Skam er en tung og svær følelse at leve med, men vi kan mindske den ved at tale om den, ved at lyse på skyggen. I trygge rammer og relationer har skammen svært ved at overleve. Hvordan kan vi hjælpe hinanden med at skabe disse rammer, og kan psykiatrien danne en sikker platform, for dem som er i berøring med systemet? Hvis du kender til skam, så håber jeg at denne artikel kan give lidt lys på din skygge, og vished om, at du ikke er alene med følelsen.
Skrevet af Anja Hallsson
Igennem mine mange år i psykiatrien er der særligt én følelse, som jeg har savnet, at der har været fokus på. Jeg har været tilknyttet psykiatrien siden 2011, og har haft lange ambulante forløb samt utallige længerevarende indlæggelser på både åbne og lukkede afsnit, både med og uden tvang. At leve med en psykisk lidelse er at leve med mange svære følelser. Nogle er sværere at tale om end andre. I psykiatrien støder man ofte på emnet følelsesregulering, som har til formål at hjælpe os til bedre at kunne rumme og regulere følelser som angst, vrede og tristhed. Men hvad med skam? En potentiel meget ødelæggende følelse, som de fleste af os kender, og som ofte går hånd i hånd med følelsen skyld.
Skam mindskes, når vi taler om den
Måske er skam den mest ensomme følelse at leve med. I sin natur fortæller skam os, at vi er forkerte, at vi har gjort eller gør noget forkert, som ikke lever op til andres forventninger og accept. Måske har vi igennem vores liv lidt for ofte hørt sætningen “du burde skamme dig”. En lille sætning med katastrofal magt. Så vi gør alt vi kan, for at skjule vores skam overfor omverdenen, og måske også os selv. Vi kan ligefrem skamme os over at føle skam; følelsen som fortæller os, at vi ikke er gode nok, ikke er værdige nok, og at vi fortjener mindre end alle andre. Det er en selvværdsnedbrydende følelse, som for mange kommer til udtryk som selvdestruktiv adfærd og tankegang.
Når skamfølelsen er fællesnævner for mange mennesker med psykiske udfordringer, kunne man savne, at der var langt mere fokus på det i psykiatrien. Måske er det så vigtigt, at skam burde have samme fokus i behandlingen, som de andre tunge følelser. For skam har det med at blive ved med at smide brænde og benzin på de andre negative følelser, og det bliver enormt svært, hvis ikke umuligt, effektivt at kunne mindske bålet af vrede, angst og tristhed, hvis skam sidder inde bagved i det skjulte, og bliver ved med at fodre det med nyt brænde.
Og skam løber ikke tør for forsyninger, før den kommer frem i lyset, før den kommer til orde, og ikke mindst, før den kan spejle sig i en anden.
Den er en skygge vi bærer med os, en skygge, vi gør alt i vores magt for at skjule. Men når vi kan dele vores historie og vores tanker og følelser i et trygt fællesskab, eller med en person som møder os med omsorg, forståelse og varme, så er det som en projektør direkte på skyggen. I lyset af en som lytter med empati og fuld accept af alt vi er, kan skyggen ikke overleve. Men det tager tid, tillid og respekt.
De gode relationer kan bane vejen
At turde åbne op og fortælle om vores skam er så svært, angstfyldt og grænseoverskridende, at det kræver et rum hvor tryghed og tillid er den altoverskyggende ramme, hvor skammen allerede fra start kan se et lys trænge ind ad den dør, den kæmper for at holde lukket. Her kommer den måske vigtigste del af et fællesskab, eller en sund og tryg relation for alvor frem, helt ind i kernen af, hvad det vil sige at høre til. Et sted, hvor vi kan være os selv, hvor der er plads til alt vi er; skygge og lys, farver og gråtoner.
Hvordan kan vi vide, at et fællesskab har de rigtige rammer for os? Det kan vi, når det fællesskab ikke kræver, at vi ændrer eller skjuler den vi er, for at indgå i det, men at fællesskabet netop kræver og inviterer til, at vi er den vi er, så alle andre også kan være præcis som de er.
Sammen kan vi lette byrden hos hinanden
Jo mindre vi taler om skam, jo større og stærkere bliver den, og jo mere får den os netop til at trække os fra fællesskabet, i frygt for at blive dømt eller set ned på. Hvis man i psykiatrien kunne – eller valgte – at sætte fokus på, at skabe trygge rammer, evt i form af grupper, som inviterer til, at man kan åbne op og tale med andre om vores følelse af skam, og alt som er forbundet med den, så tror jeg på, at mennesker ville kunne rykke sig på en helt anden måde.
Med en anden form for følelse af at være lettet fra tung hemmelighedsholdelse, uanset om man taler om selve tankerne og handlingerne som har udløst skammen, eller kun taler om skamfølelsen i sig selv. Hvis man oplever at blive set, hørt og forstået på en måde, hvor lyset kommer længere ind, hvor skam kan rummes, tales om og accepteres, så kan de andre tunge følelser måske blive mindre tunge, eller vi kan frigive flere kræfter til at bære dem; alle de kræfter, som skam tager fra os.
Accept er starten på forandring
Recovery starter med forståelse og anerkendelse, både af og fra os selv og andre. Dette kræver åbenhed og ærlighed, og disse kræver enorm sårbarhed, og ikke mindst mod til at turde være sårbare. At kunne finde det mod, kræver igen det gode og trygge fællesskab, som netop kan være den lyskilde, hvori skam ikke kan overleve.
Så måske er kernen til recovery netop her – i det trygge og sunde fællesskab, som inviterer til åbenhed og sårbarhed med omsorg og forståelse. Et sted hvor en lille sætning som, “det kender jeg godt”, eller “sådan har jeg det også”, i sig selv kan være det lys, som får skam, den skjulte og magtfulde følelse, til at opløse sig.
Hvis vi kan tale trygt og åbent om det, i et trygt og åbent fællesskab, gruppe eller relation, så tror jeg på, at vi kan skabe et stærkere fundament for trivsel, samhørighed og recovery.
Vi kommer alle til at sige og gøre ting, som vi efterfølgende fortryder, uanset om det er præget af psykiske udfordringer eller ej. Vi har alle oplevelse, som er svære at håndtere, og vi tænker alle til tider tanker, som føles forkerte eller uacceptable. Mange af os kan føle at vi ikke bidrager med nok, at vi ikke kan de ting, som er forventet af os, at vi er utilstrækkelige, eller at vi er en belastning. For nogle fylder det så meget, at skam bliver en livslang ledsager, og når den bliver gemt væk i det skjulte, kan den kun vokse sig større og stærkere. Vi har brug for at kunne tale om den, at kunne få den ud i lyset.
Måske kan man se skam som et frø, der kun kan vokse og trives i mørke, i skyggen af tavshed, forventninger, bebrejdelse og selvbebrejdelse. Og måske kan vi se lyset som værende det empatiske, lyttende, forstående og accepterende fællesskab, hvori skam ikke kan overleve.
Vi lever i et sammenlignelsessamfund. At være menneske er at være uperfekt, nuanceret, og at rumme både lys og mørke, farver og gråtoner. Men hvis vi kun kan sammenligne os med det vi kan se udadtil; kun med andres lys og farver, så er det svært, hvis ikke umuligt, ikke at føle os forkerte, anderledes og alene.
Ingen er alene med skyld og skam, og det er så vigtigt, at vi ved det. Så hvis det kan hjælpe nogle derude, som kæmper med den følelse, så vil jeg runde af med at sige – “jeg kender det godt”.