Vores medarbejder, førtidspensionist og cand.polit Boye Haure, aflægger her rapport fra nogle fræsende døgn i efteråret 2009, der blandt andet bød på topmøde hos en tidligere statsminister, kold nøgenbadning ved nattetide samt flere indlæg fra talerstolen på de radikales årlige landsmøde.
Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 70 / Af Boye Haure
Jeg lå i ambulancen. Fik insulin- og salt-drop. Jeg havde mistet en masse væske ovenpå en stor svedetur. Jeg havde ikke fået fast føde et par dage.
Jeg havde været manisk, og jeg var nu for alvor gået forkert.
Egentlig skulle jeg denne onsdag have været ned på værestedet Flinten og spise god solid varm husmandskost. Men mine ben ville på værtshus. Jeg skulle aldrig have adlydt dem. Jeg drak én stor stærk øl, og én til. Så begyndte jeg at få det psykisk dårligt og troede, at alle talte om selvmord. Og pludseligt fik jeg det også dårligt fysisk.
Jeg havde fået et insulinchok. Sveden piblede ud af mig. Jeg kunne dårligt stå på benene. Jeg lagde mig om i baglokalet, og bad tjeneren om at ringe efter en taxa. Da han kiggede til mig en gang til, sagde jeg, at jeg havde brug for en ambulance.
Jeg blev kørt ind på skadestuen. De var hurtige til at undersøge mig. Der kom en særdeles sød og flot sygeplejerske hen til mig, og hun tog min puls og målte blodtryk. De var vist meget forhøjet på grund af hendes indvirkning.
Jeg fik sovet lidt. Så kom lægen, der var meget flink. Jeg fortalte ham, at jeg er maniodepressiv. Ret hurtigt kom jeg over på en lukket psykiatrisk afdeling, hvor der blev taget pænt imod mig. Men der var dødsygt. Der skete intet, og de fleste andre medpatienter skulede underligt til mig, syntes jeg.
En yngre kvinde forsøgte at lokke mig med i bølgerne. Jeg tog al tøjet af og gik ud i det kolde vand over en bund af sten og skarpe skær. Der rev jeg mig voldsomt på det ene ben. Fik mig en hurtig dukkert. Kom op igen, rystende af kulde og blødende. Lånte et håndklæde. Hurtigt på med jakkesættet og resten af tøjet.
Forud for den onsdag, hvor jeg var gået galt i byen, havde jeg i weekenden, som mangeårigt medlem, været til Det Radikale Venstres landsmøde på Nyborg Strand. Det var gået godt. Men jeg havde været højt oppe. Mentalt og bogstaveligt. Jeg havde været på talerstolen tre gange overfor en sal på omkring 600 mennesker. Om lørdagen meget retorisk og med stort bifald. Søndag formiddag, traditionen tro, som den eneste, der kommenterede årsregnskabet. Og søndag eftermiddag improviserende i fem minutter over emnet psykiatri. Seriøst nok.
Festen lørdag aften havde været skøn. Meget morskab. God økologisk mad. Masser af vin. Underholdning. Festtaler. Musik og dans. Jeg fik snakket med en hel masse, som man ellers mest kommunikerer med over nettet.
Men vildt var det gået for sig om natten på hotellet. Jeg sov på sovesal. Havde taget mit jakkesæt af og lagt det på en stol. Havde ellers alle mine ting i en stor taske. Jeg sov uroligt, og midt om natten hørte jeg gennem de åbne vinduer pigeskrig nede fra stranden. Det blev ved, og jeg kunne ikke falde i søvn igen. Tog derfor tøj på og gik med min taske igennem hotellet, og den lange omvej ned til stranden.
Dernede ved vandet var fem yngre mennesker i gang med at gå i vandet eller tørre sig efter at have været i vandet. En yngre kvinde forsøgte at lokke mig med i bølgerne. Jeg tog al tøjet af og gik ud i det kolde vand over en bund af sten og skarpe skær. Der rev jeg mig voldsomt på det ene ben. Fik mig en hurtig dukkert. Kom op igen, rystende af kulde og blødende. Lånte et håndklæde. Hurtigt på med jakkesættet og resten af tøjet. Fis og ballade på en bænk. Opdagede at en af deltagerne i løjerne er landsformand for en anerkendt seriøs forening. Han kunne ikke finde sin ene sok.
Jeg vidste, at der var tegn på mani, men jeg var også klar på, hvad jeg gjorde, og jeg havde desuden forberedt mig seriøst til mødet. Så det gik alt sammen. Uden pinlige udtalelser.
Jeg fik slet ikke sovet den nat. Men da de lyse timer begyndte, gik jeg ned til swimmingpoolen. Det var dejligt. Opfriskende. Ud på toilettet og børste tænder og tage medicinen. Jeg vidste, at der var tegn på mani, men jeg var også klar på, hvad jeg gjorde, og jeg havde desuden forberedt mig seriøst til mødet. Så det gik alt sammen. Uden pinlige udtalelser. Jeg har prøvet det mange gange før, så jeg har lært at holde det værste nede. Det submaniske var snarere en fordel. Jeg boblede af ideer og energi.
Søndag aften, da jeg kom hjem, var jeg træt. Mandag morgen sov jeg længe og var underlig. Ikke sulten. Træt. Tirsdag det samme. Var ude at gå tur og troede, at jeg blev kørt ned. Det var tæt på, men alligevel.
Og så kom den skæbnesvangre onsdag, hvor mani slog over i en akut depression.
Efter en dag – eller var det to – kom jeg over på den åbne. Der var rarere, og nogle at tale med. Jeg blev sat op i stemningsstabiliserende medicin. Jeg kom straks til stuegang med en psykiater, der har kendt mig igennem mange år. Hun sagde: ”Hvis man ikke skal blive manisk til sådan et årsmøde, hvornår skal man så blive manisk?”. Sikken herlig humor og forståelse. Hun er pragtfuld. Jeg er landet igen.
Jeg måtte gøre opmærksom på, at vi var voksne mennesker, at vi spurgte til, hvor hinanden havde det, og at alle – jævnfør topmødet – er enige om, at man skal tale om psykisk sygdom, hvis folk vil, og nedbryde fordomme.
Hurtigt kom jeg i gang igen. Fik besøg. Købte bærbar. Gik til møder, heriblandt ”psykiatrisk topmøde” med Nyrup og 600 deltagere. Jeg fik stillet et spørgsmål om økonomi og psykiatri. Fik præsenteret mig som psykisk sårbar nationaløkonom. Det vakte nogen furore.
På afdelingen var jeg ude for, at en fra personalet, en sosu-elev, strengt bad os om kun at tale om noget positivt, når vi sad sammen i frokoststuen. Vi måtte ikke tale om sygdom, mente hun. Jeg måtte gøre opmærksom på, at vi var voksne mennesker, at vi spurgte til, hvor hinanden havde det, og at alle – jævnfør topmødet – er enige om, at man skal tale om psykisk sygdom, hvis folk vil, og nedbryde fordomme.
Ellers hyggede jeg mig mere og mere, men jeg havde længe stadig maniske træk. Det kom i alt til at koste mig en lille måneds indlæggelse, at jeg gik forkert – en regning, jeg godt kunne have undværet. Det er bare svært at undvære manierne, men efter nogle uger var jeg kommet ind i den daglige rutine igen. Uden at gå galt i byen.
Boye Haure er nationaløkonom, cand. polit, og tidligere i besiddelse af en betragtelig formue.