Fra Tidsskriftet Outsideren nr.73 / Af Julie Feilberg
Jeg er for længst holdt op med at se frem til sommeren som en tid, hvor jeg holder fri, for det gør jeg hele året rundt og får næsten 15.000 kr. om måneden for det. Når man som mig har fået tilkendt førtidspension, så holder man hurtigt op med at skelne mellem arbejdsliv og fritid, hverdag og ferie. Man har oceaner af tid, og hvis man ikke sover til langt op ad dagen, som jeg gør, kan det være svært at udfylde de mange ledige stunder. For mig er sommeren derfor en årstid, hvor jeg nyder solen og varmen og at det er længe lyst om aftenen. Hvilket betyder meget, når man lider af vinterdepression, som trænger sig på i de kolde, mørke måneder, kun afhjulpet lidt af juletiden.
Jeg rejser kun de to gange om året, hvor jeg flyver ned til Bruxelles og besøger mine forældre. Men nu går mine gamle med planer om snart at slå sig ned i København, og så kan jeg ikke forestille mig, hvordan jeg nogensinde kommer til udlandet igen. Jeg er alt for nærig til at rejse ud, når ikke mine forældre betaler for det, for jeg skal jo også have noget at leve af i hverdagen, så det med at tage på badeferie på Gran Canaria er ren og skær utopi, selvom jeg godt kan drømme om det, når jeg får vinterkuller. I øvrigt er det meget svært at rejse, når man lever alene. Hvem skulle man tage af sted med, hvordan skal man få råd, o.s.v.? Og når man er psykisk syg og får medicin, er det meget risikabelt at rejse uden for EU, jeg er alt for neurotisk, og hvad hvis jeg bliver dårlig (skal indlægges, have medicin osv.) Nej, safari-turen i Afrika, et roadtrip gennem USA, at se den kinesiske mur, det må vente til min næste reinkarnation.
Så heller ikke denne sommer har jeg tænkt mig andet end at hygge mig, som jeg plejer, sove til over middag, som jeg plejer, og få læst de bøger jeg har liggende på mit natbord, som ser bebrejdende på mig. Jeg har altid gang i adskillige bøger på én gang, og nogle af dem kan jeg være over et år om at blive færdig med. Måske tager jeg lidt op i mine forældres sommerhus i Gilleleje, det plejer jeg at gøre i juli og august, når de er deroppe, jeg er der 4-5 dage ad gangen et par gange eller tre i løbet af en sommer. Jeg fatter ikke, at folk kan holde ud at være i et sommerhus mere end nogle få dage i træk, man kan jo ikke rigtig foretage sig noget i disse provinshuller, som man ikke lige så godt kan lave derhjemme, bortset fra at sole sig og bade i havet.
Godt det samme at jeg er så rejsesky, tænkte jeg, dengang masser af mennesker sad fast rundt omkring i verden på grund af askeskyen. Jeg er i det mindste næsten altid hjemme i min egen lejlighed, i sikkerhed og med min dyriske komfort i orden.