De tekster, du skal til at læse, er blevet til på Outsiderens Skriveværksted, som finder sted hver torsdag kl. 12.30–14.30. Her skriver vi for at styrke vores stemmer og dele vores outsider-erfaringer – med både sårbarhed og styrke.
Skriveværkstedet er åbent for alle outsidere, der har lyst til at skrive. Der kræves ingen særlige forudsætninger – kun nysgerrighed og mod på at udtrykke sig. Vi skriver på egne præmisser, men vi gør os altid umage med at gøre vores erfaringer tilgængelige for andre.
Har du lyst til at være med, eller vil du bare høre mere? Så skriv til: aktiviteter@outsideren.dk.
Parken
Lyset tager langsomt til.
Fuglene vågner og snakker sammen.
Nattens dugperler i græsset.
Fuglene begynder at hoppe rund i græsset,
i jagten på at få noget at spise.
En tidlig morgenløber,
kommer prustende op ad stien
og forsvinder mellem træerne.
Ræven skal hjem til hulen med morgenens fangst.
Jeg står helt stille,
og nyder det fantastiske sceneri.
– Frank
Indre landskab
Vinden blæser skiftevis fra alle retninger.
Sletter alle spor i sandet.
Det ligner en stor flade af sand,
men når jeg bevæger mig rundt i landskabet
er det fyldt med dybe dale.
Jeg kan ikke se fodsporene efter mig.
Alt ligner hinanden og dog forskelligt.
Stilheden er larmende.
Jeg lægger mig ned,
kikker op i den blå himmel
med den hvidgule lyskive
der ubarmhjertigt brænder alt væk.
– Frank
Mit sind som et landskab
I går var jeg til forfatterforedrag, og blev draget ind i forfatterens livshistorie, livstematikker, og oplevelsesmåde, via hendes tekster.
Hvordan skiller man forfatteren fra teksten, når det frembragte skriftlige materiale sonderes gennem forfatterens egne prismer? Alligevel kan teksten synes overjordisk, heldigvis.
Mit sind er som nordirlandske grønne sletter, der bare bakker og bakker og bakker baglæns, imens jeg betragter det hele forlæns, flydende, foran mig. Sletterne, bakkerne, bølger, som nystrøgede hvide lagener, der vejrer i luften, som svømmer de gennem bølger af grønne smerter – bølger i et væk.
Himlen lader skyerne svæve, svømmende, hen over himmelloftet. Hvor er det en lettelse at trække vejret – frit.
Hvilken lettelse, jeg trækker vejret, og livet smerter næsten ikke.
Himlen hæver sig over mig. Hæver sig og hæver sig, som hvedebrød. Over mig.
Bagt, som i en rund kurv, lagt omvendt. For at hæve sig, som hvedebrød, der elastisk boltrer og udvider sig – som vi ved, at universet gør.
Himlen som et hvedebrød, der udvider sig, ekspanderer, i takt med mit åndedræt, der prøver at følge med. Rytmisk trækker jeg vejret, dybere og dybere, renere og renere.
Skyerne er ikke forgiftet. Det er ikke syreregn.
Skyerne er hvide som hvidt sølv, glinsende rene.
Og solen er så langt væk, at alt bare er lyst.
Foran mig ser jeg en rødbrun hingst, der går i et roligt, undersøgende tråd hen imod mig.
Gennem grønne bakker i nordirlandske sletter går jeg. Og mindes.
Tiden ligger foran mig, tung. Er det en herregård, er det en middelalderlig kirke, eller er det et slot, jeg ser?
Jeg er så alene, rådvild. Stædig som Nordirland, men jeg har det hele.
Terrænet er mildt imod mig, på trods af sin hårdhed. Blæsten tager til. Vinden raser i mit hår, bagfra, det er medvind, og hesten står nu stille.
Hvor kom jeg fra? Hvor skal jeg hen? Jeg´et står stille og spørger.
Mit sind er som et landskab, men ikke et ubetrådt landskab.
Temperaturen aftager, og skyerne finder sammen. Det fugtige mørke over mig sænker sig ned. Luften ligesom daler og fortættes. Skyerne taber sig, alt imens regnen begynder at piske. Skyerne dundrer, alt imens buldrende mørke tordner og brager, men det er langt, langt borte.
Av, av, av, det lyner.
Jeg ser op, jeg ser det. Det lyner, aaaav. «Lyn».
Jeg falder mod jorden, så hårdt som en maveplasker på den bare jord. Kolde, hårde jord.
Der er ingen søer i nærheden, men foran mit øje samler regnens tårer sig i pytter. Pyt, pyt.
Hesten vender sig om, og kigger på mig. Kigger ned på mig. Jeg kigger op på dens mørke øjne.
Har jeg været her før?
Hesten og jeg falder i søvn, sultne, og dog sover vi i takt.
– Susanne
Parken
Parken ved daggry er så tæt på mig, at jeg ikke kan se skoven for bar træer. Jeg bor lige op af Fælledparken og kan se lige ind i den fra min altan.
Jeg glemmer for ofte hvor stor en gave det er for en bybo at kunne se både langt og grønt. Naturen er til gengæld god til at minde om sig selv. Måske er himlens rødmen udtryk for bluhed over at føle sig overset. Det er en tanke jeg godt kan lide.
Himlen og parken har agens og jeg/vi skylder dem vores kærlige opmærksomhed. Vi ved da nok at når vi giver den, så får vi så meget mere igen.
– B.
Indre Landskab
Hvis mit sind var et landskab, så var det på en gang fremmed og hjemligt. Der er bjerge og dale, der er åbne, lyse vidder og tætbevokset mørke. Der er også små landsbyer med forskellige stammer, nogle med en høvding, der vil bestemme og indtage mere terræn, andre baserer sig mere på en naiv eller oprindelig mentalitet, hvor der gives plads til det andet.
Mit sind er ofte i splid med sig selv. Men som helhed er det smukt.
Det glæder sig måske også lidt til at blive et med landskabet igen. Fra jord er du kommet, til jord skal du blive. Og så den måske ikke så meget længere.
Min sind er et landskab og der er godt med plads.
– B.
Hvad er sygdom?
På engelsk har de både illness, sickness og disease, hvor vi danskere nøjes med lidelse og sygdom. Det gør at vi nogle gange overser at sygdom ikke altid er noget inde i det enkelte menneske eller i kroppen. Det kommer til udtryk der, men somme tider findes kilden til lidelsen eller sygdommen udenfor individet, enten i samfundet, i en relation eller endda i fortiden. Angsten er ofte sådan en sygdom, der har sin kilde i et forhold snarere end i individet selv. Måske er det ikke klogt at se angst som en sygdom, for den er nok ofte et symptom på et (mis)forhold. Men det samme kan jo siges om et smadret knæ. Det er brugt forkert, symptomet er smerten, sygdommen er slidt brusk, men kilden er, at knæet ikke er blevet brugt omsorgsfuldt. Så måske er sygdommens kilde manglende omsorg.
– B.