Af Martin Kjeldsen
Undskyld.
Ja, undskyld fordi jeg sådan lægger op til, at nu skal der rigtig blogges, og så sker der ingenting. Tillad mig at forklare.
Når man bor i byen sukker man ofte og tænker “Hvem der bare boede på landet!” Jeg vil tro, at de fleste byboere, uanset social status, kvadratmeterpris og beliggenhed af og til bliver fjerne i blikket og bløde i knæene ved tanken om at kaste det hele fra sig og starte på en frisk, på landet, mellem de kornbølgende bakker og de brusende skove.
Der er jo så dejligt ude på landet.
Som nævnt lavede min kone og jeg nummeret sidste år. Vi flyttede fra en tresser-lejlighed i en boligblok i en forstad til Odense til et lille gammelt, stråtækket hus på Vestfyn. Fra en beliggenhed, der indebar en travl omfartsvej med cirka 125 forbipasserende køretøjer i minuttet til bogstaveligt talt “hist hvor vejen slår en bugt”, hvor der kommer en søvnig bilist rullende hvert kvarter.
Min kone og jeg er begge førtidspensionister. Vi blev begge pensioneret efter at være gået ned med stress og udbrændthed.
Objektivt set er det en rigtig god idé at flytte på landet, når man er i den situation. Et stille og roligt liv i enhed med naturen og det danske. Stokroseidyl, gadekær og græsplæne.
Tillad mig, inden vi går videre, at vise et billede:
Dette er vores baghave, som den ser ud hér og nu.
Den havekyndige læser vil med det samme bemærke, at der ikke er ret meget have over dette vildnis af skvalderkål og brændenælder, og hvis samme læser har bare en smule erfaring vil vedkommende helt naturligt drage et suk og måske endda ryste svagt på hovedet.
Og det er sandt: Der er en del at se til.
Og det er hér min undskyldning kommer ind i billedet. Og forklaringen er, at jeg efter bedste evne har kastet mig ud i arbejdet med at gøre dette stykke vildnis til en pæn og nydelig have. Der har ikke været tid til meget andet.
I de følgende indlæg vil jeg forsøge at redegøre for, hvad i alverden det er vi har gang i – konen og jeg. Sådan at flytte fra en stille og rolig lejlighed med Aldi på den anden side af gaden og Odense midtby i cykelafstand til en faldefærdig knaldhytte midt i en urskov.
_________________
dkantsbloggeren skriver løbende om tilværelsen i Udkantsdanmark
Om udkantsbloggeren:
Navn: Martin Kjeldsen. 44 år. Førtidspensioneret journalist mm.
Lidt om mig:
Jeg er alkoholiker. Ja, det er under alle omstændigheder, hvad jeg har valgt at kalde mig selv. Hvorvidt der overhovedet findes noget som hedder “alkoholiker”, ja, det kan der være delte meninger om, men noget skal man jo kalde det.
Jeg tror jeg var i starten af tyverne, da der var noget som sagde mig, at dét dér med druk, det kunne jeg ikke rigtig styre, men der skulle gå næsten ti år før jeg tog mig sammen til at gøre noget ved det. I den tid nåede jeg at uddanne mig som journalist og stifte et lokalt, sydfynsk tidsskrift, hvor jeg fungerede som redaktør i fire år. Jeg nåede også at udvikle et betragteligt alkoholproblem.
I 1997 måtte jeg kaste håndklædet i ringen. På det tidspunkt var jeg blevet smidt ud af min kæreste, stod uden bolig og måtte holde op med at arbejde.
Nå, men så røg jeg jo på rehab, og så rullede møllen ellers, og det endte altså med, at jeg blev diagnosticeret med en affektiv bipolar sindslidelse. Mit alkoholforbrug havde været en slags selvmedicinering, en måde at kontrollere svingningerne på. Gammel historie, nærmest en klassiker.
Jeg fik en førtidspension. Det er otte år siden, hvor det stadig var mulig for almindeligt syge at få en førtidspension. Nu om stunder skal man jo nærmest ligge for døden, før det kan lade sig gøre.
Min kone og jeg er for nyligt flyttet fra en boligblok i en Odense-forstad til et lille, stråtækket hus midt på bøhlandet på Vestfyn. Jeg hørte i radioen, at folk flytter som sindssyge fra landet ind til byerne, så vi tænkte at vi ville gøre det modsatte.
Udkanten har sin egen charme – på godt og ondt.