Kritik af psykiatrien er nødvendig – men kan ikke stå alene. En del af kritikken skal også rettes mod vores kollektive tendens til psykiatrisering. Vi lever i en tid præget af en stærk tilbøjelighed til at tolke næsten al psykisk lidelse igennem psykiatriens prisme – og med den tilbøjelighed mister vi blikket for det almene. Vi skal ikke kun fokusere på psykiatrien. Vi skal også kunne tale alt det op, der mangler: økonomisk og social tryghed, tillid, relationer og rum til at være menneske. Ikke al lidelse er sygdom, og ikke alt skal behandles. Lad os tale mere om de værdier, vores velfærd skal bygges på, og om de nuancer, der kan bygge bro og føre os videre i debatten.
Skrevet af Boris Lauritzen, daglig leder og chefredaktør i Foreningen Outsideren
I denne tid føres der fra flere sider masser af vigtig kritik af den biologisk orienterede psykiatri og dens begrænsninger – ikke mindst, at den har det med at fremmedgøre og tingsliggøre de mennesker, den er sat i verden for at hjælpe. Det er også som om, der bliver lyttet på nye måder – som om nye vinde blæser. Det giver håb om, at vi sammen kan løfte debatten videre – ikke kun med kritik, men med konkrete bud på det, vi savner og kan skabe i fællesskab.
Tak til alle, der er med til at skabe debat om psykiatriens og samfundets indretning. Det er vigtigt at tale om det svære. Men særligt tak til alle outsidere, der deler deres erfaringer. Det er nemlig særligt svært at tale stærkt fra et udsat og sårbart sted.
Udsatheden og diagnoserne er, ligesom hos mange andre familier, flyttet ind i min familie, så jeg skriver også fra sådan et sted. Jeg mener dog ikke, at min families problemer er særligt nye eller særligt komplekse. Det nye er, at vores samfundssystemers evne til at afhjælpe udfordringerne hos nutidens mennesker og familier er dalende. De løsninger, der tilbydes, får ganske enkelt både systemer og mennesker til at knække sammen for øjnene af os.
Et menneske er mere end sin diagnose – et samfund er mere end sin psykiatri
Det er vigtigt at holde fokus på, at alt for mange mennesker mødes med de forkerte tilgange i psykiatrien, og at der er en stærkt indgroet tendens til at psykiatrisere sociale, eksistentielle og strukturelle problemer. Jeg mener ikke, at psykiatrien i sig selv bærer fejlen. Problemet er derimod, at den bruges forkert og for meget.
Alt for mange menneskelige problemer adresseres i psykiatrien. Det er for meget at forvente af én tilgang – lige meget hvor helhedsorienteret den forestiller sig at være.
Når vi bruger psykiatrien til at håndtere problemer, der burde løses socialt, politisk eller relationelt, svigter vi både dem, der søger hjælp, og dem, der forsøger at yde den. Psykiatrien må og skal ikke være vores eneste svar på menneskelig lidelse.
Psykisk lidelse er ikke sort-hvid
Psykiatriske problemer er aldrig rent biologiske eller sociale – de er altid sammenvævede. Vi kan ikke skelne skarpt mellem syg og rask, mellem individ og samfund, eller mellem krop og psyke. Det skyldes, at vi ikke har overvundet det, man i filosofien kalder sjæl-legeme-problemet. Vi forstår simpelthen ikke præcist, hvordan det psykiske og det somatiske hænger sammen. Derfor er det ikke frugtbart at forsøge at inddele psykisk lidelse i separate kasser. I stedet må vi forstå og tilgå lidelse på forskellige måder og i forskellige rum – afhængigt af den enkeltes situation og behov.
Vi har brug for flere steder at gå hen
Vi forventer for meget af psykiatrien og for lidt af alt det andet. Når ensomhed, traumer, fattigdom, meningsløshed og livskriser behandles som sygdom, overbelaster vi et system, der ikke er designet til at løse samfundsskabte og eksistentielle problemer.
Vi har brug for flere svar – og flere steder at gå hen med det, der gør ondt. Her er jeg helt på linje med for eksempel psykiater Helene Speyer, der på efterårets psykiatritopmøde holdt en tale om, at der er brug for en bred vifte af døre for dem, der lider psykisk. Én af de døre skal føre til højt specialiseret lægefaglig behandling, andre til psykoterapi, socialfaglig støtte og praktisk hjælp. Og så skal vi have endnu flere døre ud til det, der gør mennesker i stand til at leve gode liv – både med og uden sygdom.
Et forbillede kunne være kræftbehandling, hvor man modtager behandling på hospitalet, men også tilbydes indsatser, der imødegår de psykologiske, sociale og eksistentielle konsekvenser af sygdommen. De almenmenneskelige udfordringer, der udspiller sig i alle menneskers liv, kræver ikke højt specialiserede, lægefaglige indsatser. Derfor bør vi investere flere ressourcer i civilsamfundsbaserede fællesskaber, hvor mennesker kan støtte hinanden, bearbejde livskriser og finde nye veje uden at få gennempsykiatriseret hele deres tilværelse.
Psykoterapi og samtaler skal ikke være en luksus
Psykoterapi, traumebevidst tilgang og eksistentielle samtaler bør også spille en meget større rolle. For nogle mennesker er psykoterapeutiske samtaler den vigtigste hjælp til at forstå og håndtere deres lidelse, men for mennesker i udsatte positioner er det oftest helt uden for økonomisk rækkevidde. Hvis vi ønsker en mere retfærdig og sammenhængende tilgang til mental sundhed, må vi skabe lettere adgang til psykoterapi for udsatte grupper – uafhængig af deres diagnose. Det bør selvfølgelig være sådan, at det er problemets art, ikke størrelsen på din pengepung, der er afgørende for, om du kan få adgang til psykoterapeutisk intervention. Men heller ikke individuel psykoterapi kan stå alene, for det ændrer ikke de rammer, der er om vores fælles liv.
Når psykiatrien skal løse det, den ikke er skabt til
Hvis mennesker fik både relevant hjælp, støtte og adgang til fællesskaber, der forebygger og mindsker lidelse, andre steder end i psykiatrien, ville ressourcerne i psykiatrien også række betydeligt længere. At psykiatrien bruges til at håndtere problemer, der reelt adresseres bedre andre steder – såsom ensomhed, manglende aktiviteter i hverdagen, meningsløshed, fattigdom eller andre sociale udfordringer – fører til både misforståelser, mere lidelse og overbelastning. Det er både dyrt, dumt og destruktivt.
Vi har brug for mere samarbejde på tværs
Der er kritik at udsætte på psykiatrien og dens i mange tilfælde alt for snævre patologiske og medicinske fokus – både historisk og aktuelt. Og jeg vil fuldt ud anerkende alle dem, der lever med konsekvenserne af fejlbehandling i psykiatrien. Men jeg frygter, at vi i dag ikke vinder noget ved at skære psykiatrien fra eller udvide den. I stedet skal dens opgaver afgrænses meget skarpere. Og så bør vi udvikle en fleksibel og sammenhængende tilgang, hvor regionspsykiatrien, kommunerne og civilsamfundet arbejder sammen og løfter opgaverne på tværs – og en infrastruktur, hvor det er muligt.
I dag har hver sektor kun overskud til sin egen kerneopgave – og det i bedste fald. Derfor kommer tværgående samarbejde meget ofte til at handle om at sende regningen videre. Vi har brug for et mere koordineret, personcentreret og behovsorienteret system, hvor støtte og hjælp tager udgangspunkt i borgerens udfordringer og ikke forsinkes eller forspildes af kassetænkning og bureaukratiske benspænd.
Med lidt god vilje, så kan det også læses frem som en del af intentionen med psykiatriplanen. De investeringer, der skal føre til forebyggelse og bedre sammenhænge på tværs, ser dog ud til at lade vente på sig. Og de har særligt svært ved at finde ud til de fællesskaber, der ikke bare flytter klientgørelsen ud i civilsamfundet.
Det er helt på hovedet, at forebyggelse er det sidste, vi vælger at investere i.
Jeg mener derfor, at vi er langt bedre tjent med at stille vores politikere til ansvar på de punkter, fremfor at føre endeløse skyttegravskrige i psykiatridebatten.
Vi skal ansvarliggøre vores folkevalgte
Kritik og grundlagsdiskussioner er nødvendige, men vi gør ikke klogt i kun at tale psykiatrien ned. I stedet skal vi tale det op, som vi ved virker, og som vi ved mangler: økonomisk og social tryghed, tillid, anerkendelse og adgang til ligeværdige relationer og meningsfulde fællesskaber.
Vi må kræve mere af vores samfund, og vi må tage debatten med vores folkevalgte – ikke kun om diagnoser og behandlingsformer, men om de værdier, vi bygger vores velfærd på.
Nogle mennesker har brug for medicinsk behandling, andre for terapi, fællesskaber eller eksistentielle samtaler – og rigtig mange har brug for en kombination.
Det handler ikke om enten-eller, men om at tænke klogere og mere sammenhængende. Psykiatrien skal tage sig af det, den er bedst til – og så må vi skabe langt flere muligheder og bygge bro til andre steder for de mange, der ikke kun hjælpes med psykiatriske indsatser.
Vi må tænke bredere om psykisk lidelse og skabe flere veje til hjælp og heling. Vi skal gøre samfundet mere menneskeligt. Det vil gøre det lettere for os mennesker at bære hinanden. Psykiatrien kan ikke bære det hele.