De tekster, du skal til at læse, er blevet til på Outsiderens Skriveværksted, som finder sted hver torsdag kl. 12.30–14.30. Her skriver vi for at styrke vores stemmer og dele vores outsider-erfaringer – med både sårbarhed og styrke.
Skriveværkstedet er åbent for alle outsidere, der har lyst til at skrive. Der kræves ingen særlige forudsætninger – kun nysgerrighed og mod på at udtrykke sig. Vi skriver på egne præmisser, men vi gør os altid umage med at gøre vores erfaringer tilgængelige for andre.
Har du lyst til at være med, eller vil du bare høre mere? Så skriv til: aktiviteter@outsideren.dk.
Rod og Orden
Af Anja Hallsson
Det går lige fra det ene til det andet. I mit hjem. I mit hoved. I mit liv. Fra rod til orden, fra orden til rod, fra rod til kaos. Men jeg har lært at finde mig hjemme i det. I det kaos, som ofte overtager både orden og rod. Et sted i stormens øje er der en lille lomme, en lomme, som er nu. Her og nu. Det er ikke fortidens kaos.
Det er ikke den fremtid jeg forestiller mig, som en uoverskuelig storm, hvor jeg igen er i den lille båd, midt på havet, alene i uvejret. Lige her og nu, er jeg lige her, lige nu. Stormen raser omkring mig. Men her i min lomme kan jeg se den lidt på afstand, selvom jeg lever midt i den. Lige her er der er solstrejf. Lige her synger en fugl. Lige her er der en gnist af mod og håb. Men stormen kalder og råber. Fanger den mine tanker, så fanger den mig. Den kan opsluge. Den kan dræne energi og håb. Indtil jeg hører fuglen synge. Indtil jeg træder tilbage i min lomme. I mit her og nu.
Solnedgang
af Rikke Østergaard Bergmann
Her er… ikke stille, men roligt.
Jeg kan høre én enkelt insisterende flue og en måge skriger i det fjerne.
Lyset er varmt og jeg synker ned i det. Jeg lader varmt strandsand løbe mellem mine fingrer og jeg trækker vejret dybt. Her er ikke andre mennesker end os og jeg kan dufte en blanding af saltvand og grillen der syder stille.
Sandet klistrer til min hud, men jeg gider ikke tage mig af det. Jeg lufttørrer imens jeg nyder verdenen omkring mig. For én gangs skyld er der ro – også inde i hovedet.
Lyset skifter hele tiden farve. Orange bliver til pink som glider over i lilla. BIøde farver der ikke har travlt. Den mørke blå ligger og lurer bagved, ikke ubehageligt, men dyb og uendelig.
Månen titter frem og en enkelt stjerne skinner og glimter.
Jeg forsvinder ud i den begyndende aften, tusmørket er faldet på, men det er ikke koldt. Ekkoet af farverne sidder stadig i mine øjne og jeg forsøger at lagre dem i min hukommelse.