Skrevet af Christina Harritz
FRIHED INDENI.
Og jeg skriver det med stort.
Jeg har et helt liv til at lære og udvikle mig, så recovery som mål i at nævne, hvad jeg kan og kan mestre, er ikke relevant for mig.
Det var frihed, jeg i alle årene havde brug for at føle og opnå. Frihed indeni.
Frihed fra mine negative tanker, mit lave selvværd, ja, mit deciderede selvhad.
Nu hvor det er kommet, så er resten i mit liv sekundært. Det er noget, der kan og må komme, men det er mindre vigtigt.
Recovery er for mig at vinde over sig selv og nedbryde de mure, jeg har bygget op omkring mig selv af frygt, skam, perfektionisme, kontrol, mistillid og ængstelse.
”Det var ikke sårbarheden, der gjorde ondt. Det var kampen mod den, der var ubærlig”, skriver Majbritte Ulrikkeholm. Jeg er helt enig.
Min recovery består i, at jeg kan være autentisk og synlig som mig. Ikke at skulle kunne leve op til andres forestillinger om, hvad recovery er. Det betyder, at jeg accepterer og elsker mig selv, og særligt at jeg ikke skal forstille eller præstere noget over for nogen, eller pynte på mig selv. Det betyder, at jeg kan lade mine masker og facader falde.
Mit liv behøver ikke at se ud af noget. Det skal se ud af mig.
Jeg var mit eget egentlige problem og sygdom. Det var ikke det ydre, der var noget galt med.
Det er ikke så vigtigt, hvordan mit liv ser ud i det ydre, det vigtigste er, hvordan jeg har det med mig selv. Om jeg lever i følelsesmæssig frihed eller ej… Det er recovery for mig.
“Love yourself and the rest will follow”, lyder et citat.
Den største fjende var hende, jeg havde indeni.
Da jeg fik det godt med mig selv, fandt jeg en langt kærligere verden, end de forestillinger, jeg havde gjort mig om den.
Når jeg har fred med mig selv, så kan alt det ydre langt bedre falde på plads, og først der, kan recovery som noget, der kan måles, begynde.
Det kan være svært at få lavet mad, hvis man har det dårligt og er fyldt op indeni af smertelige følelser og tanker, for så er det svært at overskue noget andet.
Recovery må altid starte indefra.