Af Grethe Nielsen
Det er næsten som at spille russisk roulette at trappe ud af psykofarmaka. Jeg ved ikke, hvad den mindst mulige dosis er for mig, og om jeg kan blive medicinfri. Jeg ved ikke, om jeg får tilbagefald om tre uger, tre måneder eller tre år, uanset dosis. Jeg ved bare, at jeg ikke vil have tilbagefald, for jeg vil ikke bruge to et halvt år mere af mit liv på at komme mig. Det er hverken min søn eller jeg selv tjent med. For hver dosis, jeg går ned, drejer jeg magasinet. Måske er der en patron klar til affyring denne gang. Måske får jeg en ny psykose. Måske er jeg heldig. Måske er min hjerne klar til et liv uden medicin eller på en endnu lavere dosis endnu.
Mange kræfter er brugt på at overveje frem og tilbage, om jeg skal trappe helt ud af psykofarmaka. Det gik nemt at komme ud af Litium sidste år, hvis man ser bort fra perioder med selvskadende tanker.
Men da min psykiater i slutningen af februar foreslog mig at trappe ud af Zyprexa, sagde jeg ja. Jeg gik fra 15 mg til 10 mg.
Småparanoia i en uges tid
Efter to-tre uger havde jeg en uges tid med småparanoide tanker. En dag kørte jeg med offentlige transportmidler, og tre gange uafhængigt af hinanden så jeg tre personer med samme frisure. De havde alle dreadlocks samlet i en knold. Og frem til knolden var håret udvokset uden dreadlocks. Det brugte jeg en dags tid til at gruble over, indtil de rationelle tanker vandt, og jeg kunne se, at hvis nogen overvågede mig, ville det være en dårlig forklædning.
En anden dag, hvor jeg gik en tur, mødte jeg vildt mange bekendte. Da jeg kom hjem, tænkte jeg, at de kunne høre, hvad jeg tænkte, og det var derfor, de var gået ud for ”tilfældigt” at møde mig. Men efter mange tanker indså jeg, at hvis det var tilfældet, ville de nok blive vanvittige over både at kunne høre mine og deres egne tanker.
En dag i løbet af denne uges tid spiste jeg havregryn. Jeg syntes, at det smagte mærkeligt og tænkte, at det nok var forgiftet. Og så spiste jeg videre.
Den sidste oplevelse var, at jeg en dag så tre-fire mennesker uafhængigt af hinanden gå mærkeligt. Men jeg kunne hurtigt se, at min hjerne spillede mig et puds, da den gerne ville se en sammenhæng mellem personerne.
Så holdt småparanoiaen op efter en uge. Jeg havde tænkt mig rationelt ud af den, grublet en del og var opmærksom på, at det var noget, der foregik i min hjerne, at den så sammenhænge alle vegne.
Min psykiaters bekymringer
Af de mere positive effekter af udtrapningen kan nævnes, at jeg har fået mere energi og sover to timer mindre om natten. Jeg er begyndt at snakke mere og hurtigere. Men jeg har også fået at vide, at jeg virker mere urolig som om, jeg har uro i kroppen. Det har jeg selv kun kunnet mærke tre dage i sidste uge, hvor jeg havde uro i armene, som gik væk, når jeg bevægede mig.
Hvor udtrapningen af Litium gjorde mig gladere og gjorde, at jeg fik mere kontakt med mine følelser, er det en mere blandet fornøjelse af gå ned i dosis af Zyprexa.
I onsdags var jeg til psykiater. Hun var bekymret over min småparanoia, som hun kaldte en mikropsykose. Hun ville ikke trappe mig ned på 5 mg. Men vi indgik et kompromis om, at jeg går ned på 7,5 mg.
Jeg fik at vide, at man bliver mere hudløs af at trappe ned eller ud af psykofarmaka. Jeg er blot blevet mere irritabel over for andre mennesker. Jeg har stadig svært ved at græde. Måske er jeg blevet stærkere. Jeg ved, at jeg er blevet stærkere. Men er jeg stærk nok til en udtrapning af psykofarmaka?
Jeg har nu drejet magasinet på revolveren endnu engang, og jeg håber, at jeg også er heldig denne gang.