Overgreb og kærlighed 1 – At fortælle for at leve

Skrevet af Ditja KL med hjælp fra Nis Bjarnhof

Introduktion

Hvorfor fortælle andre ens egen, forfærdelige livshistorie? Fordi det gør det lettere at leve med den. At fortælle den gør, at man selv kan stå ved den. Og det gør også, at andre kan elske en, for den man faktisk er.

Kun hvis vi er mange, der fortæller vores svære historier, bliver det lettere for os hver især at leve med dem. Hver gang det lykkes en af os at spejle vores historie i en andens, bliver det lettere for os begge at leve med det, der er sket.

Hvis os, der har været udsat for voldsomme og tidlige overgreb, skal kunne elske andre og selv blive elsket, så skal vi kunne fortælle vores historie. Jeg starter med at dele min, så du måske, hvis du har lyst, kan dele din, med dem der er vigtigst for dig. Så kan det være, at det bliver lidt lettere for dig at få og give kærlighed.

Jeg prøver at fortælle om begge ting, både overgreb og kærlighed. Men jeg prøver også at vise, hvor svær kærlighed bliver, når det næsten er umuligt for en at se, at man fortjener den.

Jeg fortæller altså ikke bare for at fortælle, men for at leve – og for at alle jer, der har oplevet forfærdelige ting, skal kunne leve. Vi fortjener at leve og vi fortjener at blive elsket, selvom vi ofte føler os som skuespillere, fulde af skam og uden ret til en historie, der er så meget anderledes end de flestes, så fuld af vold og overgreb.

Jeg vil gerne give læseren en advarsel: Min historie indeholder forfærdelige ting, som jeg beskriver både grafisk og detaljeret. Der er flere, der har sagt, at mine historier er alt for voldsomme: fordi de både indeholder seksuel tortur, men også meget intime ting, jeg har sagt til dem, der er tættest på mig.

Jeg deler dem alligevel, fordi jeg tror, de kan hjælpe alle jer, der går igennem livet og føler jer som skuespillere, som om I skal gemme jer bag en maske og som er så fulde af skam, at det kan være meget svært for andre at forstå. Det er både svært for en selv, for dem der er tættest på en, men også for de professionelle, der hjælper os. Ikke engang de ved, hvad det er vi skal leve med.

Men jeg siger det også nu: Hvis du ikke tror, at du kan tåle at læse om voldsomme overgreb, om seksuelle krænkelser af børn, om tortur af børn, så skal du stoppe nu.

To historier

Selvom jeg kun har én livshistorie, så har jeg delt min fortælling i to. Den første handler om, hvad der skete med mig, dengang jeg var et lille barn i Indonesien, men også om hvordan jeg mødte min mand Mads og kom til Danmark. Den anden fortælling handler om mit liv her, og hvorfor det er svært for mig at lade mig elske. Kærlighed er svær, uhyre svær, selvom det er den, jeg har mest brug for. Hvis du vil høre min historie, skal du derfor læse begge fortællinger. De giver kun mening sammen.

Til sidst lidt om, hvordan de to fortællinger blev til: Jeg fortalte først min historie til min familie. Det var så svært, at jeg blev indlagt bagefter. Senere fortalte jeg den til filminstruktør Linus Mørk i 2023. Dernæst genfortalte jeg den til filosof Nis Bjarnhof i 2024. Det er filosof Nis, der har skrevet teksten, men jeg har gennemlæst, godkendt og rettet hvert ord.

Fortælling 1: Et barn gøres fortræd

Jeg blev født i Indonesiens hovedstad Jakarta. Min far var imam og min mor muslimsk missionær. De var vigtige mennesker i vores samfund. Tidligt, alt for tidligt, begyndte alt det forfærdelige.

Jeg blev, sammen med 4 andre piger, voldtaget af 26 mænd. De 26 var naboer, meget religiøse og flittige mænd, som mine forældre stolede på. De havde profetnavne og læste koranen. De nød alle meget respekt i nabolaget.

De bedøvede os med narkotika. 2 af dem var vagter i moskeen, hvor min far underviste på koranskolen, 2 andre var rengøringsassistenter. Det begyndte, da jeg var fem. Siden da har jeg hørt stemmer og haft hallucinationer.

De gjorde det efter en rutine under de muslimske, daglige højtider. Normalt startede de med at bede kl. 5 om morgenen, imens forældrene slappede af. Omkring kl. 6 kidnappede de mig, og mine forældre troede, jeg var i god varetægt indtil kl. 12, hvor jeg skulle være hjemme igen.

Selvom det startede med kidnapninger, ville de hurtigt have mig til selv at åbne døren for dem. Engang straffede de en af de andre piger, fordi jeg ikke ville åbne døren om morgenen, så herefter gjorde jeg det af mig selv.

Jeg fortalte ikke noget til mine forældre, både fordi de er meget troende og fordi min mor fik et nyt barn næsten hvert år og altid havde travlt med at amme.

Allerede fra jeg var fem år gammel vaskede jeg selv mit tøj og min krop, så der var ingen, der så skaderne. Voldtægtsmændene rensede mig desuden efter hver voldtægt og de gav mig nok også narkotika. Hurtigt begynder det at brænde, når jeg tissede eller havde afføring.

De 4 andre piger var også naboer og en af dem var en af mændenes søster. Hun sagde, at jeg ikke måtte fortælle, at hendes storebror var voldtægtsmand. Han var nemlig beskyttet af både politikere og politi, som handlede med narkotika.

Da jeg går i 1. klasse, ser jeg en af mændene mødes og sælge narko til politiet et offentligt sted. Da han går, får jeg øjenkontakt med ham. Jeg sikrer mig, at han ser mig og så prøver jeg at begå selvmord. Jeg springer ud foran en bil. Den kører over mig. Jeg dør ikke men det virker alligevel, for de lader mig være, indtil jeg kan gå igen. Men så sker der noget andet.

Til offerfesten kommer de og banker på, men til vores alles overraskelse bliver vi ikke voldtaget. Vi er faktisk glade, fordi vi tror, vi skal dø – og det vil vi gerne. I stedet bliver vi bundet, mens de gaffataper vores munde, så vi ikke kan råbe, og vores øjne, så de ikke kan lukkes. Så stiller de en sort skraldespand op, som vi ikke ved, hvad skal bruges til.

I posen er der en politimand, som de sætter på en stol. Så begynder de at give ham elektrisk chok. Han er bedøvet eller fuld. Så tager de et reb om hans hals. Så kommer en af mændene med en machete, og mens han siger allahu akbar, hugger han hovedet af ham, mens vi sidder og kigger på. Han siger til mig: “Se, det er din skyld. Hvis du prøver at begå selvmord igen, så bliver det din far og mor og jeg tager din lillesøster med.”

De siger, at politimanden er ligesom en slagtekylling for dem. Derefter hugger de manden i mange stykker (det varer næsten 6 timer) og hugger hans penis i 5 stykker og giver hver af os piger et stykke i munden, som de tvinger os til at spise, ved at åbne gaffaen og lukke igen.

Fra den dag forsøgte jeg ikke længere at begå selvmord. Da jeg blev 13 år, opdagede min mor, hvad der foregik, fordi hun ikke ammede hele tiden. Hun så, at min labia faldt ud. Hun spurgte straks, hvad der var sket. Jeg prøvede at bortforklare det med, at jeg var faldet ned fra et hegn, men det troede hun ikke på. Jeg var bange for, hvad de ville gøre med min mor og lillesøster. Hun opdagede, at jeg var blevet voldtaget. Og pludseligt var der flere, der vidste det. Øjeblikkeligt, ville jeg bare straks udlevere min krop for at blive lemlæstet, for at bede dem om, ikke at ofre min mor og lillesøster.

To yngre brødre til to af mændene meldte sig straks som skyldige over for politiet. De ønskede at beskytte deres storebrødre og den bande, de tilhørte. Ved at påtage sig skylden forsøgte de at lede opmærksomheden væk fra de egentlige gerningsmænd. De blev anklaget og dømt, men fik kun 8 måneders fængsel. Den milde straf skyldtes sandsynligvis, at politiet hjalp dem for at afslutte sagen hurtigt uden at undersøge det komplekse netværk af kriminalitet nærmere. Herefter flyttede hele min familie til det nordlige Sumatra.

Hjemløs – men endeligt fri!

Jeg flygtede fra mine forældre og blev hjemløs som 15-årig. Der var en dreng, der havde hørt om voldtægterne mod mig og han truede mig til sex – og efter ham, kom der andre. Derfor flygtede jeg, efter jeg havde fået mit afgangsbevis, for hvad der svarede til 9. klasse.

Jeg tænkte så meget på hævn, at jeg tog mine papirer, mit tøj og gik til busstationen og kørte imod Jakarta. Chaufføren fik mine sidste tyve kroner, så da jeg ankom, ejede jeg ikke andet end det tøj, jeg havde på.

I Jakarta lærte jeg hurtigt, hvordan man overlevede ved at kigge på de andre hjemløse. Jeg fandt mad i skraldespande og sov på gaden. Jeg gjorde rent og vaskede op. Det var første gang, jeg virkeligt var fri, ikke behøvedes at gå med hijab og kunne gøre hvad jeg ville. Det gjorde mig glad. Det var den bedste tid.

Selvom jeg kun tjente småpenge på at synge, vaske op og rengøring, så var det nok til, at jeg kunne gå på internetcafe fra kl. 7 aften til 7 morgen, så jeg kunne sove sikkert. Men så skete der noget: da ejeren så, at jeg ikke røg og altid ryddede op og fjernede skrald efter mig, så han også at hans toilet altid var rent efter mig, fordi jeg brugte det til at gøre mig selv ren. Derfor tilbød han mig et job som internetcaféoperatør, selvom jeg ikke havde et ID-kort, og jeg intet vidste om hverken internet eller engelsk sprog. Her lærte jeg meget om sociale medier, fx Facebook og YouTube.

Jeg lærte ikke bare selv meget, jeg lærte også andre noget. Jeg mødte nemlig en masse andre piger og kvinder, som var flygtet fra deres forældre, fordi de blev brugt som slaver eller babymaskiner. Jeg satte mig det mål, at jeg ville lære 26 unge piger at bruge computer. Samtidigt lykkedes det mig at begynde i en skole, der svarede til gymnasiet. Læreren opdagede ikke, at jeg var hjemløs.

Efter fem år nåede jeg de 26 piger, samtidigt med, at jeg fik mit eksamensbevis. Jeg sagde til dem, at nu måtte de klare sig selv og de store måtte passe på de små. Herefter vendte jeg hjem til mine forældre igen.

Jeg var igennem mange forfærdelige ting der også, særligt at jeg mistede et barn under en graviditet. Til sidst blev jeg så desperat, at jeg bare ville dø. Jeg sagde alle mine jobs op og rejste til Bali for at slå mig selv ihjel. Det var nemmere at slå sig selv ihjel der, for hver gang jeg ellers havde forsøgt, kom folk og hjalp. Dengang gjorde det mig rasende på dem.

Bali og Mads

Jeg ankom til Bali den 5. april 2014. Jeg ville slå mig selv ihjel, men var også nysgerrig på, om jeg alligevel kunne få børn. Jeg sagde til mig selv, at hvis jeg skulle finde en, der kunne gøre mig gravid, skulle han være ateist, bo langt væk fra Indonesien fx i Grønland, ikke have piercinger eller tatoveringer, ikke ryge, ikke have kæledyr, være mørkhåret med mørke øjne, være lidt højere end mig, single og ikke have børn. Han skulle have egen bolig og et fast og stabilt job. Han skulle også kunne lave mad, passe børn og være tæt på 40 år.

Der var mange turister i Bali, som kom og ville danse med mig. En dag kom Mads i cafeen. Min ven, som jeg boede hos, var homoseksuel og meget interesseret i Mads. Det fortalte jeg ham, men han svarede, at han kunne lide kvinder som mig.

Det blev min ven så sur over, at han smed mig ud. Mads tilbød, at jeg kunne bo hos ham uden at skulle give sex. Jeg indså hurtigt, at han passede perfekt til mine krav. Han var endda allergisk overfor kæledyr. Uden at vide det, reddede han dermed mit liv. Hvis ikke jeg havde mødt ham den dag, var jeg gået ned til havet og havde druknet mig.

Nu ville jeg finde ud af, om jeg kunne blive gravid, så jeg overtalte ham til at have sex. Vi rejste sammen rundt i Bali i 2 uger. Han ville gerne være kærester, men i Indonesien kan man ikke bo sammen, hvis ikke man er gift, så han friede. Han tog tilbage til sit job i Danmark. Jeg troede ikke, han kom tilbage, men to måneder senere stod han der igen, og vi tog på ferie i Jakarta. Allerede den 5. august 2014 har jeg ankom til Danmark.

I Danmark – men kan jeg virkeligt leve?

I dag har jeg boet i Danmark og været gift med Mads i 10 år. Der er meget, der er godt og der er meget, der stadig er rigtigt svært. Jeg kan stadig have selvmordstanker og jeg får flashbacks, hver gang jeg hører korancitater eller muslimsk musik. Så hører jeg de ord og ser de ting, der skete dengang. På den måde er alt det forfærdelige stadigt helt virkeligt. Nogle gange hjælper det at lukke øjnene, så jeg har ofte tænkt på at blive blind.

Der er især to ting, der har holdt mig i live. Det første er tanker om hævn over de 26 mænd: Jeg ville få børn, sørge for, at de havde det godt og gik i skole, og så ville jeg tage tilbage til Indonesien og tage hævn over dem. Så ville jeg nok også dø der. Jeg kæmper stadig meget med den tanke.

Alligevel, selvom det nogle gange føles som om, det er hævnen, der har holdt mig i live, så er der også noget andet, nemlig den kærlighed, der er i min familie.

Den vil jeg derfor fortælle om nu, både så man kan se, at man godt kan blive elsket, selvom man har været ude for forfærdelige ting. Men måske også, så man lidt bedre kan se, hvad man har brug for, for både at blive elsket, og for at kunne give noget til andre.

Det er også meget svært at være i en dansk familie. De hjælper mig med at hjælpe min familie i Indonesien, men det giver mig også forfærdelig dårlig samvittighed, at min danske familie står i den situation. Deres kærlighed er god, men den lægger også et forfærdeligt ansvar på mine skuldre. Jeg ville gerne betale min danske familie tilbage, men jeg kan ikke gøre noget, der svarer til hvad de har gjort for mig. Det kan være så hårdt, at det giver mig selvmordstanker. Kærlighed holder mig i live, men den kan også være tæt på at slå mig ihjel.

Faktisk hænger alle mine selvmordstanker sammen med kærlighed.

Men uanset hvor svær den kærlighed er, så er jeg taknemlig for den. Det prøver jeg at vise i en tale, som du kan læse om HER.