Af Ronnie Rasmussen
Han virkede egentlig ikke dummere og mere naiv end folk flest, men alligevel kæmpede han altid på den tabende side og næsten konstant med uhelede sår. En dygtig psykolog fik dog efterhånden samlet de beskadigede dele til et menneske, der ønskede et liv i fred og ro med kæresten, børn, bonusbørn, familien og uden meget alkohol, som han tidligere misbrugte i et forsøg på at dulme smerter fra dagligdagens krige, og han levede i flere år som en ansvarsfuld familiefar, men så kom politikerne på den fantastiske ide at udvikle særdeles indviklede regler om gensidig forsørgerpligt for alt og alle.
På daværende tidspunkt havde han kæmpet sig ud af skyldnerregistre og betalte alle uundgåelige regninger og dyrkede stabilt samvær med sine børn og drak kun alkohol ved sjældne lejligheder. Han havde fået genetableret stabil kontakt med familien, hvor der også herskede ro og fred, og han kæmpede for især kærestens og den ene bonusdatters trivsel, fordi det ene uheld efter det andet haglede ned over dem. I flere år magtede han de kampe. Han benyttedes endvidere jævnligt som case, når psykologen underviste i differentialdiagnostistik, og levede et værdigt og langt mere struktureret liv end nogensinde tidligere i de 45 leveår. Trods hver sin adresse og næsten total adskilt økonomi turde de to voksne ikke dyrke kærligheden længere efter medierne i sidste kvartal af 2013 oversvømmedes af formaninger og dommedagsprofetier fra politikere om samlevende, der ikke overholdt reglerne til mindste detajle, hvis den ene part modtog penge i form af især kontanthjælp og som enlig forsørger. Derfor flyttede han permanent ind i sin egen lejlighed, og kærligheden og psyken kom under et massivt pres.
I 2014 udspecificeredes et utal af komplicerede regler om gensidig forsørgerpligt, og de ellers næsten helede sår begyndte at revne og blive betændte. Helingsprocessen ødelagdes yderligere, da han forøgede forbruget af alkohol og langsomt men sikkert indtog mere og mere beroligende medicin igen. Et forbrug han ellers næsten var kommet ud af!
De forsøgte at flytte sammen i hans lille lejlighed i april 2014. Pengene var små, men de kæmpede videre, men så opdagede han tilfældigvis at næste fase af gensidig forsørgerpligt var udarbejdet og klar til at træde i kraft 1.1.2015, og den forringede yderligere mulighederne for en fremtid sammen, da kæresten døjede med kroniske fysiske problemer og depressive tendenser. De besluttede derfor den rationelle økonomiske model og flyttede hver for sig efter en måned, da begges rådighedsbeløb dermed ville forøges betydeligt. Han elskede hende, men kærlighed og kildevand er nemmest at leve af i romantiske romaner og ikke i den virkelige verden. Men selvsamme kærlighed og gensidig respekt var årsagen til, at de fightede sig gennem et livstruende sår i hendes mave, en depression, en trussel om dødbringende kræft , et ødelagt knæ, karpaltunnelsyndrom og elendig økonomi. Det håndterede de, indtil de ikke magtede gensidig forsørgpligt, der hurtigt fik sendt ham retur til skyldnerregistre grundet nødvendigheden af fælles økonomi.
På daværende tidspunkt intensiverede han sit indtag af druk betydeligt og røg langt nede i kulkælderen igen. Der var dog en vigtig fest i slutningen af maj, der skulle overstås, inden han kunne kaste håndklædet i ringen og kalde de mange intense kampe for spildtid og fuldstændig overflødige, så han overlevede med druk og en smule styrketræning. Han nedværdigede sig samtidig til at skrive til kendte mennesker med mediemagt på Facebook i håb om, at de ville forsøge at trænge igennem den politiske granitmur, der ignorerede enhver artikel i aviserne fra journalister. Han kontaktede flere af de interesserede, som uanset mediernes normale magt efterhånden opgav at beskrive flere konsekvenser af gensidig forsørgerpligt.Da den vigtige fest for en nærtstående person var overstået opgav han. Derefter fulgte flere måneder med næsten en flaske vodka dagligt samt ture til østeuropiske lande som Polen og Tjekkiet, hvor han primært levede af billige smøger og billig alkohol. Det grandiose forbrug fik ham længere ud i tovene, end inden han begyndte ved psykologen mere end 5 år tidligere, hvor han mere eller mindre levede fra hånden til munden. Han havde mistet al værdighed og brugt et ocean af mental energi på at holde sammen på kæresten, bonusdatteren og forholdet i de konstante tyfoner, der hvirvlede dem rundt.
Han blev indestængt og bitter og kæmper i dag en hård kamp for at genvinde den spolerede værdighed og den stærke personlighed, som han oplevede som stabil familiefar. Der er blevet brugt mange af statens finanser gennem tiden for at få ham på rette fod, og da det endelig lykkedes, blev det en lovgivning, der ødelagde fodfæstet. Midt i et kaos af tanker om, hvordan han skal finde kræfter og styrke til den nødvendige indsats for at rejse sig igen, finder han det næsten tragikomisk, at regeringen pludselig skaber en finanslov, hvor gensidig forsørgerpligt forsvinder efter 2016. Han finder desværre ingen glæde ved tanken, da han vist næsten er nået til opfattelsen, at enhver desværre er sin egen lykkes smed. Han orker heller ikke påbegynde behandling af psyken, for terapi kan ikke ændre lovgivninger med tilbagevirkende kraft og fjerne de dramatiske omvæltninger, så nu vælger han igen at leve en tilværelse, uden alle de værdier han lærte at værdsætte: Altså uden et vaskeægte forsøg på at finde kærlighed, uden stabilt samvær med egne børn, uden alverdens omtanke for hverdagens økonomi, uden omtanke for lever og lungers tilstand og uden nogen form for kontakt med ekskæresten, fordi det simpelthen gør for ondt at være sammen efter så mange forgæves kampe for et frugtbart kærlighedsliv, der ødelagdes fuldstændigt af direktiver til kontrollerteams i kommunerne. Han gider ikke klynke eller kæmpe, men alligevel vil han gerne fortælle en smule om, hvordan gensidig forsørgerpligt smadrede lykke og samhørighed til smertelig bitterhed og resignation. Han overvejer at rejse til et langt billigere land i Europa med førtidspensionen, men energidepoterne er opbrugte, så han sidder nok bare på kontorstolen eller et værtshus, indtil kroppen ikke gider stå op af sengen. Og med den ugidelighed er det velsagtens fortjent, at han ikke skulle blive gammel med kæresten.