mænd, der har svært ved at gå til lægen, og svært ved at bede om hjælp. Derfor lider mange mænd bag skjulte døre.
”Øjet er den hinde, der afgrænser mit ego fra en andens ego”
Citat Brian Benjamin Hansen, der stod for det filosofiske oplæg og intro til to surrealistiske kortfilm: ”Den andalusiske Hund” og ”Præsten og Konkylien”. Vi hørte om psykoanalysens billedsprog med symbolik, det underbevidste, frie associationer og relationer mellem vanviddet og filmenes univers.
Filmene blev akkompagneret af live musik foran lærredet af Kristoffer Rosing-Schow. Han udtaler: ”Musik er ligesom mennesker. Hvis man lytter grundigt nok, finder man altid noget interessant.”
”Fri os fra Stigma”
Var titlen på et oplæg, der fik mit fulde nærvær og interesse. Ordene og budskaberne vækkede stærk genklang. Stigmatisering, at stemple, at nedgøre nogen, er mig alt for velkendt, ligesom jeg især kender til selvstigmatiseringen, der er skytsets man retter mod sig selv.
Anja Kare Vedelsby fra Sundhedsstyrelsen fortalte, hvordan stigma kan handle om tre ting. For det første manglende ”viden” om psykisk lidelse, dernæst ”holdninger” som fordomme, og for det tredje ”adfærd”, der kan vise sig som direkte diskrimination. Afstigmatiserings-kampagner sætter ind mod alle tre faktorer.
Selvstigmatisering kan vise sig som nedværdigende tanker om ikke at være god nok. At bære ”et negativt syn på sin egen historie”. Det handler om ”lav selvtillid, og at nedsætte forventninger til sig selv”. Paneldeltager Rune fortalte, hvordan selvstigma bevirkede, at han kom til at ”tone ned på egne forventninger til egen indsats.” Meget genkendeligt fra lytterens position.
Som modgift til stigma har vi håbet, men ”hvad er håb”? Sådan spørger Caroline Osander, leder af Psykinfo region H, og tovholder for denne talk.
Rune beskriver håbet som ”en nødvendighed for at finde ud af, hvor man vil hen”. På den måde hører jeg en undersøgelse og en retningsbestemmelse i håbet. Et aktivt håb er at arbejde for det man ønsker, skal ske.
Caroline gør opmærksom på, at Václav Havel engang har sagt, at ”håb er troen på, at det man gør, giver mening.” Håbet hviler på den måde på en god begrundelse.
Talk med Psykiatripræsten
”Vil du være rask?” Sådan spurgte Jesus på sin tid, sagde psykiatripræst Susanne Engberg. Svaret må altid være et kvalificeret ”ja”, tænker jeg.
Susanne fortalte, at en diagnose både kan være en dom, eller en befrielse. Mange oplever ”diagnoselettelse” – det letter, når der findes ord for det svære. Man opdager, at man ikke er alene med sin lidelse, og diagnosen kan pege i retning af håb og lindring. Psykiatripræsten henviser også til Kierkegaard, der har sagt, at vores opgave som menneske er: ”at blive sig selv”, og den proces sker i interaktionen mellem mennesker.
Open Mic – Stemmer fra virkeligheden
var et arrangement i kælderen med skribenter fra flere forskellige skriveskoler: Kofoeds Skole, Forfatterskolen PS, Skolen for Skabertrang og Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed. Alle skribenter læste op af deres værker, og jeg blev så rørstrømsk, at jeg fik flere klumper i halsen.
En af skribenterne fortalte: ”Det at skrive er en legeplads for mine tanker, en holdeplads for mit kaos.” Der blev stillet alvorligt spørgsmålstegn ved termen ”psykisk sårbar”, for ”det kræver enormt meget at være særligt sensitiv, og mærke verden så stærkt, stærkere end mange andre mennesker”, blev der sagt. Det kræver styrke at være sårbar.
Tag ejerskab over din historie
var et event med to de forfattere Louise Juhl Dalsgaard og Sebastian Nathan, som begge har oplevet psykiatrien indefra. Som Nathan sagde, er litteraturen meget befriende, fordi den ikke skal finde løsninger, eller forklaringer. Litteraturen kan bare være, og give stoffet plads. ”Skrift er at arbejde med den indre verden.” Og Louise sagde. ”Jeg ville aldrig være blevet forfatter, hvis det ikke var for alt det, der var bøvlet. ”
Dopaminklubben live
En live ADHD-belagt podcast om, for og af ADHD’ere. Der var lagt op til den helt store grinetur, men er der ikke grænser for, hvad man må gøre grin med? Jeg kom i tvivl undervejs. Må man gøre grin med handicappede? Med kræft? Med amputationer? Med selvmordstruede? Der eksisterer en uskreven regel om, at handicappede godt må gøre grin med handicappede. Så på den præmis køber jeg de to herrers koncept, Anders Morgenthaler og Roald Bergmann, bagmændene bag Dopaminklubben. Men det var ikke helt uden ambivalens, at jeg forlod dette højrøstede event i et meget højt tempo. Måske er det fordi, jeg ikke selv lider af ADHD, men jeg nåede at få karamellen galt i halsen. Listede ud, og håbede stille for mig selv, at det nok bare var mig, der ikke helt forstod komikken.
Super 16 – Gone Weird
Super 16 er et fællesskab af unge filmskabere, der blev dannet som et alternativ til den etablerede filmskole.
Don’t Fear the Weird præsenterede tre kortfilm, der alle handler om den menneskelige psyke som sårbar.
”Skifting” (25 min), om moderskab og paranoide tanker, ”Ikki Illa Meint” (21 min), om venskab i opløsning, og ”Sergenten og hans nevø” (23 min), om en særlig relation til en original onkel.
Hvis du gik glip af disse tre kortfilm i biografen, så fortvivl ikke. Her er direkte link til de unge instruktørers små mesterværker:
Herudover så jeg
Everybody Loves Jeanne
Fransk spillefilm, om en kvinde og tre mænd med skæg. Jeanne tager til Lissabon for at rydde op i moderens dødsbo, efter dennes selvmord. På trods af deprimerende temaer om svigt og savn, så er filmen vitterlig morsom.
10-års jubilæum i 2025
Jeg elsker både de korte og de lange film, dem med farver, og dem i sort-hvid. Jeg elsker dokumentarerne, de troværdige, de virkelighedsnære. De fiktive film, de storladne, de smalle. Dem med eller uden fantastiske soundtrack, som man husker.
Hvis du kommer forbi Cinemateket, med, eller uden billet, så kan du tage elevatoren til tagterrassen, nyde udsigten, eller se en udendørs forestilling i Himmelbio.
Dette vigtige kulturelle arrangement tiltrækker folk med psykiske udfordringer, pårørende, behandlere, beslutningstagere – og når kulturen bringer forskellige folk sammen, sker der noget magisk. Det er intet under at festivalen fylder 10 år i år, selvom det kræver gode indsatser fra mange sider. Måske vi ses i november måned, i uge 46, til jubilæum? Om det bliver i cafeen, på forreste, eller på bageste række i biografen med de røde plyssæder?
Links:
| Faktaboks – Om PsykInfo |
| PsykInfo er et rådgivningstilbud og informationscenter. Vi tilbyder anonym og gratis rådgivning om psykisk sygdom og behandling.
Alle borgere kan henvende sig til PsykInfo. Det kan være brugere af psykiatrien, eller pårørende til et menneske med en psykisk sygdom. Men også elever, studerende, lærere, jobkonsulenter, sagsbehandlere eller andre faggrupper kan blive informeret om psykisk sygdom og behandling. |