Tvangsindlæggelser kan komme som et lyn fra en klar himmel: helt uventet står politiet og banker på ens dør. Når man udskrives, får man heller ikke noget at vide. Det fortæller Anonym om. Men kunne vi gøre det lidt bedre? Har man ikke krav på en forklaring? For ellers bliver det også sværere at undgå en anden gang.
Af Anonym
Jeg havde det godt. Jeg gjorde de ting, jeg plejede og der var orden på mit værelse. Jeg havde vasket bordet af og stillet kopperne til tørre, så min stue var velkommende. Jeg får ofte besøg af de andre fra bostedet og så giver jeg en kop kaffe, et glas kakao eller cola. Så taler vi og hører jazz og radiohits fra 1920’erne og 30’erne. Det kan man finde på telefonen, fx Marlene Dietrich.
Jeg var blevet kaldt til et formiddagsmøde med psykiateren og min netværksmedarbejder og mødet gik fint. Vi talte slet ikke om indlæggelse. De sagde bare, at de kunne se, at jeg tog min depot og den øvrige medicin som jeg skal. Så spurgte de, om jeg ville tage det, hvis det ikke var under tvang. Jeg svarede at det jo var et hypotetisk spørgsmål.
Men så skete det: et par timer senere stod der nogen politibetjente og bankede på min dør. De spurgte, om jeg vidste, hvorfor de var her. Det kunne jeg jo nok regne ud, men det var alligevel helt uventet. Hvem havde bestemt, jeg skulle indlægges? Hvorfor? Et lyn fra en klar himmel. Jeg spurgte om jeg måtte pakke mine ting, og det fik jeg lov til.
Den slags sker, efter jeg har fået en uretfærdig behandlingsdom. Den betyder, at jeg kan blive indlagt så snart nogen vil det. Jeg kan aldrig forudse, hvorfor de vil indlægge mig. Det kommer altid som et lyn fra en klar himmel. Jeg har ikke overblik over, hvor mange gange det er sket, men måske 20 gange.
Indlæggelsen
Jeg vidste altså ikke, hvorfor jeg skulle derhen, men ved udskrivelsen efter halvanden uge sagde de, at jeg var blevet indlagt, fordi jeg var paranoid overfor personalet. Men jeg ved ikke rigtigt hvad paranoid betyder. Er det at være angst? Men angst har jeg aldrig været. Jeg fik ikke noget at vide, der gav mening for mig. Jeg har heller aldrig haft det sådan, at jeg tror nogen vil mig ondt eller holder øje med mig. Men som sagt, ved udskrivningen talte vi ikke mere om det. Det var også en meget ung læge, så jeg ville ikke mase mig på.
Først et lyn, så ingen forklaring med ord der giver mening.
Værdier
Det er en hån overfor mig at blive indlagt og udskrevet uden forklaring. Det er en hån imod min selvstændighed. Man føler sig som en brik i et puslespil, man ikke hører hjemme i.
Det er selve det, at de bestemmer over mig. De er sådan set flinke nok på afdelingen. De spørger om jeg vil have noget at spise eller drikke, om der er noget jeg mangler. Men det ændrer ikke en tøddel på, at jeg er der imod min vilje.
Den her måde at blive indlagt på, er ikke noget nyt for mig. Jeg har aldrig prøvet at få forklaret, hvorfor jeg skal indlægges. De siger fx jeg er stærkt psykotisk. Overlægen forklarede mig, at blot det at man går på bare tær og i jakkesæt er nok til at blive indlagt. ’Psykotisk’ det har jeg forstået sådan, at man er stærkt optaget af en eller to begrænsede emner. Men sådan er jeg ikke? Jeg tror mere, det er fordi de samler alt op, der ligger lidt uden for det normale. Jeg gik jo faktisk på bare tær året rundt og det var der mange, der mente var for udenfor. Er det så derfor man indlægges? Jeg ved det ikke.
Hvad kan der gøres?
Selvom selvstændighed er så vigtigt for mig, så synes jeg egentligt ikke, at personalet kan gøre noget for at styrke den. De kan lade mig være og det gør de faktisk også langt det meste af tiden. Det sætter jeg pris på. Derfor er jeg faktisk også ret glad for at bo på bosted.
Det bedste ved at bo på bosted er, at jeg har gode naboer. De er flinke og rare og behagelige at omgås. Derfor vil jeg også gerne bo på bostedet. Det giver så godt naboskab. Det er også fedt nok, at der bliver arrangeret udflugter. Fx tog vi engang til Rosenborg slot – vi var en otte stykker, der tog afsted.
Men alligevel kunne det egentligt være spændende at vide, hvorfor psykiateren ofte indlægger mig. Det kan være, jeg bare skal blive bedre til at spørge. Men jeg ville også gerne have et møde med psykiateren og personalet på bostedet, hvor vi kunne tale om indlæggelser, hvorfor de sker og hvad det er, de reagerer på. Det ville gøre det mere konkret. Så kunne det måske også blive lettere at undgå indlæggelser?
Så hvis jeg kunne håbe på noget, der kunne styrke min selvstændighed, så var det måske, at jeg blev forklaret hvorfor. Så kunne himlen være klar og jeg kunne fortsætte mit gode liv med mine naboer og venner.