Det sker ofte, at man kan komme i konflikt med sin læge om, hvad der egentligt er virkeligt. Hvad gør man så? I artiklen her giver Aisha Nazir sit bud på, hvordan man kan omgås, selv om man er helt uenige. Man skal huske at være sød. Men hvordan er man sød, hvad betyder det egentligt? Læs med og find ud af det. Det er ikke så nemt, som man tror.
Af Aisha Nazir
Det er 8 år siden, men jeg husker det præcist. Jeg havde det så skidt i de dage. Jeg var sikker på, at jeg var gravid. Jeg var gift med en fra Pakistan, vi havde haft samleje, og da jeg kom hjem, begyndte jeg at blive lidt småbuttet, men mine vrangforestillinger gjorde, at det føltes som om jeg var gravid.
Jeg kom altså til møde med lægerne, hvor jeg ikke alene følte min krop helt anderledes, end den plejede, jeg havde også en masse forventninger til fremtiden. Der var meget, jeg gerne ville tale om. Men da jeg sagde til lægerne, at jeg var blevet gravid, svarede de bare, at det var en del af min sygdom. Jeg troede slet ikke på dem. Derfor insisterede jeg på, at jeg var gravid, mens de insisterede på, at det var jeg ikke. Jeg kom lidt op at diskutere med dem.
Jeg følte de bare synes, jeg var en dumpop, fordi jeg er psykisk syg og at jeg ikke ved noget. Når man ikke bliver set og hørt, føler man sig som et lille dumhoved. De ville bare have mig til at begynde på min medicin igen. De endte også med at indlægge mig i fem måneder. I starten var den indlæggelse også bare diskussion på diskussion.
Vendepunktet
Jeg synes den måde, de gik til mig på, ramte mig i det personlige. Fordi de bare affejede, hvad jeg sagde, så følte jeg mig lille og dum. Og derfor kom vi så meget op at skændes, gang på gang på gang.
Den værdi, der i virkeligheden blev trådt på, handler om, at man skal være sød. At være sød, det betyder at man er god til at lytte, at man forklarer, hvad man mener, men også at man respekterer andre.
Derfor begyndte det også først rigtigt at vende i indlæggelsen, da de godt kunne se, at jeg havde ret på nogle punkter. De blev også meget bedre til at spørge ind til mange personlige ting, som min menstruation og min mand. De spurgte ind til min dag. De spurgte også ind til min familie og mine hobbyer. De gav mig også lov til at låne deres bærbare til at høre musik på. Så blev det lettere at stole på dem. De begyndte at blive søde.
Jeg synes lidt det er det, der adskiller de gode hospitaler fra de dårlige, at de gode er bedre til at lægge mærke til, hvad patienterne godt kan lide at lave.
Det gjorde også, at vi kunne blive enige om min medicin dosis og at jeg skulle skifte fra piller til depot. Det hjalp på den måde, at jeg blev mindre vred og at vi kunne enes bedre. Men vigtigere end det, så var det også først efter, at de begyndte at være lidt mere søde overfor mig, at jeg kunne se tilbage og forstå, at jeg ikke selv havde været sød og rimelig overfor personalet og min familie. Ikke altid i hvert fald. Det er så vigtigt at være sød.
Hvad kan der gøres?
Så hvad kan man gøre, når man er fanget i de her diskussioner, hvor man er helt uenige om, hvad der egentlig er sket? Jeg er nemlig ikke færdig med at diskutere. Selvom jeg synes det er vigtigt at være sød, så skal man jo ikke finde sig i hvad som helst.
Hvis jeg kommer i den situation igen, så er mit forslag til personalet, at de ikke bare skal blive ved med at affeje, hvad jeg siger. Vi skal komme på talefod. Lægen skal spørge ind til mange ting. De kunne spørge ind til hvordan man har det og undersøge grundigt, om man måske kunne have ret.
Jeg ville ønske, at de tog et initiativ til, at vi kunne lære hinanden bedre at kende som personer og ikke bare som patienter og læger. De kunne spørge ind til mine hobbyer og interesser i hverdagen, hvad jeg har lavet i dag. De kunne også fortælle om dem selv. Så kunne man holde en dialog i gang, så det ikke bare ender med, at man skal have en ny medicin og sættes op i en anden. Jeg vil gerne kunne komme ud med de ting, jeg har i tankerne. Ellers bliver jeg så urolig. Det har jeg også prøvet, at de har været gode til, mens jeg var indlagt.
Som patient kan man selv google den medicin og undersøge, hvad den kan gøre. Man kunne måske også tale med en person, der er tæt på en, om hvad de anbefaler, man skal gøre. Når man er uenig med lægen og ikke rigtigt tror på ham eller hende, så kan man bedre stole på en, der er tæt på en selv. Så kan man høre, hvad de synes. Det kunne være familie, kæreste eller en ven, der har kendt en i mange år. Så kunne man høre, hvad de tror, kunne være godt for en. Ens tætte vil nemlig en det bedste og de ville aldrig gøre noget, der er dårligt for en. Måske kunne personalet også blive bedre til at invitere folk tæt på mig. De kan nemlig også være gode til at stille spørgsmål til lægen.
Så kunne vi måske stoppe med bare at diskutere, komme i dialog med hinanden og tættere på, hvad der virkeligt er godt for mig. Så kunne vi være sødere ved hinanden.