Når man lander i psykiatrien, er der med det samme fokus på behandling og medicinering. Men det man i første omgang har brug for er, at smerten ikke bliver analyseret eller problematiseret, men blot anerkendt. Den basale anerkendelse skal være udgangspunktet for alt behandling.
Skrevet af Rikke Østergaard Bergmann
Jeg oplevede første gang psykiske problemer, da jeg var 14-15 år. Livet begyndte at gøre for ondt til at jeg kunne håndtere det. Jeg havde gode forældre, der gjorde, hvad de kunne, men det hele gjorde ondt.
Jeg klarede mig fint i hverdagen, så det var først som 18-19-årig, at jeg søgte professionel hjælp.
Jeg fik en fejldiagnose og den ene slags antidepressiv efter den anden, som reelt set ikke gjorde andet end at give mig alverdens bivirkninger.
Efter nogle år startede jeg på universitetet, og efter det første år gik min daværende kæreste og jeg fra hinanden. Jeg stod derfor pludselig med kun min SU som indtægt. Den er ikke nok til at leve for, så jeg stod imellem at skulle finde et arbejde eller tage SU-lån. Men så blev jeg gjort opmærksom på handicap-tillægget, der både gælder fysiske og psykiske diagnoser. På det tidspunkt havde jeg stadig diagnosen borderline, selvom den var forkert.
Så jeg ansøgte. Hvad havde jeg at tabe?
Fortæl lige hele historien – igen, igen.
For at blive taget i betragtning til handicaptillægget skal man selvfølgelig snakke med en fagperson, der ved noget om det handicap, man har, så jeg skulle til et møde med en psykolog.
Jeg boede på det tidspunkt i Odense, og jeg kendte ikke byen særligt godt, så jeg anede ikke hvor adressen var henne. Så med google maps i hånden og sved på panden, havde jeg et øje på husnumrene og et på klokken.
Jeg kom for én gangs skyld til tiden og blev vist ind i et lille, mørkt lokale. Psykologen var venlig og smilende, og skulle sådan set bare høre min historie – hvordan jeg var endt, hvor jeg var.
Jeg blev hurtigt tryg nok i hendes selskab til at fortælle, for hun var ikke dømmende, og hun skulle ikke fixe mig. Hun skulle bare lytte til min historie og tage et par noter.
At fortælle om mit liv føltes som en lang historie at kaste mig ud i endnu en gang og til endnu en fremmed, så jeg jokede lidt med, om hun nu havde tid nok. Det forsikrede hun mig om, at hun havde - jeg skulle ikke skynde mig.
Så jeg startede fra en ende af. Jeg fortalte om den psykiske mobning i folkeskolen, men også om hvor meget jeg blev hjulpet i det, selvom det ikke fik det til at stoppe. Jeg fortalte om hvordan jeg var blevet slået ned som 14-årig og om den inkompetente psykolog bagefter. Jeg fortalte om årene efter, om selvskaden, depressionssymptomerne, om kampen med at komme igennem min HF. Jeg fortalte om, hvordan jeg droppede ud af det første studie jeg valgte, og om hvordan det førte til boligløshed. Jeg fortalte om indlæggelsen og de forskellige besøg til psykiatrisk skadestue, der ikke førte til noget. Jeg fortalte om sygeplejersken, der gav mig en epifani, da hun påpegede at jeg 10 år efter stadig slæbte rundt på traumet fra overfaldet. Jeg talte og talte og talte i det lille lokale.
Psykologen nikkede, tog noter, spurgte lidt – men mest af alt lyttede hun. Hun lyttede til hvert et ord, jeg sagde, og da jeg omsider tav, kiggede hun mig i øjnene, og som den første fagperson i mit liv sagde hun: ”Det lyder hårdt.”
Jeg græd.
Anerkendelse før behandling
Det var første gang, en fagperson anerkendte, at min historie var hård, at det var ok, at jeg havde haft det svært, og at det var forståeligt. Det var første gang en fagperson ikke hoppede direkte til handling og hvad der skulle gøres, hvilken medicin jeg skulle have eller hvem jeg skulle sendes videre til.
Hun gjorde ikke andet end virkelig lytte. Hun ventede ikke på at kunne tale og komme med teorier, for hendes opgave var ikke at diagnosticere mig eller behandle mig.
Sådan burde alle psykologer starte et forløb, for jeg tror mange i høj grad har brug for at blive anerkendt. Ikke nødvendigvis forstået, men at ens smerte anerkendes og accepteres for det den er – noget der påvirker hele ens liv. Bagefter kan vi snakke om diagnoser, behandlinger, medicinering, eksperter og alt det andet. Men start med anerkendelsen. Se mennesket og smerten.