På papiret er der bred enighed om, at mennesker i udsatte positioner skal have mulighed for at leve gode liv og deltage aktivt i samfundet. Men i praksis ser det anderledes ud. Efterhånden har jeg deltaget i rigtig mange aktiviteter, projekter og netværk om social forandring af velfærdssamfundet – og det er, som om vi hænger fast i det samme dyng. Her kommer et par refleksioner over, hvorfor forandring er så svært og samtidig så nødvendigt.
Skrevet af Boris Lauritzen, daglig leder og redaktør i Foreningen Outsideren
Det er forbandet svært at lave social forandring. Det vidste jeg godt allerede, da jeg blev daglig leder i Outsideren, hvor jeg siden har været med i flere projekter på tværs af det offentlige og civilsamfundet. Men jeg vidste nok ikke, at det var så svært.
Det har blandt andet fået mig til at tænke på den franske filosof Jacques Rancière. Han er nemlig god at tænke med som outsider. Ifølge Rancière opstår egentlig politisk forandring kun, når dem uden stemme bliver hørt – ikke som sagsnumre, klienter eller cases, men som ligeværdige deltagere i fællesskabet:
Politics exists when the natural order of domination is interrupted by the institution of a part of those who have no part.
– Jacques Rancière, Disagreement: Politics and Philosophy
Ifølge Rancière handler politik ikke om fordeling af goder inden for et givent system – men om at forstyrre den orden, der bestemmer, hvem der må tale, og hvad der tæller som vigtigt, eller bare reduceres til støj. Når borgere i velfærdssamfundet tvinges til at indtage en mangelposition for at blive hørt, er der noget galt. For så har vi en orden, der ser ud, som om den virker, men i virkeligheden ekskluderer under dække af inklusion.
Rationel strategi i et irrationelt system
Velfærdssystemet er i høj grad indrettet på visitation, kontrol og dokumentation – ikke på tillid, samarbejde og medskabelse. Det er bygget til at administrere og effektivisere, ikke til at lytte, forstå og skabe relationer. Resultatet er, at mennesker, som har brug for tryghed og støtte, alt for ofte må tilpasse sig en logik, der er designet med systemets behov for kontrol i centrum.
Det gælder også for de medarbejdere, der skal yde hjælp og støtte, at de ofte oplever at skulle betjene systemerne forud for at tjene borgerne. Jeg ved det, for jeg har selv været en af dem.
Den, der har brug for hjælp, skal bevise det; den, der skal hjælpe, skal nærmest gøre alt for at modbevise det.
– Susanne Bang, skribent i Outsideren
Får man brug for hjælp, vil man opdage, at det er klogest at fremstå dårligere, end man egentlig har det, fordi det er dét, der udløser hjælp. Og hjælpen forsvinder igen, hvis man får det bedre – for så falder man uden for paragrafferne. Hvis du vil have hjælp eller undtages for krav, så skal du sørge for at fremstå som et udpræget mangelvæsen over for systemet.
Det er en rationel strategi i et irrationelt system – men det er hverken værdigt eller bæredygtigt. Når systemet bygger på mistillid, bliver vi alle sammen lidt dårligere mennesker. Ikke fordi vi vil det, men fordi systemerne lægger op til det.
Brugerorganisationer presses ind i samme mønster
Og det slutter ikke med borgeren. Vi oplever det samme som organisation. Outsideren – og mange andre brugerdrevne foreninger – må gang på gang tilpasse sig systemer og krav, der ikke er lavet til os, men til nogle helt andre. Vi skal bevise vores eksistensberettigelse, måle vores virkning i kasser, der ikke passer til det arbejde, vi laver, og konkurrere om de samme bevillinger med organisationer, der har helt andre ressourcer og forudsætninger.
Når vi som forening ønsker støtte til at arbejde med empowerment, demokratisk deltagelse og fællesskab, kræver det ofte, at vi fremstiller vores organisation og vores brugerfrivillige som en slags skygge af det, vi egentlig er og gerne vil være. Det bliver en spejling af den måde, borgere tvinges til at fremstå dårligere, end de er, for at få adgang til støtte.
Det er ikke let at finde finansiering for foreninger som vores. Vi kæmper som en humlebi for at holde os på vingerne. Men det er lettere at finde midler, der fastholder os i en mangelposition, end at finde de midler, der gør os – og dermed vores brugere – stærkere. Det er ikke kun ærgerligt for os – det er dyrt for samfundet.
Vi ændrer ikke vores institutioner uden at ændre vores strukturer
Jeg har en stigende erkendelse af, at det ikke bare er mennesker, professionelle eller borgere, der skal gøre det bedre. Det er vores strukturer, der er problemet. Vi har indrettet et system, der belønner det, vi ønsker at komme væk fra – og gør det svært at skabe det, vi har brug for.
Hvis vi virkelig vil skabe en velfærd, der understøtter gode liv, må vi begynde med at omfordele ressourcer og magt, skabe nye relationer mellem mennesker i og uden for vores systemer, og forandre de strukturer, der fastholder mennesker i udsatte positioner – eller gør det nødvendigt at lyve for at få hjælp.
Det er givetvis ikke let, men der er alligevel grund til optimisme. For det bliver mere og mere tydeligt for mig, at vi alle sammen ønsker og behøver radikale forandringer. Der er en voksende erkendelse – både i civilsamfundet, blandt fagprofessionelle og på politisk niveau – af, at noget helt grundlæggende må gentænkes.
Men hvis vi skal lykkes, skal vi have et system, der ikke spænder ben for det, vi vil sammen.