Ovartaci var på mange måder en utroligt interessant karakter, med 56 års indlæggelse på psykiatrisk, og et imponerende kunstnerisk virke, står han som en helt særlig skikkelse i dansk kunsthistorie. Men han er ofte overset – måske på grund af sine psykiske lidelser, men var det bare meningsløs lidelse eller var det forbundet med et menneskes særlige åbenhed og kreativitet?
Skrevet af Pia Johansson
Denne artikel er et portræt af kunstneren Ovartaci, som jeg syntes er spændende fordi han var en mand, der var på en livslang eventyrrejse i kunsten og i sindet. Teksten er skrevet på baggrund af noter jeg har taget fra bogen Flamme-mennesker af Max Bendixen og under et foredrag om Ovartaci, som Anne Valbjørn Odgaard holdt i Nikolaj kunsthal, og et, Brian Benjamin Hansen holdt i Cinemateket under festival Don’t Fear The Weird i november 2024. Jeg synes dokumentarkortfilmen ”Ovartaci – kunstner på psykiatrisk hospital” fra 1999 skildrer ham mere som en psykisk syg tosse, end som en genial kunstner. Det værste i livet må være at stå i lyset af, og ligne en stor tosse.
Gnisten
Jeg fandt min gnist – og blev komponist
– Pia Johansson
Ovartaci var fremtidens barn, en fantasifuld finurlig kunstner, et flammemenneske, der giver en gnist i værket. Han er født 1894 i Ebeltoft. Hans borgerlige navn er Louis Marcussen, og han var patient på psykiatrisk hospital i Århus i 56 år.
Kunstens styrke
Han levede igennem sin kunst og var et skrøbeligt menneske med en plaget sjæl, men for mig at se er det også en kæmpe styrke. Kunsten er en god måde at finde styrke – finde mening og forstå sig selv på, at forsvinde ind i evighedens rum, hvor smerten ophører, at male er en god terapi, farver kan påvirke vores sindsstemninger.
Gul var Ovartacis yndlingsfarve, man kan meditere på gul, hvis man vil opnå mere livslyst og personlig styrke, og der finder man en stor skaberkraft. Han fandt guldet, sin skattehule, der hvor ideerne strømmede ud fra, og alle de fantasifulde verdner med de mystiske væsner. Farven rød var noget virkelig dårligt, og han malede alle knapperne på båndoptageren. For ham var rød hadets farve.
Argentina
Han var meget optaget af andre kulturer, og han emigrerede til Argentina og fik det første job som maler. Louis havde en vision om at blive en berømt maler i det nye land, men derefter levede han som vagabond og sultede. Senere opholdt han sig hos det oprindelige folk i junglen, hvor han fandt sit indianske navn Ovartaci, og han har muligvis taget nogle bevidsthedsudvidende stoffer bl.a. svampe, noget som indianerne anvendte ved forskellige ceremonier, der så har udløst en psykose.
Tvangsindlagt
Da han vender hjem til Ebeltoft, er han stærkt plaget, og er paranoid, hører stemmer og føler sig overvåget, han var irriteret over radioantennerne på hospitalet, da han mente, at andre kunne få ens tanker at vide gennem disse antenner.
Naturens antenne – antænder naturen
– Pia Johansson
Han blev tvangsindlagt på psykiatrisk hospital og fik diagnosen skizofreni. På hospitalet lavede han rygefantomer og kosmosrygeren, væsner der skulle give ham fred, “ for er man deprimeret, så får man det godt igen” som han sagde. Rygefantomerne fik rollen som hans personlige beskyttere, og de fik hver sit navn. Han betegnede disse fantomer som kilden til ånd og indsigt. Han malede eventyrlige billeder og lavede papmachedukker, der blev hans familie og venner. Han var den eneste på hospitalet, der ikke fik medicin. Kunsten kan være en medicin for sjælen, Ovartacis kunst blev en livsnødvendighed, og kunst af psykisk syge er nøglen til frihed.
“Hører du stemmer?” spurgte lægen. “Nej, jeg er en stemme,” svarede jeg.
– Pia Johansson
Kulturer
Ovartaci er sammenlignet med en shaman. I de sydamerikanske kulturer ville man betegne det som en begavelse, men i vores kultur ville man betegne det som sindssyge.
Frihed
Jeg tror, der er en spirituel verden, vi går ind i, når vi dør. Ovartaci havde en åndelig grad af frihed, som andre kun kan drømme om. Ovartaci havde åbnet en lem i hjernen til kosmos, hvor hans sjæl kunne flyve ind og ud, og rejse i tid og sted, og være et højere udviklet væsen fra et andet plan end jorden, hvor han kunne møde sine artsfæller, der hvor der er noget, der er større end hvad et almindeligt menneske ville kunne forstå. Hans kunst holdt ham i live. Man kan gå igennem livet og føle at man ikke rigtig lever, og kunsten kan være en redning; at man har noget at leve for.
Kunsten var livet for ham, og han viser os den anden verden. Der fandt han en dybere viden i forholdet mellem liv og død. Han kunne igennem kunsten give udtryk for noget, der ikke er et sprog for.
På statens regning
Han levede i en tid, hvor der var ressourcer til, at han kunne få lov til at udfolde sig kunstnerisk. Han fik lov til at være kunstner på statens regning. Vi har en stat, der skal sørge for, at vi har et land, der har noget at byde på, at vi har noget at være stolte af. Der er mange kunstnere, der ikke har de muligheder, som han havde.
Inspirationskilden
Han lever igennem kunsten, og andre kan leve igennem hans kunst. Han fandt en guddommelig inspirationskilde, og lavede avatare i guddommelige skikkelser. Han var forelsket i alt, der har kinesisk karakter, da kinesisk er det universelle sprog, og han faldt ind i denne her ved-siden-af virkelighed.
Plejerne kaldte han for pudshunde, og en dag turde han ikke spise maden, fordi der var en ånd i rødbederne. Han syntes, det at være mand, var at være beskidt, og havde et meget stærkt ønske om at blive til en ren kvinde.
Find din indre majestæt og du vil altid være din styrke iklædt
– Pia Johansson
I 1951 bad han om at få fortaget kastration. Han kunne ikke forlige sig med den kromosom-smutter, skaberen havde begået. At være “herre” over det, så det ikke tager magten fra en at være dybt afhængig af kvinden. Ovartaci betegnede “tingesten” som fremmed, og at den ikke tilhørte ham. Han kunne ikke acceptere sin natur. Og han mente, at det måtte være en menneskeret, at han blev accepteret som kvinde, at blive et med kvinden.
Det gør ondt at være adskilt, når der elskes, og det gør ondt at være forbundet med noget grimt og afskyeligt.
– Ovartaci
At gøres forelsket i en kvinde og med hende avle et barn, følte han var det værste, der kunne ske ham. Noget der skulle være naturligt og smukt, er nu blevet til en sygdom. Han vælger at amputere penis med en hammer og mejsel i hospitalets snedkerværksted, og får en kønsskifteoperation med dannelse af en vagina.
Tabet
Når man rammes af psykisk sygdom, taber man noget af sig selv, men der er altid en guddommelig kerne i os, hvor vi er den, vi var engang, den, vi er blevet til, og den, vi altid har været. Ovartaci skal 3000 år tilbage i tiden for at finde ud af, hvor han kommer fra, og “er vi ikke altid blevet det, vi altid har været?” spørger Ovartaci.